I morgen er det international racismedag.
Men det kommer heldigvis ikke os ved.

Vi har da ikke racisme i Danmark. Eller har vi? Når minoriteter klarer sig godt, kaldes de danskere, når de klarer sig skidt, er de brøkdanskere, som samfundet helst var foruden.

Det er et paradoks, at den del af Danmarks befolkning, der har skærpet tonen voldsomt i debatten herhjemme, samtidig har haft held til at afvise al tale om racister og racisme, der nu betragtes som en slags fyord.

At ‘ trække racismekortet’ er noget af det værste, man kan gøre. Selv racismeparagraffen foreslår mange afskaffet.

Alt er efterhånden tilladt at sige med henvisning til ytringsfriheden.
Uden i utide at råbe, at ulven kommer, så må vi konstatere, at antisemitisme, islamofobi og etnisk diskrimination har været i bekymrende stigning over en længere periode.

VI BRUGER mange udtryk for at signalere, at mennesker, der ikke ligner flertallet, ikke tilhører fællesskabet. Tag for eksempel udtrykkene ‘ andengenerations-‘ og ‘ tredjegenerationsindvandrere’.

Egentlig kan det vel ses lidt som parallel til de af en vis hr. Goebbels opfundne udtryk halvjøder og kvartjøder.

Har vi nogensinde sat brøker på for eksempel kristne eller danskere? Hvad er de øvrige tre fjerdedele af en kvartjøde? Men hvordan bruges udtrykket? Vi har lige med stolthed oplevet, at en dansk filminstruktør er blevet hædret med en Oscar.
Har nogen omtalt Susanne Bier som andengenerationsindvandrer? Skønt hendes familie hører til de få undtagelser, som slap gennem det fint vævede net, der ellers i 1930′ erne hindrede jøder i at undslippe forfølgelserne i Tyskland.
Nu er man pludselig bange for, at hun skal blive for længe i Hollywood, men Susanne er trofast mod sit danske fædreland, og Sydfyn forbereder sig på øget turisme de steder, hvor hun har filmet.

HVAD MED verdens bedste kvindelige tennisspiller, Caroline Wozniacki? Hvad med verdens bedste målmand, Peter Schmeichel, eller hvad med den fremragende sorte løber Wilson Kipketer? Verdens bedste restaurant, Noma, er skabt af René Redzepi, hvis far kom hertil fra Albanien, og hvis familie boede i Jugoslavien i en del år. Hans succes har medført en meget stor interesse for danske varer ude i verden. Hvor mon indtægterne fra den eksport er opført i regnskabet over, hvad indvandrerne koster Danmark? I disse og mange andre tilfælde drømmer vi ikke om at nævne og understrege, at de kommer fra familier, der er indvandret til landet. Eller at undersøge, om de nu er kvart-eller halvdanske.
Det gør vi derimod meget flittigt, hvor der er tale om uheldige eller kriminelle elementer, og der er som bekendt brodne kar i alle lejre.

VI VIL IKKE dække over den kendsgerning, at der er indvandrere, der er på den forkerte side af loven. Men vi vil protestere imod, at det lægges hele gruppen af indvandrere til last. Ja, vi vil da kalde det racistisk.
Hvor vi tidligere betragtede landets befolkning som en enhed, opdeler vi nu danskerne i etniske og ikke-etniske danskere. Det er til at begynde med en sproglig finesse, men erfaringen viser, at den slags betegnelser udvikler sig.
Med opdelingen har man nøglen til diskrimination.

Ordene følges op med handling.

Hvide og sorte blev det kaldt i nogle lande. Ariere og ikke-ariere i andre.
Alt sammen en begyndelse til noget, der udviklede sig katastrofalt.
Etniske og ikkeetniske er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men hvis vi ikke tænker os om, så løber tingene fra os.

Den måde, man snakker om folk på, sætter også rammerne for, hvilke politiske tiltag der regnes som legitime. Og man vænner sig foruroligende hurtigt til retorikken.

NU REGNER VI på, hvad de ikke-etniske danskere koster staten. Nu vil vi bedømme alle de ikke-etniskes danskeres ret til førtidspension. Den gamle bibelske idé om, at der skal gælde den samme lov for indbyggeren og den fremmede, er trængt i baggrunden, selvom det nok så ofte understreges, at vi er en kristen nation.

Hvordan kan det være, at vi tolererer, at vi opbevarer – og ordet opbevarer er valgt med omhu – i hundredvis af mennesker i lejre, hvor de henslæber gode år på meningsløs måde? Mens vi gang på gang hører, at antallet af landets produktive borgere er for nedadgående, så forbyder vi de folk i lejrene, der alligevel opholder sig her, at tage arbejde og tjene til deres eget ophold. Det er efter vores mening en form for tortur, der sætter varige ar i menneskers sind.

I AVNSTRUP BOR der 100 børn i lejren.
100 børn får stille og roligt ødelagt deres barndom. Samfundet kigger passivt på, mens deres drømme om fremtiden, håb for familien og lyst til at tage fat på livet forsvinder.

Alle burde bruge en søndag på at besøge bare et af de børn, hvis ansigt man ikke vil glemme alle de resterende søndage i ens liv. Hvad er årsagen til, at vores næstekærlighed ikke engang rækker ud til de børn? Vi vover at påstå, at man ikke ville give beboerne i disse lejre samme behandling, hvis de havde en vestlig baggrund. Lad os for den gode tones skyld undlade at kalde det racisme, men diskrimination er det godt nok, og lad så de kloge hoveder forklare forskellen.

Lad den internationale racismedag give os anledning til at reflektere over, hvad der sker, når vi undlader at invitere andre til at tage del i vores fællesskab.
Lad os styrke danskheden ved at være inklusive, ikke eksklusive. Lad os følge Danmarks stolte traditioner ved at vise human forståelse. Lad os ikke være godtroende, men alligevel tillidsfulde i mødet med fremmede. Lad os lære hinanden bedre at kende og komme fordommene til livs. Det er vejen til at undgå racisme.
I dagens anledning inviterer vi også gerne Søren Pind til en multikulturel frokost med en række af de skønne farverige folk, der også bidrager til Danmarks storhed, så han kan forstå, hvor meget der er at miste, hvis vi alle sammen skal assimileres!.

Ordene følges op med handling.

Hvide og sorte blev det kaldt i nogle lande. Ariere og ikke-ariere i andre. Alt sammen en begyndelse til noget, der udviklede sig katastrofalt.

Af Bent Melchior og Özlem Sara Cekic