Da min tyrkiske mormor for første gang besøgte Danmark, spærrede hun forundret øjnene op ved synet af de danske kvinder på vej hjem fra arbejde, med et barn bag på og to indkøbsposer over styret. Blæksprutterne kaldte hun dem, for de måtte have mange arme, hvis de skulle overkomme alle deres opgaver.

Hun så på disse kvinder med respekt. De mindede hende om hendes hårde arbejde som bondekone i en tyrkisk landsby, men hun var ikke sen til at drage sin konklusion: Den danske ligestilling var indbildt. Kvinderne havde bare dobbelt så meget arbejde.

Har ledt længe
Jeg tænker tit på min mormors konklusion, når jeg hører kolleger på Christiansborg udtale, at Danmarks eneste ligestillingsproblemer findes hos kvinderne fra de etniske minoriteter. De “almindelige” kvinder og mænd lever tilsyneladende i et ligestillet paradis, hvor man deles om lederstillingerne, barselsorloven og de fede lønchecks.

Den ligestilling synes jeg nu, at jeg har måttet lede længe efter.

»Det er da synd for dit barn,« lød reaktionen for eksempel, da jeg valgte at komme tilbage på Christiansborg efter fem måneders barselsorlov. At min datter havde det godt og trygt hjemme hos sin far, gjorde ikke folk mildere stemt.

Som kvindelig politiker har jeg også måttet konstatere, at folk ofte er mere optaget af mit tøj end mine meninger.

»Rødt er rigtigt flot til dig« sagde en kollega, da jeg kom ned fra talerstolen efter en ophidset diskussion om førtidspensionisters levevilkår.

“Uberegnelig”, blev jeg kaldt i en avis for nylig. Vi kvindelige politikere er enten hysteriske, følelsesladede og irrationelle eller det stik modsatte: Magtsyge isdronninger, hvis manglende følelsesudbrud gør os mistænkelige.

Vant til hårdt arbejde
Jeg sender min tyrkiske mormor en tanke, når jeg skynder mig af sted på Christiania-cyklen for at hente min datter fra vuggestue. Og så smiler jeg til de andre kvinder på cykelstien. Nogle af kvinderne har tørklæder på, andre kører af sted i nedringede kjoler. Én er ikke blevet forfremmet, fordi hun var gravid, en anden kæmper mod et arrangeret ægteskab, en tredje får bank af sin kæreste, og den sidste spekulerer på, hvordan hun skal få økonomien til at hænge sammen som enlig mor i et lavtlønnet kvindejob.

Alle os blæksprutter på cykelstien er vant til at arbejde hårdt. Det skal man nemlig som kvinde i et samfund, som stadig synes, at det er mest naturligt, at mændene har magten

jp.dk 08/03/10