8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, markeres i dag af kvinder over alt i verden.

Ikke som en fejring af en sejr, der allerede i hus, men som en reminder og i erkendelse af, at ligestilling ikke er opnået til fulde noget sted i verden. At kvinders kamp mod undertrykkelse og for ligestilling er universel.

Herhjemme italesættes ligestillingsspørgsmål imidlertid i stigende grad som noget, der kun vedrører minoritetskvinder ( læs: muslimske kvinder). Eller rettere, vi har to ligestillingsdebatter. Én, som drejer sig om ligeløn, øremærket barsel og kvoter – altså en ligestillingsdagsorden, om hvordan vi fordeler ansvaret, pengene og indflydelsen.

Den er forbeholdt majoritetsdanske kvinder, og vi gider den egentlig ikke, fordi den er så håbløst usexet.

Den anden ligestillingsdebat handler om muslimske kvinder og religiøs undertrykkelse, og opleves nærmest som en befrielse, fordi den er et eksotisk alternativ til den traditionelle ligestillingsdebat.

Forholdet mellem de to ligestillingsdebatter kan blive ret kompliceret. For mens de muslimske kvinder får proppet deres danske medsøstre i halsen som det frigjorte kvindeideal, får de danske kvinder til gengæld proppet deres muslimske medsøstres elendighed ned i halsen.

Når de ligestillingsmæssigt ” overprivilegerede” kvinder først har forstået, hvilke umenneskelige forhold muslimske kvinder lever under, kan det være, de lærer at holde igen med forkælede krav om bestyrelsesposter, de kan passe, mens manden tager barselsorlov og passer spædbørn.

Falske modsætninger
Jeg er bekymret over modstillingen af de to ligestillingsprojekter.
Dels fordi den forhindrer et ellers oplagt samarbejde mellem kvinder.
Dels fordi den ignorerer betydningen af klasse og etnicitet for kvinders muligheder for reel ligestilling.

For mig giver det ingen mening at snakke om muslimske kvinder som én homogen størrelse. Den 55-årige Sakine, der er kommet til Danmark som voksen, uden en formel skolegang bag sig og med sparsom arbejdsmarkedserfaring, kan umuligt sammenlignes med sin datter Ayse, der er født og opvokset i Danmark, og som hverken er nægtet adgang til uddannelse af sin far eller blevet pålagt at gifte sig med sin fætter, for at han kunne blive rig i Danmark.

De to kvinders livserfaringer kan ikke sammenlignes, og deres ligestillingsprojekt er ikke nødvendigvis det samme, blot fordi de begge har muslimsk baggrund.

Ayses udfordringer ligger på mange måder tættere på hendes jævnaldrende majoritetsdanske medsøstre. Hun har uddannelse, er karrieremæssigt ambitiøs og kæmper også med at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.
Hun er lige så bekymret for de karrieremæssige konsekvenser af, at det bedre kan betale sig for familien, at det er hende der tager barslen.
Hun tjener nemlig statistisk set mindre end sin mand, og derfor ender det med, at hun må gå hjemme med de små.
Men sjovt nok gider vi ikke rigtigt høre på Ayses ligestillingsudfordringer, når de begynder at ligne vores.

De oversete faktorer
Selv om Ayse er en solstrålehistorie, står vi stadig tilbage med hendes mor, Sakine, der hverken har helbredet eller økonomien med sig. Hun er symbolet på den udsatte minoritetskvinde.

Hun står uden for arbejdsmarkedet og har meget få danske venner.
Men hvem er det egentlig, der undertrykker hende? Er det hendes mand? Er det Allah? Eller er det 300-timers reglen og kontanthjælpsloftet? Selv om vi generelt anerkender økonomisk uafhængighed som en hjørnesten i kvinders ligestilling, er vi ikke tilbageholdende med at sanktionere de allermest udsatte kvinder, så de ender i et økonomisk afhængighedsforhold af deres mænd. Det hjælper bestemt ikke på deres ligestilling.

Desværre har vi en tendens til hurtigt at forklare Sakines elendighed med kulturelle og religiøse årsager.

Hvis hun tilfældigvis havde haft dansk baggrund og havde været fra Ydre Nørrebro, ville vi have været langt bedre til at inddrage sociale og økonomiske faktorer som del af forklaringen. Og hvis vi havde defineret Sakines problemer som sociale og økonomiske, ville det betyde, at vi som samfund var nødt til at påtage os et ansvar. I stedet lukker vi øjnene og fortsætter med at opfordre hende til at gøre oprør mod sin kultur og religion, som om dét var løsningen på fattigdommen eller hendes sygdom.

Kæmp sammen
Det er på tide at række hånden ud til Sakine og indse, at hun er produktet af et klasseopdelt samfund, hvor hun med sin arbejderklassebaggrund ligger tæt på bunden.

Det er det, vi skal gøre oprør mod! Kvindekamp er klassekamp, og klassekamp er kvindekamp, lyder et gammelt feministisk slagord. Og en kamp for etnisk ligestilling, kunne man tilføje her i 2011.

Ayse og Sakine kæmper en ligestillingskamp på flere fronter.
Så længe vi kun vil appellere til den muslimske kvinde som undertrykt via sit køn, men ikke inddrager klasse og etnicitet som lige så væsentlige parametre, er vores håndsrækning til hende ikke oprigtig.

Vi er nødt til at indse, at ligestillingsprojekter kan se forskellige ud. Og vi behøver ikke automatisk være mistænkelige, fordi projektet afviger fra den danske model.
Vi kan ikke definere hinandens kampe. Men vi skal til gengæld, i søstersolidaritetens sande ånd, bakke op om Sakines og Ayses egne ønsker til det gode liv. Vi behøver ikke hver gang tage udgangspunkt i hvide middelklassekvinders ambitioner på deres vegne.

Vi kan vælge at anerkende Ayse og Sakine som myndige medspillere, der selv er i stand til at sætte ord på deres egne udfordringer. Eller vi kan fastholde, at de nødvendigvis må have misforstået noget, når de nu ikke er enige med os i, at de per definition er undertrykte af deres religion.

Søstersolidaritet
Søstre, vi skal modarbejde den destruktive tendens til at lade os bruge som ammunition mod hinanden. Vi skal sige fra, når Sakine bliver brugt som ammunition i modstanden mod krav om ligeløn og øremærket barsel. Vi skal ikke skyde hendes ligestillingsprojekt ned, fordi hun ikke vælger at gøre tingene præcis som Lotte. Vi skal turde stole på Sakine, også hvis hun siger, at tørklædet for hende har et frigørende potentiale og et led i hendes feministiske kamp, ligesom de danske feminister i sin tid søgte det frigørende potentiale i at smide bh’en. Samtidig skal vi begynde at fjerne de mekanismer, der fastholder mange uuddannede minoritetskvinder i fattigdom og afhængighed af deres mænd.

Der er vel ikke nogen mere oplagt anledning til at kalde til søstersolidaritet mellem kvinder end netop i dag.

En kvindekamp, der forener Sakine, Ayse og Lottes interesser, og som med udgangspunkt i deres forskellige erfaringer er lydhør over for etniske, klassemæssige og generationsmæssige skel. Vi har brug for en sådan forening af kræfter, hvis vi skal undgå, at ligestillingskampen bliver afblæst, fordi nogle mener, ‘ vi har sejret ad helvede til’, fordi Sakine er undertrykt og Lotte er forkælet.

God kamplyst, Sakine, Lotte og Ayse!