Kære Özlem

For et par måneder siden havde du fødselsdag – du blev 13 år. Jeg ved, der er mange ting, der plager dig. Den største frygt er angsten for, at du aldrig bliver til noget, selvom mange fortæller dig det modsatte.

Min fødselsdagsgave til dig er historien om, at det lykkedes! Du bliver til noget. Du bliver godt nok ikke nødhjælpsarbejdere i Afrika, som du tavst drømmer om lige nu, men du opnår blandt andet at få studenterhue, selvom du om et par år kun bliver betragtet som ”måske egnet”.

Mit første råd til dig er derfor: lyt til dem, der taler dig op og ikke ned.
Du er givetvis lige kommet ud af endnu en tysktime, hvor din lærer for første gang siger til klassen, at ”det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget.” Men han tager fejl, Özlem. Selvom mange af jer er børn af kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, syge og førtidspensionister, så bliver de fleste af jer til noget.
Når du de næste mange år tager til gammel-elevfest på din folkeskole, så gør det, fordi det er sjovt. Gør det, fordi det er en glæde at møde dine gamle kammerater, og huske hinanden på, hvor langt I er kommet. Og gør det for at vise de lærere, som troede på dig, at de havde ret. Lad være med at gøre som jeg, der år efter år tog derhen udelukkende for at vise min gamle tysklærer, hvor meget han tog. Han er ligeglad med, at du bliver den første i familien med en studentereksamen. Han bliver ikke imponeret af, at du læser videre og tager sygeplejerskeuddannelsen. Og når du en kold november dag i 2007 tager dine første skridt op ad trappen til Christiansborgs som medlem af det danske Folketing så lov mig, at det ikke er ham, der fylder i dine tanker, men tænk i stedet på den fantastiske skolebibliotekar på Vesterbro-bibliotek, som utrætteligt hjælper dig med dine lektier og får dig igennem skolen. Hun, og folk som hende, er årsagen til din succes – ikke ham.

Mit næste råd til dig, Özlem, er: tilgiv mor for tilbudsjagten – hun har ikke andet valg.
Jeg ved, du hader tilbudsaviser. Du hader alle de lørdage, de bliver leveret, hvor mor kigger dem igennem for at lægge kø planer. Ofte er der begrænsninger for, hvor mange pakker smør, man må købe, og mor har derfor den idé, at hvis du, storebror og lillebror tager med, kan I hver købe fem pakker smør – altså 20 pakker i alt. Jeg ved, du skærer tænder, når du ser hende smile, mens hun fryser det hele ned, og når hun udtrykkeligt fortæller om alle de sparede penge, når hun tør en ny pakke op. Men Özlem, tænk dig om. Mor og far er arbejdere fra Tyrkiet, hvor uddannelse og gode job lige så godt kunne have været en by i Rusland. Mor kom hertil med kun 3 års skolegang, og far lærte først at læse, da han kom i militæret. De kom til Danmark med drømmen om at spare op til 40 får og et hus, og jo flere penge de kunne spare, jo tættere kom de på deres drøm. Jeg ved ikke, om du skal fortælle dem, at deres drøm ikke går i opfyldelse. De vender ikke tilbage, selvom de får råd til fårene og huset. Men de pakker heller aldrig deres kuffert ud i Danmark. Så, Özlem, når Lasse fra klassen om et par måneder ser dig i supermarkedet i smør-køen, så lad være med at skamme dig. Giv i stedet mor et kram fra mig og tak hende for det tandsmør, hun trods alt smurte i madpakken.

Mit tredje og sidste råd til dig, er: få ro på – det er ikke den amerikanske drøm, hvor den danske der vil redde dig.
Lige nu tror du på den amerikanske drøm. Du tror, at du, og du alene, skal sikre dig og din egen lykke. Derfor knokler du i døgndrift, fordi du tror, at alt afhænger af din egen indsats. Ro på min pige. Det kan godt være, at mor er rengøringsdame, far arbejder på fabrik, og du ikke er særlig god til dansk, men i Danmark er det ikke dine forældres pengepung, der afgør, om du kan få en uddannelse. Det er ikke det, der er afgørende for, at du bliver mønsterbryder. Du er kun 13, så du behøver ikke tage så stort et ansvar alene. Selvom du ikke rigtig skænker det en tanke, er der allerede et samfund, som har taget godt hånd om dig. Den skole, du går i nu, er gratis, og der vil være fantastiske voksne, som hjælper dig på vej, og som du kan læne dig op ad. Om et år starter du i skolepraktik i Føtex, og selvom du endnu ikke er fyldt 15 år og næsten ikke kan snakke dansk, vælger din chef, Anne, alligevel at ansætte dig bagefter. Husk at takke hende, Özlem, for det er takket være hende og Føtex, at du får lært det vigtigste redskab til at være en del af Danmark, nemlig sproget! .

Ikke alle er sin egen lykkes smed. Det kan godt være, at mor og far tog skæbnen i egen hånd og alene vandrede ud af Tyrkiet i håb om at give deres børn en bedre fremtid. Men det er ikke turen ud af Tyrkiet, men vejen ind i Danmark, der gør, at jeg kan fortælle dig denne historie i dag. Det er det danske velfærdssamfund, som mor og far takker i deres bønner til Gud. Det er Danmark og de mennesker, der har hjulpet os gennem tiden, som har sikret, at de har haft brød på bordet og en fremtid for deres børn. Tænk hvis de også skulle have sparet op til din skolegang og al den sundhedsbehandling de fik, da deres arbejderkrop begyndte at falde fra hinanden.

Om 27 år sidder du hjemme i din egen have, i dit eget hus og fejrer din 40 års fødselsdag. Solen skinner og rundt omkring dig er familie og venner samlet for at fejre dig. Du har tre børn, og jeg lover dig, at deres barndom er meget anderledes end din. Og det er ikke kun fordi, at de er vokset op med et ”nej tak til reklamer” klistermærke på postkassen og bliver puttet med Astrid Lindgrens historier. De er ikke børn af gæstearbejdere. De er først og fremmest danskere. Danmark er en del af dem og de er en del af Danmark. Ligesom deres mor, bliver de også til noget. Takket være velfærdssamfundet.

Politiken 20/08 2016