Jeg måtte ikke gå med tørklæde

Date : 8. november 2016

Ja, der er nogle kvinder som går med tørklæde, fordi de er bange for deres mand eller deres far. Men grundlæggende er det der går galt i tørklædedebatten – dengang som nu – at mange tror, det er de eneste grunde til at gå med tørklæde. Men der er mange flere motiver. Jeg bar tørklæde som ungdomsoprør. Min mor går med tørklæde af kulturelle årsager. Nogle bærer tørklæde, fordi det er deres måde at praktisere islam. Nogle gør det for at demonstrere deres selvstændighed osv. osv.

De fleste kan huske perioden, hvor man begynder at føle sig voksen, selv vil bestemme og har jævnlige diskussioner med sine forstokkede forældre, som man bestemt ikke vil rette sig efter. I 1988 var jeg 12 år og i min bedste oprørsperiode. Derudover var jeg ualmindelig træt af, at være den pige i klassen som man let kunne drille, fordi jeg ikke var så god til dansk.

Men en morgen skulle der ske noget nyt. Jeg ville gå med tørklæde. Og jeg fandt hurtigt argumenter i min religion for det tiltag Jeg glemmer aldrig min mors chokerede ansigtsudtryk, da jeg orienterede hende. Hendes første kommentar var: ”Tørklædet passer slet ikke til dine cowboybukser”. Hun ville have mig til at tage tørklædet af. Men det skulle hverken hun eller min far bestemme! Desværre gik mit teenageoprør lidt i vasken, da min skolelærer ikke troede på, at jeg faktisk bar tørklæde af egen vilje. Hun indkaldte mine forældre til samtale, for at understrege, at det var dårligt at tvinge sine børn til noget, de ikke ville. Min far var rigtig sur på hjemvejen. Han kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor læreren troede, at han tvang mig.

I dag kan jeg bedre forstå, hvorfor min lærer ikke troede på min far. Hun så tørklædet som kvindeundertrykkende og troede ikke på, at nogen ville gå med tørklæde af egen vilje.

Ja, der er nogle kvinder som går med tørklæde, fordi de er bange for deres mand eller deres far. Men grundlæggende er det der går galt i tørklædedebatten – dengang som nu – at mange tror, det er de eneste grunde til at gå med tørklæde. Men der er mange flere motiver. Jeg bar tørklæde som ungdomsoprør. Min mor går med tørklæde af kulturelle årsager. Nogle bærer tørklæde, fordi det er deres måde at praktisere islam. Nogle gør det for at demonstrere deres selvstændighed osv. osv.

Groft sagt er der lige så mange forskellige grunde til at gå med tørklæde, som til at gå med BH. Nogle gør det for tækkeligt at skjule deres bryster, andre for at fremhæve dem. Mange fra 68-generationen ser BH’en som udtryk for kvindeundertrykkelse, men for andre udtrykker den frigørelse.

Kvinder er mangfoldige og derfor har vi også forskellige grunde til vores valg. For mig er det ligeså vigtigt, at kvinder har retten til at gå med eller uden BH, som med eller uden tørklæde. Uanset om det er brysterne eller håret kvinderne vil dække, skal vi have lov til det. Det er trods alt vores egen krop og kun os, der bestemmer over den.

24 timer 13/06 2008

@