Stop nu heksejagten på danske muslimer
Bragt i Ekstra Bladet 11. marts 2016
Jeg har født alle mine 3 børn på Rigshospitalet. Jeg har lært dem dansk, før jeg har lært dem tyrkisk. Stolt har jeg klistret Dannebrog på deres rygsæk, når vi har rejst i udlandet.
Men uanset, hvor meget jeg insisterer på, at de er danske børn, så ved jeg, at det ikke bliver i min levetid, de vil blive betragtet som fuldgyldige medlemmer af Danmark. Det gør så fandens ondt at acceptere.
Hvorfor skriver jeg nu det? Ja, fordi heksejagten på danske muslimer er i gang – igen.
Jeg har fra dag ét rost TV2 for programmerne ‘Moskeerne bag sløret’. Selvom jeg har været rasende over at se ytringer, som er så udemokratiske og ufrie, mener jeg, det er nødvendigt, at de hadske ytringer ser dagens lys. For vi er nødt til at være ærlige omkring problemerne med disse Google-imamer (dem, der ikke er uddannet, men er selvlærte via Google). Derfor har jeg også insisteret på et oprør mod Google-imamernes menneskesyn – især fra de muslimske miljøer.
Jeg har fra dag ét kritiseret Google-imamerne. Jeg tror på, at så længe vi ikke uddanner imamer herhjemme, men hiver den ene landsbytosse efter den anden op til Danmark, ja, så vil der blive ved med at være Grimhøjmoskeer!
Personligt mener jeg Grimhøjmoskeen skader integrationen, og den bidrager til, at hadet mellem befolkningsgrupper vokser. Hvis vi ikke kan lukke den, så synes jeg, vi skal uddanne imamerne i Danmark! Jeg synes ikke, at vi skal acceptere, at Google-imamer har en særstatus, hvor de har frihed til at hjernevaske unge med deres hadske retorik.
Det er ikke de moderate muslimer, der graver grøfterne. Og vi har alle sammen en forbandet pligt til at bygge de broer, de rabiate brænder ned! Lad os samtale og insistere på den kritiske debat, for at rykke holdninger!
Jeg er fra dag ét kommet med løsninger og har kastet mig ind i debatten. Men jeg er så ualmindelig træt af politikere fra højre til venstre, der bruger de rabiate imamers udtalelser til at gå på heksejagt på almindelige, danske muslimer.
Der har været mange forslag fra politikerne. Men dagens heksejagt kommer fra Socialdemokraterne. De vil skærpe tilsynet med muslimske friskoler.
Jeg vil gerne understrege, at jeg går ind for tilsyn. Og i øvrigt skal ALLE skoler i Danmark være under tilsyn. Men et skærpet tilsyn er, når man har en begrundet mistanke. Socialdemokraternes begrundede mistanke til friskoler bunder i TV2s dokumentar om moskeer. Goddag, mand økseskaft.
Vi begynder jo ikke at lave skærpet tilsyn med kristelige friskoler, fordi Faderhuset er langt ude.
Socialdemokraterne mistænkeliggør alle danske muslimer, når de skyder med spredehagl. Hvad bliver det næste, der skal under skærpet tilsyn? Skal det være alle virksomheder, der ejes af danske muslimer, NGO’er der drives af danske muslimer, klubber, der har muslimske ansatte?
Hvorfor forstår politikerne ikke, at Google-imamer først og fremmest ødelægger det for danske muslimer? Politikerne giver med deres mistænkeliggørelse af alle muslimer de rabiate imamer julelys i øjnene. For så kan de ekstremistiske imamer sige til de unge, som de rekrutterer til deres ekstreme verden: Der kan I bare se, hvordan danskerne er, og hvad de siger om jer.
Jeg er som dansk muslim lige så bekymret for disse rabiate holdninger som alle andre.
Derfor er min opfordring til politikerne og til Socialdemokratiet: ret nu jeres vrede mod de rabiate i stedet for at dæmonisere alle almindelige muslimer. Lad os sammen kæmpe FOR demokratiet. Og stop nu heksejagten mod danske muslimer. Vi danske muslimer er medborgere og ikke modborgere!