I dag for et år siden, blev filminstruktør Finn Nørgaard dræbt. Han løb ud for at stoppe gerningsmanden i Krudttønden. For at redde deltagernes liv. Desværre betalte han med sit eget. Det gjorde Dan Uzan som var frivillig vagt foran synagogen også. Den aften var der en jødisk konfirmationsfest. Synagogens festlokale var fyldt med børn, unge og voksne. Dan reddede deres liv, men måtte give sit eget. Dan og Finn er helte. Som uden at tvivle ofrede deres eget liv for at redde andres. Hvis deres død ikke skal være forgæves, skal vi – hver især- gøre hvad vi kan for at forebygge had mellem befolkningsgrupper.

Hvorfor hadede terroristen Omar ytrings- og religionsfriheden så meget? Hvorfor hadede han Danmark så meget, selvom han selv var født i Vordingborg? Det ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvorfor der er unge, som føler sig kaldet til at støtte ISIS terrorister i Syrien. Men en ting ved jeg. Der ikke kun nogen der trækker de unge ind i de ekstreme miljøer. Der er også noget der skubber dem. Det har jeg selv oplevet på egen krop.

Engang overvejede jeg selv at tage til Afghanistan for at deltage i den hellige krig mod russerne. Jeg var teenager og boede på Vesterbro med mine forældre. Jeg gik med tørklæde. Tørklædet var en del af min ungdomsoprør. Den del af oprøret røg dog lidt i vasken, da læreren troede, at det var mine forældre som tvang mig til det, mens min far troede, det var den lokale imam der indoktrinerede mig. Jo mere de pressede mig til at tage mit tørklæde af, jo mere rigidt fortolkede jeg islam. En dag spyttede en ung fyr på mig da han gik forbi mig på gaden. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne det slim, der hang ned fra mit tørklæde. Jeg hadede ham og alle andre danskere ’som ham’. Det var i den periode jeg mødte en ung mand i moskeen. Han var inspirerende at snakke med og han gav mig bøger om muslimernes kamp mod Vesten. Jeg blev hurtigt overbevist om, at jeg som muslim burde gøre noget og jeg besluttede, at jeg ville deltage i krigen. Jeg ville være jihadist. Så jeg gik i gang med at spare op af mine lommepenge til en flybillet til Afghanistan.

Det var følelsen af konstant pres, kritik og af ikke at være accepteret, som i den periode fik mig til at søge ind i en radikal fortolkning af islam. Jeg bandt tørklædet strammere og holdt endda op med at give hånd til mænd. En dag fortalte jeg imamen i moskeen om mine hadske holdninger om Vesten. Og han blev faktisk den person, der sikrede, at jeg ikke endte i Afghanistan. Han gav sig tid til at diskutere med mig og nuancere mine holdninger. Takket være ham, fik jeg øjnene op for, hvordan de muslimske lande også svigtede afghanerne.

Fællesskabet på Vesterbro, var ellers barsk. Sikkert som fællesskabet i udsatte boligområder er i dag. Vi unge kom fra familier, hvor vores forældre enten var arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister eller drømte om at blive det. Vi kaldte hinanden for taberbørn. Vi vidste, at det var op ad bakke. Men mange af os endte alligevel med at blive til noget, fordi vi mødte ildsjæle på vores vej. Selv var jeg heldig at møde bl.a. en bibliotekar, der hjalp med lektierne, en folkeskolelærer der havde ambitioner for os taber børn, min chef Anne der gav mit et job i Føtex, selvom jeg næsten ikke kunne dansk.

Jeg tror, at alle mønsterbrydere, uanset om de hedder Ahmet eller Anne til fornavn, husker de voksne der rakte hånden ud til dem. Derfor er budsskabet, at vi aldrig må undervurdere den enkeltes håndsrækning. Hvis ikke vi giver unge en ekstra håndsrækning risikerer vi, at det bliver de kriminelle bander eller ekstremisterne som gør det.

Jeg siger ikke de her ting for at fritage terroristerne ansvaret for deres handlinger – det er ene og alene den, der trykker på pistolen, som har ansvaret for de grusomme terrorhandlinger. Jeg siger det, fordi jeg grundlæggende tror på, at det må være muligt at nå mennesker, inden de bliver radikaliserede.

Uanset hvor farlige terroristerne og fundamentalisterne bliver som voksne, har de alle været børn engang. De har sparket til en bold, set fjernsyn, haft en kæreste og haft drømme for fremtiden. Hvad er det, der gør, at unge mennesker, hvis største bekymring burde være at finde en praktikplads, ender med at planlægge en martyrdød? Hvor slår det klik for dem og hvorfor? De spørgsmål skal vi have mod til at svare på, hvis vi skal forebygge at endnu flere ender som Omer.

Terroren får os til at frygte hinanden. Derfor er det nødvendigt at vi rykker sammen om vores demokrati. Vi skal bygge broer mellem befolkningsgrupper frem for at dæmonisere hinanden. Ellers vinder terroristerne. Derfor er jeg særlig glad for at vores statsminister Lars Løkke hver gang terroren har ramt Europa, har været den første til at minde os om, at det er ikke en religionskrig, men har opfordret til sammenhold på tværs af befolkningsgrupperne – imod terroristerne.
Lad os sammen mindes Finn og Dan. Og huske hinanden på det, som Dan Uzans far har sagt: Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod.

Ekstra Bladet den 14/02 2016