Vi kan alle fire huske, hvordan vi reagerede, da Anders Breivik slog 77 mennesker ihjel i Norge. Vi kan huske præcis, hvor vi stod, hvad vi lavede, og hvor chokerede vi blev. De samme følelser genoplevede vi den 7. januar, da tre terrorister slog 17 mennesker ihjel i Paris.

Jeg, Özlem, er folketingsmedlem. Jeg sad på La Glace sammen med overrabbineren Bent Melchior og spiste lagkage, mens vi snakkede om, hvordan vi i fællesskab kunne sætte mere fokus på forsoning og dialog. Telefonen blev ved med at ringe. Da vi skiltes, og jeg aflyttede telefonsvareren, lå der den tragiske besked: Paris var blevet angrebet.

Jeg, Natasha, er jurastuderende.
Om eftermiddagen skulle jeg hygge med min søn – Gabriel på 15 måneder – på legepladsen. Men i stedet endte jeg med at tilbringe hele eftermiddagen foran tv’et med et tomt ansigtsudtryk og stor vrede.

Jeg, Khaterah, er jurastuderende og arbejder som mentor på gadeplan med afradikalisering. Jeg havde netop en ung fyr i røret, som falder ind og ud af det radikaliserede miljø, da min forlovede viste mig sin skærm og læste den tragiske nyhed højt. Det ramte mig som et lyn, og et øjeblik gik alt i sort.

Jeg, Haifaa, er læge. Jeg har studeret og arbejdet i Mellemøsten i flere år. Jeg var handlingslammet, da jeg på mit arbejde så massakren i Paris tikke ind på min nyhedsapp. Ekstreme fanatikere og Assad har allerede dræbt flere af mine familiemedlemmer i Syrien, nu rykkede fanatikerne endnu tættere på os i Europa!

Denne gang vidste vi alle fire, at konsekvenserne af terroristernes handlinger i Paris ville blive langt større end angrebet i Norge.
Mange spørgsmål dukkede op.
Hvad vil det betyde for Frankrig, for Danmark og for vores demokrati?

Vi må rykke sammen
Vi har hver især taget offentligt afstand fra terroren og den krænkelse af ytringsfriheden, som angrebet på Charlie Hebdo var. Vi har taget afstand, ikke fordi vi er blevet afkrævet et svar, men fordi vi gerne tager vores del af ansvaret for at forhindre, at det absurde terrorangreb fører til en kamp mellem religioner. For efter vores mening består kampen mellem dem, der vil forsvare demokratiet, og dem, der vil bekæmpe det.

Ingen må være i tvivl. Som muslimer afskyr vi det, der skete i Paris, ligeså meget som alle andre. Og lige så meget som kristne og kulturkristne afskyede Anders Breiviks terrorangreb. Som muslimer er vi kede af, at der er mennesker, som misbruger islam, og som er med til at forpeste den tro, vi alle fire har rødder i. De fleste kan nok huske, hvordan det den 11. september 2001 lykkedes terroristerne ikke kun at ramme de to tårne i USA fyldt med mennesker, men flere millioner af muslimer i verden. Frygten gjorde afstanden mellem befolkningsgrupperne større. Flere års populisme og ekskluderende diskurser splittede vores samfund i et ‘ os’ og et ‘ dem’. Det gavnede hverken vores demokrati eller samfundets sammenhængskraft.

Det var præcis det, terroristerne ønskede, og det var præcis det, de fik efter 11. september. Og det er vores frygt, at det samme sker denne gang, hvis ikke vi lærer af historien og rykker sammen om vores demokrati. Vi skal bygge broer mellem befolkningsgrupper frem for at begynde at dæmonisere hinanden. Ellers vinder terroristerne.

Et første skridt er, at samfundet ikke skal begynde at dæmonisere enhver muslim som potentiel terrorist. Derfor blev vi også positivt overraskede, da selv højrefløjens ledere i partilederrunden lige efter angrebet på Charlie Hebdo talte imod religionskrig og mistænkeliggørelse og for sammenhold på tværs af befolkningsgrupperne. For når retorikken fra politisk hold bliver mere samlende end splittende, kan det forhåbentlig brede sig til andres opfattelse af situationen.

Vi synes, at der ligger et særligt ansvar på de religiøse lederes skuldre, når en terrorist begrunder sine handlinger med religion.
Stort set alle muslimske organisationer i Danmark tog med det samme afstand fra terroren, og mange har også lagt kræfter i at fortælle, at terror og islam ikke kan forenes. Det er vigtigt! For imamer er uden tvivl vigtige medspillere i muslimske miljøer.

Bekæmp radikaliseringen
Lige så vigtigt det er at undgå indskrænkninger i demokratiet og ytringsfriheden, lige så vigtigt er det at bekæmpe den radikalisering, der sker i periferien af vores muslimske miljøer. Hvis ikke vi får stoppet den udvikling, kan vi lave nok så mange ekstrakontroller i lufthavne, overvågningssystemer og udrejseforbud. Det kommer ikke til at stoppe terrorismen.
For det mest tragiske ved terrorhandlingerne – og ved de mange unge danskere, der rejser til Syrien for at slås sammen med Islamisk Stat – er, at det er helt almindelige danske unge, der er født og opvokset i Danmark, der har gået i den danske folkeskole og måske arbejdet i den lokale Dagli’ Brugsen, som ender med en så radikaliseret og sort/ hvid verdensopfattelse, at de uden at blinke kan slå mennesker ihjel. Eller slå sig selv ihjel.
Hvad er gået galt? Hvorfor føler de sig ikke som danskere? Hvorfor har de afsagt sig de demokratiske værdier? Hvad er grunden til, at Danmark er et af de lande, hvor flest unge tager i Syrien for at være foreign fighters? Det er nogle af de spørgsmål, det er allervigtigst at besvare, hvis vi skal forebygge, at flere går i terroristernes fodspor.

Var også børn engang
Vi tror grundlæggende på, at det må være muligt at nå mennesker, inden de bliver radikaliserede. Uanset hvor farlige terroristerne og fundamentalisterne bliver som voksne, har de alle været børn engang. De har sparket til en bold, set fjernsyn, haft en kæreste og haft drømme for fremtiden. Men på et tidspunkt er noget gået galt. Når de ikke får sig en uddannelse, men i stedet et træningsprogram til at holde en pistol.
Hvad er det, der gør, at unge mennesker, hvis største bekymring burde være at finde en praktikplads, ender med at planlægge en martyrdød? Hvor slår det klik for dem og hvorfor? De spørgsmål skal vi have mod til at svare på. Ikke for at fritage terroristerne ansvaret for deres handlinger – det er ene og alene den, der trykker på pistolen, som har ansvaret for de grusomme terrorhandlinger, hverken andre muslimer, samfundet eller familien – men for at forebygge, at flere unge mennesker ender i ekstremismen.
Uanset om de, der bliver terrorister, formelt har taget en god uddannelse, eller om de, som det oftere og oftere er tilfældet, tilhører samfundets bund og er kriminelle eller socialt udstødte uden familie eller arbejde, så har de åbenbart det til fælles, at de lukkede grupper har kunnet give dem noget, vi som samfund ikke har kunnet. De har ofte det til fælles, at de ikke føler, de hører til, at de føler sig dæmoniserede, ekskluderede og under konstant fordømmelse – de føler ikke, de har noget at miste.
Hvis vi vil sætte en stopper for rekrutteringen til de ekstremistiske miljøer, må vi stå sammen. Og vi må i fællesskab give alle, der vokser op i Danmark, mulighed for at opnå noget, som de vil være bange for at miste. En uddannelse, et job og først og fremmest en følelse af at være en del af det demokratiske fællesskab.

Vi fire kvinder vil hver især fra vores positioner gøre, hvad vi kan for at styrke brobygningen, men der er også brug for alle jer andre. Alle skal give en hånd med for, at vi kan stå sammen og styrke fællesskabet og demokratiet – ellers risikerer vi desværre, at terroristerne vinder.

Hvad er det, der gør, at unge mennesker, hvis største bekymring burde være at finde en praktikplads, ender med at planlægge en martyrdød? Hvor slår det klik for dem og hvorfor?.

Information 03/02 2015

Af Özlem Cekic, Khaterah Parwani, Natasha Al-Hariri og Haifaa Awad