Jeg vil gerne fortælle om en episode, et af mine nære familiemedlemmer oplevede, da han var på ferie i Tyrkiet sidste sommer.

Erdogan er ved at udvikle Tyrkiet til en politistat, og derfor er jeg oprigtig bekymret for, hvilke konsekvenser det kan have for Haso, hvis jeg fortalte hans rigtige navn. Vil Haso blive nægtet adgang og vil få frataget sit tyrkiske statsborgersskab, hvis de tyrkiske myndigheder fandt ud af, at hans historie dukkede op i danske medier? Jeg ved det ikke. Men jeg frygter det. Og som man er begyndt at sige i Tyrkiet: Kun en tåbe frygter ikke Erdogan!
Haso havde en ærinde på den lokale politistation. Han kommer kørende i sin bil og parkerer bilen i politigården ligesom alle andre. Da han henvender sig i skranken, spørger politibetjenten ham, hvorfor han kørte med 80 km/t.

Haso er kurder og ser på alle måder kurdisk ud. Sorte øjne, lange øjenvipper, stort øjenbryn og overskæg. Tøjstilen og Hasos kurdiske accent er ikke til at tage fejl af. Haso fastholder, at han kun kørte med 30 km/t. Politibetjenten rejser sig op fra sin stol, retter sit maskingevær mod ham og siger ‘Jeg kan skyde en kugle gennem din lille hjerne, kaste dit lig på gaden og sige til folk, at du var terrorist. Fuck dine familiemedlemmer. Selv gadehunde vil ikke turde at nærme sig dit lig. Nu spørger jeg dig igen: Vil du undskylde, at du kørte med 80 km/t?’.

Haso ved godt, at det ikke kan betale sig at protestere mere som kurder, så han bider tænderne sammen og undskylder.

Episoden er ikke enestående, og det er ikke bare kurdere, der lider under Erdogans styre. Ytringsfriheden har også svære vilkår, og det rammer især Erdogans kritikere hårdt. Siden han kom til magten, er der rejst i alt 1.845 sager mod borgere, der anklages for at fornærme eller fornedre præsidenten. En facebook-opdatering, en tale til en demonstration, et slogan skrevet på en væg – det er bare tre eksempler på sager, hvor borgere i Tyrkiet er blevet retsforfulgt med den begrundelse, at de har truet landets sikkerhed. Samtidig er Tyrkiet det land i verden, der fængsler flest journalister.

For kurdere som Haso er situationen blevet betydeligt forværret siden valget i 2015. Her opnåede Erdogans parti ikke det nødvendige flertal i parlamentet til at gennemføre de planlagte ændringer af landets forfatning, der kunne give præsidenten mere magt. Efter valget har Erdogan nægtet, at der overhovedet findes noget, der hedder ‘landets kurdiske problematik’ og han har stoppet fredsprocessen med kurderne.

Hver gang terroren rammer Tyrkiet, og det har den desværre gjort mange gange allerede i år, angriber den tyrkiske stat den kurdiske civilbefolkning. Det er uanset, om terroren forårsages af selvmordsbombere fra ISIL eller militante kurdere fra PKK.

I næsten otte måneder har de kurdiske byer Diyarbakir, Mus, Mardin, Hakkari, Elazig og Batman samt 19 bydele i den sydøstlige Tyrkiet været under konstant militærbelejring eller jævnligt sat i militær undtagelsestilstand: Ingen må gå ud af deres huse uden tilladelse fra staten, og dem, der alligevel gør det, har militæret og politiets ret til at skyde.

Kurdiske partier og medier påstår, at det har kostet over 500 civile kurdere livet. Den tyrkiske stat vil ikke bekræfte dødstallet, og da journalister er forment adgang til byerne, er mediedækningen særdeles sparsom, også i udenlandske medier. Den officielle melding fra den tyrkiske stat er, at kuglerne rammer kurdiske terrorister. Men når man ser de få billeder, der alligevel er sluppet ud af de kurdiske byer, så virker det ikke som om den tyrkiske stat alene angriber de kurdiske militante. Det ligner mere et land, der er i krig med sin egen befolkning.

Jeg støtter ikke PKK. Jeg tror ikke på vold som virkemiddel. Hverken når de kurdiske militante sprænger bomber i tyrkiske byer, eller når det tyrkiske militær skyder med skarpt i de kurdiske. Dagligt mister både kurdiske og tyrkiske mødre deres børn i denne meningsløse krig. Det gør ondt at se deres sorg.

Jeg tror på dialog som det bedste redskab til at skabe fred og forsoning. Men i øjeblikket er det desværre svært at få øje på den dialog, og desværre spiller Vesten og EU en ekstrem passiv rolle i forhold til fredsprocessen mellem tyrkerne og kurderne.

EU er bevidst om de voldsomme menneskerettighedsovertrædelser der sker i Tyrkiet. Alligevel har EU valgt at indgå en flygtningeaftale med Tyrkiet, der giver tyrkerne 22,5 mia. kr. for at forhindre flygtninge i at sejle til Europa og for at modtage dem, der alligevel er nået til Grækenland.

Aftalen er i sig selv problematisk, når man ved, hvordan Tyrkiet behandler mennesker på flugt. Amnesty dokumenterede i sidste uge, hvordan tyrkerne sender flygtninge fra Syrien tilbage til deres krigshærgede hjemland. En dokumentation som FN tilsluttede sig, men som EU forholder sig passivt til.

Men flygtningeaftalen er også en fejltagelse, fordi den fungerer som en blåstempling af præsident Erdogans totalitære styre og undertrykkelse af menneskerettigheder. Især fordi der hverken er kritik, sanktioner eller møder med Erdogan om den eskalerende vold og overtrædelserne af frihedsrettigheder som forsamling-, presse- og ytringsfriheden. Aftalen, der støttes fuldt ud af den danske regering, afspejler at EU i øjeblikket kun er optaget af én ting, nemlig hvordan Tyrkiet kan holde flygtninge væk fra vores grænser.

Det mener jeg er kortsigtet. EU burde have en interesse i, at Tyrkiet udvikler sig som et demokratisk land; i stedet hyrer vi Erdogan, der trækker landet i den modsatte retning som EU’s dørmand og giver ham rollen som den store frelser i forhold til flygtningesituationen.

Jeg mener, at Danmark og EU bør stå ved de demokratiske værdier, som vores vestlige samfund bygger på, tage en kritisk debat med Tyrkiet og støtte de demokratiske kræfter i landet. For uden de kræfter, er der ikke en opposition til Erdogan, og så ligger vejen åben for en politistat i vores baghave.

EU og Danmark bør rejse kritik af Tyrkiet, hver gang en journalist bliver fængslet, og et medie bliver lukket. Vi er nødt til at presse tyrkerne optimalt via diplomatiets veje – og i yderste konsekvens også via handelsaftaler.

Erdogan skal ikke være EU’s dørmand.

Politiken 14/04 2016