Jeg steg på toget fra Odense i onsdags. Det var meningen, at jeg skulle til København, men jeg endte i en hel anden verden. Toget var fyldt med flygtninge fra Syrien. Tomme, blanke blikke og en ualmindelig tung luft, fyldt med alvor, sorg og håbløshed.

Gamle, børn, kvinder og mænd der alle var på flugt, fra de samme mennesker, som dræbte 129 mennesker i Paris sidste uge, 37 i Libanon for 2 uger siden, 105 i Ankara for tre uger siden og tusinder i Syrien de seneste år.
Mange af familierne var optagede af at få strøm til deres sidste livslinje – telefonerne. Selvom jeg ikke kan meget kurdisk og kun få fraser på arabisk kunne jeg gætte mig frem til, at de udvekslede informationer med deres slægtninge, der enten var i flygtningelejrene i nabolandene eller stadig var tilbage i krigsområderne. Facebook billeder af bombeofre og likviderede børn og voksne gik fra hånd til hånd. Jeg kunne ikke tyde om det var lettelse eller sorg, der var i deres øjne. Lettelse over, at det var nogen, de ikke kendte – eller sorg over, at det var nogen de engang delte land med, som nu var døde.

Mens jeg ikke kunne holde øjnene væk fra en lille dreng, som var på alder med den kurdiske dreng Ayan, hvis lig på stranden er blevet symbolet på de druknede flygtninge, tikkede en nyhed ind på min telefon. Folketinget var i gang med at hastebehandle et lovforslag, der skulle gøre det mindre attraktivt at flygte til Danmark.
Pludselig ønskede jeg inderligt, at de samme politikere, der nu vil gøre livet surt for flygtningene, var med i toget. Så de med deres egne øjne kunne se de børn, kvinder og mænd og forstå hvad det betyder at flygte fra terroristerne fra ISIL og præsident terroristen Asad.

Da jeg hørte Lars Løkkes tale til mindehøjtidigheden foran den franske ambassade i søndags, blev jeg så glad og stolt over at høre hans opfordring til at stå sammen mod terroristerne. Statsministeren havde magt til at splitte befolkningen, men valgte i stedet at samle. Selvom det var dybt tragisk, at det var lykkedes terroristerne at bombe mennesker ihjel i Paris, havde de ikke held med at bombe had og splittelse ind mellem os. Vores demokrati og sammenhold var så stærk, at vi sammen kunne stå imod de terrorister der truede vores frihedsrettigheder. Men de gode toner holdt desværre ikke længe. Præcis 2 døgn efter Lars Løkkes tale om sammenhold mod terroristerne, kunne jeg læse nyheden om, at regeringen sammen med DF, LA, K og Socialdemokratiet havde indgået ny asylaftale, der skal sende et klart signal om, at Danmark ikke skal være et attraktiv land at flygte til.

Den politiske aftale tager ikke højde for at det er mennesker, der flygter FRA voldtægt, halshugninger, drab og tortur, men gør det lysende klart, at de ikke skal flygte TIL noget i Danmark i håb om at de kan få fred her.

I toget fandt jeg min plads. Men der sad en kvinde med sin to små børn på sædet. Børnene var ikke mere end 4- 5 år gamle. Hun kunne godt se på mig, at pladsen tilhørte mig og hun skyndte sig at rejse sig op. Jeg signalerede med tegnsprog, at hun kunne blive siddende. Ingen af de flygtninge der var på toget, var interesserede i at tage hverken min eller andres pladser. Men stort set alle danskere der var i toget, valgte at afstå muligheden for at sidde ned, selvom mange af dem sikkert havde en pladsbillet. De søgte til mellemgangene for at stå op eller sidde på gulvet. Jeg fik en klump i halsen. Stolt over mine danske medborgere. Flygtningene var udmattede og trætte efter mange dage eller ugers rejse. Her så jeg hvordan danskerne så mennesket først.

Jeg stod af toget i København sammen med hundredevis af flygtninge. Jeg havde et hus og en familie jeg kunne tage hjem til. Flygtninge de stod der midt på Hovedbanegården, i et land hvor politikere virker til at have glemt, at fjenden er ikke flygtningene men ISIL!

Ekstra Bladet 19/11 2015