Mine ekssvigerforældre, som boede i Tyrkiet, var medlemmer af en religiøs muslimsk sekt. Der var tre simple, uskrevne regler i sekten: 1) Adlyd altid det religiøse overhoved, 2) sæt aldrig spørgsmålstegn ved det religiøse overhoveds gøren og laden, og 3) hvis du overtræder de første to regler, så indstil dig på straf. Heldigvis blev jeg aldrig selv en del af sekten.

Senere i mit liv blev jeg gift ind i en anden sekt. Denne gang var det ikke et arrangeret ægteskab – snarere et ’kærlighed ved første blik’-forhold. Jeg blev medlem af Folketinget og var nu en del af den politiske elite. Der gik dog ikke lang tid, før det slog mig, at de uskrevne regler, der herskede i mine ekssvigerforældres religiøse sekt, langt hen ad vejen lignede dem, der gælder på Christiansborg.

Jeg oplevede de hårde straffe på min egen krop, da jeg sagde min ledelse imod og satte spørgsmålstegn ved retningen. Alle mine ordførerskaber blev taget fra mig, og jeg måtte ikke længere udtale mig på vegne af SF, fordi jeg insisterede på at stemme imod skattereformen, der tog penge fra førtidspensionister for at give skattelettelser til de velhavende jurister.

Senere gik det op for mig, at det er sådan, stort set alle partier og deres ledelser på Christiansborg agerer. SF var og er ikke en undtagelse.

Venstre valgte f.eks. i 11. time at fratage Jens Rohde spidskandidaturet til europaparlamentsvalget, fordi han havde skrevet en kronik om europapolitik, hvori han foreslog, at flere beslutninger skulle flyttes til Bruxelles, og at EU skulle have et fælles forsvar.

Socialdemokraterne tog samtlige syv ordførerskaber fra arbejdsmarkedsordføreren Jan Johansen, fordi han valgte at stemme for Enhedslistens forslag om at forkorte genoptjeningsretten til dagpenge, mens resten af den socialdemokratiske gruppe stemte imod forslaget. Efterfølgende udtalte Jan Johansen: »Den kultur, man har på Christiansborg, når nogle træder ved siden af, er fuldstændig vanvittig. Så står der et tæskehold klar til at banke dem på plads«.

Enhedslisten valgte en mere stilfærdig straffemetode til deres udenrigsordfører Christian Juul, efter at han i et debatindlæg havde givet udtrykt for, at militæret ikke kunne løse alle problemer, og at koalitionen burde gå i dialog med Islamisk Stat. Hurtigt kom der en rotation af ordførerskaberne, så Christian Juul ikke længere kunne skrive udenrigsordfører på sit visitkort. Den officielle forklaring var, at det gav mening at samle udenrigsordførerskabet og forsvarsordførerskabet under samme ordfører.

Det rummelige parti Alternativet gav under valgkampen sin integrationsordfører Uzma Andreasen mundkurv på, da hun i et interview udtalte, at indvandrere, der ikke ville lære dansk eller gå ind for ligestilling, skulle udvises af landet. Ud over mundkurven skulle hun også offentligt tage afstand fra sine egne holdninger. Det var en ydmygelse uden lige, da Uzma måtte gå i medierne og sige: »Jeg tager afstand fra mig selv«. I denne uge meldte hun sig ud af Alternativet.

Der kunne nævnes adskillige andre eksempler fra alle Folketingets partier, hvor medlemmer bliver ’banket på plads’ i pressen eller ydmyget på et gruppemøde og efterfølgende må opleve isolation, ensomhed og latterliggørelse.

Men hvorfor er det så farligt og strafbart at give udtryk for sin egen holdning, når grundloven nu understreger, at et folketingsmedlem kun er bundet af sin egen overbevisning? Hvorfor ses mangfoldighed ikke som en styrke for demokratiet?

Jeg forstår selvfølgelig godt, at partierne har brug for at kunne regne med deres folketingsmedlemmer og har brug for at vide, hvor mange stemmer de kan ’levere’, når de f.eks. indgår forlig. Det er også forståeligt, at en folketingsgruppe har brug for at trække en grænse for, hvor langt de enkelte medlemmer kan rykke sig fra partilinjen og stadig være en del af gruppen.

Men er udviklingen ikke gået lidt for langt? Risikerer det ikke at gå ud over mulighederne for demokratisk debat?

For det første køber jeg ikke argumentet om, at stram topstyring er nødvendig for at undgå, at folketingsmedlemmerne bare stemmer, som vinden blæser. Ud af 179 folketingsmedlemmer er der måske ét folketingsmedlem om året, der stemmer anderledes end sin gruppe – og ofte gør vedkommende det af loyalitet over for partiets principper og værdier.

For det andet er det min klare overbevisning, at de partier, der tør give plads til demokratiske debatter og intern uenighed, på længere sigt vil klare sig bedre og fremstå mere troværdigt. Det vil i hvert fald bidrage til at mindske danskernes politikerlede.

Jeg tror ikke på, man kommer nogen vegne ved at tie holdninger ihjel, og fortsætter udviklingen, vil det kun svække demokratiet. Demokratiske partier er ikke – og skal ikke agere som – religiøse sekter, hvor alle går i takt og altid nikker, når ledelsen taler.

Men er det da kun partiernes egen skyld, at den demokratiske samtale udebliver? Naturligvis ikke. Jeg mener også, at medierne bærer en stor del af ansvaret, og at den intensive mediedækning af dansk politik har givet bagslag.

Politiske journalister har i dag en tendens til at reducere politik til en dårlig sæbeopera, hvor kun de personlige intriger bliver foldet ud: ’Hvem er uenig med hvem? Og hvordan kan vi vise, at der er splittelse i et parti?’. Af nok samme grund er dækningen af langt de fleste landsmøder og partikongresser blottet for vigtige debatter, da de fleste journalister kun kommer for at skrive om personfnidder.

Jeg oplevede det selv, da jeg prøvede at rejse en debat om boligbeskatning til SF’s landsmøde. Selve forslaget blev omtalt i én artikel i Berlingske. Ellers lød overskrifterne: ’Splittelse i SF’, ’Özlem fastholder forslaget’, ’Özlem er i mindretal’ og ’Özlem er banket på plads’. Utallige artikler om mig, SF og processen og næsten ingen om den boligbeskatning, som alle økonomer i øvrigt mener, at vi er nødt til at kigge på.

Et lignende eksempel så vi, da Mogens Lykketoft sidste år stillede op i Deadline på DR 2 for at fortælle om bogen ’Den skandinaviske drøm’ – en samtalebog med de nordiske landes ledere om den skandinaviske velfærdsmodel.

Her var intervieweren ikke særligt optaget af, hvilke bud Lykketoft havde på udfordringerne med arbejdskraftens bevægelighed, øremærket barsel til mænd og selskabsskattelettelser. Journalisten var heller ikke imponeret over, at han sad over for en af de største ideologer på den danske venstrefløj med en solid erfaring inden for udenrigs- og finanspolitik. Nej, det, journalisten var optaget af, var, om der var splittelse og uenighed mellem Lykketoft og den daværende S-formand forud for den socialdemokratiske kongres.

Men hvorfor betragtes uenighed som en svaghed og ikke styrke, når der er debat i et parti? Hvorfor må et parti med mange medlemmer ikke have forskellige synspunkter til en sag?

Partierne – og især ledelserne – har et ansvar for at vende denne udvikling. Desværre er mod i dag den største mangelvare i dansk politik. Mod til at sige, hvad man selv mener, men også mod til at sige fra, når demokratiets grundprincip – samtalen – bliver italesat som en splittelse i medierne.

Vi risikerer at blive dummere, hvis journalister reducerer demokratiske debatter til at handle om personer. Demokratiet bliver svækket, hvis partierne ikke fastholder den demokratiske debatkultur, men opfører sig som religiøse sekter, der ikke kan acceptere samtalen, debatten og kritikken.

Politiken 09/10 2015