Jeg var lige blevet skilt og boede på Ydre Nørrebro med min 5-årige søn.
Om aftenen kunne jeg se at Jyllands-Posten havde bragt en række karikaturtegninger af muslimernes    profet   Muhammed (Saw).
Jeg så tegningerne igennem. Jeg kan tydeligt huske, at det første jeg tænker da jeg så billedet    med bomben i turbanen var, at der vil nok være nogle som vil blive kede af det billede fordi det signalerede at muslimernes profet var en terrorist.
Og dernæst tænker jeg, hvorfor var det nu nødvendigt?

Ikke en eneste gang tænkte jeg, at det måtte forbydes eller stoppes. Jeg støtter den dag i dag retten til at tegne og til at bringe tegningerne. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den ret ville udløse en af de værste diplomatiske kriser for Danmark.
De efterfølgende uger var jeg lige så chokeret som alle andre over at se billederne fra de voldsomme protester i Mellemøsten.
Da TV-avisen viste billeder af vrede langskæggede mænd, der afbrændte dannebrog flere tusinde kilometer væk fra Danmark, vidste jeg at jeg ville blive afkrævet et svar af mine sygeplejekollegaer hen over frokosten dagen efter. For jeg var jo også muslim.
Tit ventede jeg ikke til andre tog temaet op, men kastede mig selv ud i debatten og startede med at fortælle om, hvor sindssyge jeg syntes araberne var. Hvor lidt det de gjorde havde med islam at gøre osv.
Den dag i dag har jeg svært ved at tilgive Ahmed Akkari, for den måde han tog alle os danske muslimer som gidsler ved at lade som om han talte på vores vegne, da han opildnede til had i Mellemøsten.

En dag sagde en af mine meget tætte sygeplejerskekollegaer: »Nogle gange har jeg det sådan, at jeg tænker: Lad os smide alle muslimerne ud«. Jeg var muslim. Det vidste hun godt. Hun var humanist, men havde fået nok. Tegningerne havde skabt en afstand imellem os. Det var ubærligt trist.
Folk spørger mig med mellemrum om, hvad jeg mener om Muhammedtegningerne. Men jeg har faktisk aldrig fortalt om mit syn på selve tegningerne. Jeg ved heller ikke om det interesserer nogen. Spørgsmålet: Hvad mener du om Muhammedtegningerne, betyder for det meste: Går du ind for censur fra statens side? Til det er mit svar: Nej det gør jeg ikke.
Jeg har selv kurdiske rødder. Og det kurdiske folk har I alt for mange år måttet mærke, hvilke konsekvenser det har, når staten censurerer og begrænser ytringsfriheden. Jeg kender til utallige mennesker i Tyrkiet, som har sat deres liv på spil ved at ytre sig. Nogle er blevet tortureret, andre forsvundet, nogle dræbt.

Derfor synes jeg aldrig ytringsfriheden må være til forhandling. Men heller aldrig noget vi bare skal tage for givet. Jeg vil altid kæmpe for retten til at ytre sig. Politikerne skal hverken blande sig i hvad pressen bringer eller undlader at bringe.

Jeg tror grundlæggende på at vi kan rykke også de holdninger som er ekstreme eller fundamentale
Men efter så mange år vil jeg gerne benytte min ytringsfrihed til at fortælle, hvad jeg mener om Muhammedtegningerne og for den sags skyld Lars Vilks tegning.

Jeg synes nogle af Muhammedtegningerne er grimme, usmagelige, platte og lavet alene med henblik på at provokere og håne mindretal. Nogle mener det er kunst. Det vil det aldrig være for mig. Lars Vilks ser måske reaktionerne og attentaterne som en del af værket. Jeg ser det kun som en tragedie at Finn Nørgaard og Dan Uzan mistede livet og 5 politibetjente blev såret.

Det vi tager som en selvfølge herhjemme, er mange steder i verden en utopi. At kunne tegne, tænke, tro det vi vil, er noget folk sætter livet på spil for i verden omkring os.
Desværre går det den forkerte vej i Danmark. Når Pia Kjærsgaard, Naser Khader og selv Yahya Hassan er nødt til at gå med PET-vagter. Og når journalister, der arbejder i JP/Politikens Hus skal igennem CIA-lignende sikkerhedskontroller, er det et nederlag for Danmark som et frit samfund. Det skaber utryghed.
I sidste uge endte to mennesker med at miste livet. Vi kan vælge hvordan vi vil reagere. Enten kan vi bruge ytringsfriheden til at grave grøfterne dybere og vende ryggen til hinanden, eller også kan vi bruge ytringsfriheden til at rykke os nærmere hinanden.
Nogle mener, at vi nu skal lade være med at bringe tegningerne eller lade være med at holde arrangementerne, for at ikke udsætte os for den fare. Det synes jeg ikke er løsningen. Det ville være at lade terroristerne vinde. Vi skal i stedet stå sammen omkring retten til at ytre sig.
For det første skal vi insistere på at ytringsfriheden er gældende for alle. Vi skal på den ene side kæmpe for ytringsfriheden til at kritisere religiøse og fundamentalistiske strømninger af den ene eller anden art, som Lars Vilks’ tegning måske også var et forsøg på. Men vi skal på den anden side blive bedre til også at forsvare ytringsfriheden for dem vi er dybt uenige med.
Men nytter det noget at tage debatten med dem vi er uenige med? Ja! Jeg tror grundlæggende på at vi kan rykke også de holdninger som er ekstreme eller fundamentale. Det viser historien.
For 99 år siden havde kvinder ikke stemmeret, for 41 år siden var abort forbudt, for 30 år siden mente mange i Danmark, at homoseksualitet var en sygdom, og for bare 17 år siden var det tilladt at slå børn. Men det er det ikke længere. Netop fordi der var nogle, der insisterede på, at den kritiske debat kunne rykke holdninger.
I et demokrati kan og skal svaret aldrig være at forbyde holdninger vi er uenige med – så længe der ikke er tale om opfordringer til vold. Vi skal heller ikke bare holde os for ørerne, når nogen siger noget tåbeligt.
For vi risikerer at sælge ud af vores demokratiske kultur, hvis vi ikke tør tage en kritisk debat med dem vi er uenige med – om det så er Trykkefrihedsselskabet eller Hizb ut-Tahrir. Jeg tror faktisk det nytter at bruge ytringsfriheden til at insistere på, at kritisk debat kan rykke holdninger.
At kunne tegne, tænke, tro det vi vil, er noget folk sætter livet på spil for i verden omkring os.
Derfor valgte jeg at deltage, da Trykkefrihedsselskabet holdt et arrangement på Christiansborg med Lars Hedegaard, lige efter han var blevet beskudt. Jeg deltog, fordi jeg ville forsvare retten til at ytre sig. Uanset hvor tåbelige ytringerne er. Så længe de er inden for lovgivningen. Men jeg rejste mig ikke op og klappede ad ham, ligesom alle i salen gjorde.
Det er fordi jeg mener hans holdninger er tåbelige. En af deltagerne kom over til mig og sagde: »Ved du hvad du er … Du er en uopdragen muslim«. Jeg har aldrig oplevet så meget had mod muslimer som jeg gjorde til det arrangement. Jeg sad og tænkte: Er det virkelig det vores hårdt tilkæmpede ytringsfrihed skal bruges til?

For det andet skal vi huske ikke at reducere ytringsfriheden til at være friheden til at håne mindretal. Hvis man konsekvent vælger at vende ytringsfriheden mod samfundets mindretal risikerer man at udvande begrebet. Naturligvis skal vi i et demokratisk land ikke acceptere at religion kan fritages for kritik eller humor.
Men betyder det så at vi uafbrudt skal latterliggøre folks tro?
Overrabbiner Bent Melchior sagde det så godt, da vi sammen stod til mindehøjtidelighed få dage efter det forfærdelige angreb forrige uge. Han sagde: »I Danmark må man ikke mobbe børn i folkeskolen, man må heller ikke mobbe folk på arbejdspladserne. Men hvorfor må man så mobbe muslimerne?«.
Jeg sagde til ham, at det spørgsmål kunne jeg hverken stille eller svare på. »Hvorfor«, spurgte han. Fordi jeg er muslim. »Så er det godt at jeg som jøde kan sige det«, sagde han …
For det tredje skal vi huske, at ytringsfrihed også er friheden til at lade være med at sige eller bringe noget. Når Deadline vælger ikke at vise en tegning af muslimernes profet tegnet som en hund, går der ikke mange sekunder før meningsdannerkorpset tweeter, at det er tegn på censur.
Når Jyllands-Posten, som er det medie, der utvivlsomt har betalt den højeste pris, undlader at genoptrykke Muhammedtegningerne, ja så er Inger Støjberg straks ude med riven og mener at det er udtryk for, at man har givet efter for islamisterne.
Men da Barack Obama ikke kom til Charlie Hebdo-mindehøjtideligheden, var det så fordi han var imod ytringsfriheden? Når danske jøder ikke bliver hånet i pressen, er det så fordi den danske presse ligger under for Israels regime?
Eller handler det om, at der er nogle ansvarlige redaktører, der har vurderet, at det ikke giver mening at hetze en gruppe, som i forvejen er forfulgt i verden og har været gennem holocaust?
Forfatteren Carsten Jensen plejer at sige, at retten til at ytre sig ikke betyder, at man ikke må tænke sig om. Jeg er enig.
Hvad får vi ud af at vise Muhammed som hund? Kommer der mere fred af den grund? Rykker vi tættere sammen med vores muslimske medborgere, hvis vi hele tiden insisterer på, at deres religion er en terror-religion som ikke har fattet vigtigheden af ytringsfrihed?

Jeg køber ikke præmissen om, at det at tænke sig om er ytringsfrihedens modsætning. Jeg går jo heller ikke på gaden og kalder folk for fede, grimme eller klamme, selv om jeg har ytringsfrihed. Vi har hver især pligt til at tænke os om. Vi er nødt til at række hånden ud til hinanden. Og det gør vi ikke ved at dæmonisere eller polarisere hinandens holdninger.
Lige så meget det skal være tilladt at bringe tegningerne og sige at tegningerne er nødvendige, lige så tilladt bør det være at sige, at man ikke bryder sig om dem
For det fjerde gælder det om at huske, at ytringsfrihed jo ikke betyder at alle behøver at være enige i det der ytres. Derfor synes jeg også der bør være rum til at diskutere kritisk om Muhammedtegningerne og Lars Vilks’ projekt. Som en af mine venner sagde: »Jeg er muslim, dansk og demokrat. Jeg vil gerne stå skulder ved skulder med mine medborgere.
Og jeg vil kæmpe for retten til at bringe de tegninger. Det eneste jeg ønsker er en forståelse for, at de tegninger faktisk støder mig. Det betyder ikke at jeg vil have dem forbudt. Men jeg vil gerne bruge min ytringsfrihed til at sige at det støder mig uden at få skudt i skoene at jeg er antidemokrat«.
Personlig føler jeg mig ikke stødt af Muhammedtegningerne. For jeg ved, at intet i religionen islam forbyder tegninger af Muhammed. Og jeg synes på ingen måde der er grund til at forbyde at medier bringer dem. Statslige indskrænkelser af ytringsfriheden er første skridt til et totalitært samfund jeg ikke ønsker mig.
For hvad ville så være det næste man forbød: Kritiske tegninger om kongehuset, Mærsk eller statsministeren …?

Men jeg forstår ikke behovet for at håne andre trosretninger, og jeg har forståelse for, at nogle bliver kede af det, når de ser nogle af tegningerne. Ikke så meget fordi det er tegninger af deres profet. Han har – som mange lærde allerede har påpeget – været afbildet mange gange før. Men fordi det er en negativ karikaturtegning, som de føler rammer dem alle som muslimer.

Når Muhammed tegnes med en bombe i turbanen er det som om muslimerne tror på en profet der støtter terror. Når Muhammed aftegnes som en hund er det lige så hånende, som hvis Jesus blev afbildet som en rotte. Det er der en del der føler sig hånet af, sikkert også på grund af den tilhørende tekst, hvor Flemming Rose skrev, at muslimer måtte »være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse«.

Lige så meget det skal være tilladt at bringe tegningerne og sige at tegningerne er nødvendige, lige så tilladt bør det være at sige, at man ikke bryder sig om dem

Til slut vil jeg sige, jeg synes vi skal tænke os om. Vi har en historisk mulighed for at rykke sammen frem for at lade frygten splitte os og give ekstremistiske grupper og miljøer mere blod på tanden. Jo mere had, der bliver i samfundet, jo lettere får ekstremistiske grupperinger også ved at opildne unge vrede mænd.

Vi bliver nødt til at insistere på at tage debatten frem for at sige, at hvis nogle danske borgere er uenige med vores opfattelser – eller f.eks. føler sig krænkede af karikaturtegninger – så er det fordi de ikke har forstået demokratiet og så må de finde sig et andet sted at bo. Helst hjem til et diktatorisk land, hvor de hører hjemme.

Sådan nogle bemærkninger læser jeg daglig på min facebookvæg.

Måske er det netop den fare for at blive sat i en kasse som antidemokrat, der har været grunden til, at jeg ikke før har fortalt, hvad jeg mener om Muhammedtegningerne.

Men husk nu: Danske muslimer er ikke Danmarks fjende. Danske muslimer er lige så chokerede over terroren som alle andre. Og de fleste af os krummer tæer hver gang medierne beretter om rabiate imamer med de mest sindssyge holdninger. Skal vi ikke stoppe mudderkastningen og i stedet rykke tættere sammen med vores muslimske medborgere.

Lad os mødes på kryds og tværs. Lad os snakke sammen om hvad der bekymrer os og hvad vi ikke forstår. Lad os invitere hinanden i hinandens fællesskaber.

Vi er demokratiet – og kun sammen kan vi sikre, at flere bliver en del af vores demokratiske fællesskab.

Politiken 27/02 2015