DET VAR IKKE uden grund, at vores store nationale digter H. C. Andersen, der selv var anderledes på så mange måder, for mere end 150 år siden formede sætningen: »Han er for stor og aparte, og så skal han nøfles«. Ja, det er galt, hvis man afviger fra flertallet. Hvis man har en anden hårfarve, en anden hudfarve, en anden form for beklædning, en anden helligdag, en anden seksuel holdning – eller bare et andet køn.

Det er værd at gøre opmærksom på, at det i dag 21. marts er den internationale dag for bekæmpelse af racisme. Mange danskere vil måske mene, at den dag ikke har betydning for os. Der er vel ikke racisme i Danmark ud over enkelte tilfælde og ubetydelige grupper, er der vel? Hvis vi taler om rendyrket racisme, er det nok rigtigt, at den ikke er så udbredt.

Det er i hvert fald et kvalificeret gæt. Sandheden er, at vi ikke har overblik over problemets omfang her i landet, fordi mange ikke anmelder, når de bliver udsat for racisme. Enten fordi de ikke ved, hvad deres rettigheder er, eller fordi de har en oplevelse af, at politiet ikke tager anmeldelserne alvorligt.

Politiet har en systematisk registrering af racisme. En række seriøse ngo’er har i de sidste 10 år været udsat for en massiv nedprioritering af økonomiske midler og mangler derfor ressourcer til at skabe viden og overblik på området.

Kvinder er fortsat udsat for diskrimination, hvad der gør det nødvendigt at have en minister for ligestilling. Men der er en interessant forskel, når vi taler om kønslig diskrimination og racisme. Ved ulige behandling af kønnene er det gruppen, der er forurettet, og vi overvejer, hvordan vi kan ændre de samfundsstrukturer, der forhindrer ligebehandling.

Derimod vurderes ofrene for racisme enkeltvis. Her tales om individet, og individer anses ofte for at være sarte og nærtagende. Debatten om, hvad der fastholder minoriteter i diskrimination, løfter sig sjældent til at handle om strukturer.

Når unge med minoritetsbaggrund har svært ved at klare sig i folkeskolen eller har svært ved at få praktikplads, bliver det let til en diskussion om den enkeltes motivation og sjældent om, hvorvidt selve folkeskolens kultur eller strukturen i praktikpladssystemet er diskriminerende.

Samtidig oplever vi en radikalisering af både religiøse og politiske grupper. Fanatikere har kronede dage i mange lejre. Men de bliver ikke opfattet ensartet. Vi så det i forbindelse med den forfærdelige forbrydelse i Norge sidste sommer. Flere danske medier skyndte sig at pege på al-Qaeda eller en anden muslimsk gruppe som skyldige. Da det viste sig at være en hvid gerningsmand, ja, så måtte han være konvertit. Ingen gættede på en mand fra den yderste højrefløj. Havde det været en muslim, så ville man have ment, at det var et led i en terroristisk sammensværgelse.
Men da det ikke var tilfældet, så blev han betegnet som en ensom ulv, en galning.
Man har svært ved at se sammensværgelser, når der foreligger racistiske motiver. I Tyskland var man mange år om at finde frem til, at en serie af mord på indvandrere var organiseret af en radikal højreorienteret gruppe. Tyskland skal roses for, at man har taget opgøret.

Andre europæiske lande spiller på fremmedhadet i det politiske liv. Det går især ud over romaerne. Det er en gruppe, der på mange områder har en egen kultur, der kun vanskeligt lader sig integrere i andre samfund. De bliver groft diskriminerede i nogle af Balkanlandene, og det har fået dem til at søge nye græsgange. Selv danske myndigheder har overtrådt internationale bestemmelser i forbindelse med udvisning af romaer. Hvorfor offentliggør man ikke undersøgelser om danskernes holdning til romaerne? Er det, fordi resultaterne er kompromitterende? Jo, den lille racisme trives også i Danmark.

De sidste 10 år har rykket grænserne for, hvad man tillader sig at beskylde minoriteter for. Det mærker de diskriminerede selvfølgelig. Mange medlemmer af mindretal oplever at blive chikaneret verbalt og til tider også fysisk på gader og stræder. Vi har brugt tiden på at diskutere, hvad etniske mindretal gør forkert. Vi skulle nok også se på, hvad majoriteten kunne gøre anderledes for at skabe ligestilling og inklusion. Det må være muligt at sige fra over for racisme og diskrimination, uden at den anden part lukker debatten ved at beskylde anklageren for ‘ at trække racismekortet’. Det kan ikke bare fejes ind under gulvtæppet.

Vi har både som enkeltpersoner og som grupper ansvar for at sige fra, når fællesskabet ekskluderer i stedet for at inkludere. Det minder en dag som i dag os om – også i Danmark.

Vi skulle nok også se på, hvad majoriteten kunne gøre anderledes for at skabe ligestilling og inklusion.

Af Özlem Sara Cekic og overrabbiner Bent Melchior