I 2009 blev jeg inviteret af Dansk Muslimsk Union til et møde i Minhaj-u- Qurans lokaler. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sig ja tak til invitationen. Navnet lød lidt islamistagtigt i mine ører, og jeg var usikker på, hvad der ville vente mig, der på ydre Nørrebro. Men allermest var jeg bange for, om nogen kunne finde på at tippe Ekstra Bladet. For hvad nu hvis det blev til en historie, der stemplede mig som islamist.

Jeg endte med at sige ja tak. Da jeg kom til adressen, parkerede jeg bilen og blev siddende et stykke tid, mens jeg holdt øje med dem, der kom ind og ud. Havde de langt skæg og lange kjoler? Var der en fotograf gemt i buskene overfor? Da der var klar bane, skyndte jeg mig ind i bygningen. Jeg blev taget imod af en gruppe veltalende unge danske muslimer, som var lige så optaget af at tale om, hvad vi kunne gøre for at få integrationen til at fungere bedre.

Jeg fortalte dem, hvordan jeg havde leget James Bond. Om min usikkerhed over for, hvad der ventede mig, og hvordan den mobiliserede alle mine fordomme mod dem. Først sukkede de, men så begyndte de at grine. På den ene side var jeg nysgerrig efter at lære dem at kende, på den anden side var jeg usikker på det ukendte – og så frygtede jeg frem for alt at blive stemplet som ”en af dem”. Dér mærkede jeg på min egen krop, hvordan frygt kan true den demokratiske samtale.

Episoden er syv år gammel. Siden er frygten blevet mindre, og nysgerrigheden større. De seneste seks år har jeg jævnligt mødtes med mennesker, der ser verden meget anderledes end jeg, og jeg er ikke længere bange for dem. Uanset hvem jeg har drukket dialogkaffe med, har jeg sjældent følt mig utryg. Min erfaring siger mig, at mennesker, uanset hvor ondskabsfulde de er i munden, altid serverer noget sødt til kaffen. Og jeg kan både mærke og se, at vi i mødet udvikler os som mennesker. Den demokratiske samtale gør os klogere.

I weekenden fejrer vi grundlaget for, at vi kan have den samtale. Vi fejrer vores grundlov og med den nogle af de rettigheder, som er helt fundamentale i vores demokratiske samfund: religionsfriheden og ytringsfriheden.

Men de rettigheder er truede. Truslen kommer ikke fra de spredte lommer af antidemokratiske islamister eller nazister.

Terrororganisationen Isis kan heller ikke fjerne vores rettigheder, selv om den forsøger. Den reelle trussel mod vores frihedsrettigheder stammer fra vores egen frygt, som bliver vækket af hadprædikanters flammeretorik og terroristers afskyelige handlinger. Den frygt, som jeg selv mærker, ved at der stadig er grupper, som eksempelvis Hizb ut Tahrir og folk fra Grimhøj-moskéen, som jeg ikke tør mødes med. Ikke fordi jeg frygter for min sikkerhed, men fordi der er en etableret opfattelse i Danmark af, at hvis man mødes med rabiate islamister, så må det være, fordi man accepterer deres holdninger. Jeg frygter altså stadig fotografen i busken.

Frygten har for nylig samlet et folketingsflertal for en såkaldt imamlov og herunder at undersøge, om man »med respekt for grundlovens paragraf 67 om religionsfrihed kan kriminalisere ytringer, som undergraver dansk lovgivning.«

Men hvordan hulen skal vi rykke holdninger, hvis vi ikke må insistere på samtalen? Og hvorfor er det mere legitimt at mødes med en rabiat mand som Geert Wilders end med en rabiat imam? Hvem bestemmer, hvilke holdninger der er rabiate, og hvilke der er acceptable? Hvordan skal vi kunne opdage holdninger, hvis de ikke må siges højt?

Jeg tror på, at holdninger kan rykkes. Derfor mødes jeg med folk, der sender mig mails, hvor jeg kaldes “perkerluder” eller “terrorist”. Og uanset hvor uenige vi er, ender samtalen altid med at gøre os klogere. Jeg er klar over, at jeg nok får svært ved at rykke mange holdninger hos ledere i Hizb ut-Tahrir.

Men tænk, hvis jeg kunne så et frø hos en af deres sympatisører. Hvorfor tror politikere ikke på samtalens magt, når det handler om at mødes med dem, der sympatiserer med rabiate holdninger? Er Ahmet Akkari, der satte hele Muhammed-krisen i gang, ikke levende bevis på, at selv de mest rabiate kan ændre holdninger?

I det hele taget er Muhammed-krisen på mange måder et spejl, som udstiller, hvorfor imamloven er så fuldstændig tåbelig. I 10 år har jeg forsvaret Flemming Roses, Kurt Westergaards og Jyllands-Postens ytringsfrihed. Og i 10 år har deres kritikere fortalt mig, at politikerne alene kæmper for ytringsfriheden, så længe det går ud over mindretallet og ikke dem selv. Hver gang har jeg sagt, at det var noget vrøvl, for selvfølgelig gælder ytringsfriheden alle i Danmark. Den gælder for Loke, såvel som for Tor. Nu er argumentet om ”ytringsfrihed for alle” svækket af en imamlov, hvis den bliver vedtaget, der – med statsministerens egne ord – handler om at »kriminalisere ytringer, der undergraver dansk lovgivning for på den måde at kunne komme efter de mennesker, som under dække af religion og teologi i virkeligheden undergraver vores samfund.«

I halen på Pia Kjærsgaard og Lars Løkke Rasmussen er listen af politiske vendekåber lang: Søren Pind, Naser Khader og Søren Espersen er alle politikere, som kæmpede for ytringsfriheden med liv og sjæl, men som nu – i deres iver efter at begrænse den – virker mere rabiate end de imamer, de ønsker at stoppe. Når Khader kalder Aarhus for »Danmarks førende jihadistby lige nu« og siger, at »den udvikling bremses kun ved at lukke radikaliseringens arnested: Grimhøj-moskéen«, så lyder han som den tyrkiske præsident Erdogan, der for længst har opgivet den demokratiske samtale og erstattet den med rå magtanvendelse over for sine modstandere.

Nu siger dem, jeg har argumenteret imod de seneste 10 år, at politikerne er dobbeltmoralske. Og det må jeg jo så medgive. Mange af politikerne er blevet mere dobbeltmoralske i Danmark. Når man vil forbeholde en så fundamental rettighed som ytringsfriheden til dem, man deler værdier med, mens man er klar til at fjerne den fra andre, så handler man dobbeltmoralsk.

Mener jeg så slet ikke, at vi har et problem med salafister, nazister og andre antidemokratiske kræfter? Jo! Når Socialdemokraternes Mette Frederiksen taler om, at »det er farligt, at man i dag kan sidde derhjemme med nedrullede persienner og gardiner og have adgang til en hel verden på den forkerte side af stregen«, så har hun jo ret. Det ér farligt. Men det demokratiske svar på den trussel er ikke at forbyde holdninger. Holdninger forsvinder ikke, fordi vi forbyder dem. Tværtimod får de deres eget liv i endnu mørkere rum, hvor de bliver til små, giftige slanger, der bider alle dem, som kommer i berøring af dem.

I stedet må vi insistere på den demokratiske samtale og den kritiske debat. Vi skal tro på styrken i vores demokrati. Når vi gradbøjer vores grundlæggende rettigheder, giver vi de antidemokratiske kræfter lige præcis det, de kæmper for: et svagere demokrati.

Politikerne vil sikkert sige, at det handler om at forhindre, at unge bliver hjernevaskede og derefter vender sig mod demokratiet. Men i stedet for at fokusere alle kræfterne på en flok imamer med tvivlsomme værdisæt burde politikerne interessere sig for de unge nydanskere og stille sig selv følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, at nogle unge, der er født og opvokset i Danmark, hellere vil søge martyrdøden end en praktikplads?

Vores politikere skal ikke forbyde de holdninger, vi ikke kan lide. I stedet skal de sætte rammerne for et samfund, hvor alle inviteres ind i det demokratiske fællesskab. Tilslutningen til demokrati og demokratiske holdninger er ikke en selvfølge. Det kræver hårdt arbejde at argumentere for, hvorfor vores værdier er bedre end de rabiate imamers. Det kræver noget af os alle sammen. Først og fremmest kræver det, at vi tør tage samtalen.

Derfor vil jeg kæmpe for islamisters, salafisters og nazisters frihed til at ytre sig. Jeg foragter de holdninger, de står for, og jeg vil bruge min sidste vejrtrækning til at give dem verbal kamp til stregen. Men jeg vil kæmpe med et udgangspunkt i min tro på grundlæggende demokratiske rettigheder.

Samtalen er en grundsten i vores demokrati. Den grundsten er politikerne i gang med at sabotere.

Jyllands-Posten 01/06 2016