Min mor har altid drømt om at bo i den almene sektor, som politikerne betragter som ghetto.  Her er  hun  nemlig tryg.

I al den tid, min mor har boet i Danmark, har hun drømt om at bo i »en af de flotte  lejligheder«, altså   i  et af de almene byggerier, som mange politikere har dømt som  »ghettoer«.

Debatten om almene boligområder bliver tit en lang kritik af alt det, som ikke fungerer. Men  virkeligheden er ikke så sort-hvid, som en del borgerlige let gør den til. Godt naboskab, gode  udearealer,  flotte altankasser og glade børn er nemlig også en del af at bo i den almene sektor. Vi skal passe på, at vi i  iver efter at hjælpe ikke automatisk kommer til at stemple de familier, der bor der, som tabere og boligområderne som ghettoer.

Min mor tror ikke så meget på de historier, der bliver skrevet om de såkaldte ghettoer
Min familie har boet i Danmark siden 1980’erne. Min mor og far var ’gæstearbejdere’. De kom for at arbejde og havde planlagt at tage hjem, når de havde tjent penge nok til at opfylde deres store drøm: at kunne købe 40 får og et hus i landsbyen.
Men ligesom mange andre indvandrere endte min familie med ikke at tage hjem. Da det kom så vidt, var drømmen om at vende hjem nemlig erstattet af en anden drøm: at få en lejlighed i den almene sektor.

Da jeg var 6 år, boede vi i en taglejlighed på Nørrebro. Min mor drømte dog om at bo i en af lejlighederne i Blågården. Hver gang vi havde besøgt nogen i Blågården, snakkede hun om det i mange uger efter. Hvor flotte lejlighederne var, hvor store værelserne var, hvor praktisk køkkenet var. Og det allerbedste var altanerne, som var store nok til både bord og stole.

Hun drømte om at være en del af det fællesskab, der var i Blågården. Et trygt fællesskab med gode både danske og kurdiske naboer, der hjalp hinanden, og børn, der legede sammen på den store legeplads.

Min mor havde naturligvis mange danske naboer, der hvor hun boede. Men de snakkede ikke så meget til hende, ud over at de hilste i trappeopgangen. Men dem i Blågården fortalte, at deres danske naboer snakkede med dem. Og deres børn legede med hinanden.

Efter 5 år på venteliste opgav min mor drømmen om at bo i Blågården. Da var vi flyttet til en lidt større lejlighed i Enghave. En lejlighed uden bad, varmt vand og radiator. Vi varmede vandet på komfuret eller petroleumsovnen og hældte det over os i en kæmpebalje i soveværelset.

Tøjet vaskede min mor i møntvaskeriet. Hele søndagen gik med at vaske, tørre, lægge sammen og tage tøjet med hjem. Søndagene var især uudholdelige efter de lørdage, hvor min mor havde besøgt sin veninde i Mjølnerparken. Hun havde nemlig både varmt vand, bad og plads til en vaskemaskine.

Min mor prøvede igen lykken og kom på venteliste til Mjølnerparken. Hun var vild med de grønne arealer, hvor naboerne sad og snakkede eller grillede sammen, mens børnene legede.

Men den drøm blev heller ikke til noget, og vi endte i stedet i en fin gammel andelslejlighed med stuklofter og plads til vaske- og opvaskemaskine. Men min mor opgav aldrig drømmen og fortsatte med hvert år at betale til ventelisten til en almen bolig.

Tredje gang blev lykkens gang. Da hun fik tilbudt en lejlighed i en af ’ghettoerne’ i Københavns omegn, solgte min mor straks sin andelslejlighed for at opfylde sin store drøm.

Når jeg nu besøger min mor i hendes treværelses lejlighed i Københavns omegn, kan jeg se de grønne områder, hvor hun nyder at grille, mens hendes børnebørn leger på de flotte legepladser. Jeg kender de fleste af min mors naboer. De stopper op og snakker med min mor, når de møder hende på gaden, i trappeopgangen eller i Aldi. Og min mor elsker sin store altan, som hun har pyntet med mormorblomster i altankasserne, et grønt græstæppe og sorte fletmøbler fra Jysk.

Min mor tror ikke på de historier, der bliver skrevet om de såkaldte ghettoer. For hende findes ballademagere alle steder. Avisoverskrifterne skræmmer ikke hende. Som hun plejer at sige: »Her kender vi hinanden, og vi passer på hinanden«.

Både i Blågården, Mjølnerparken og sikkert også i hendes nye boligområde findes der flere mennesker på overførselsindkomst, uden uddannelse og med plettet straffeattest end i villaområderne i Gentofte. For de udsatte boligområder er ofte de eneste steder, de mennesker kan få bolig. Men der findes også så meget glæde og fællesskab og så mange, der faktisk bryder sig om og passer på hinanden.

Der er desværre i visse områder familier og individer, som skaber store problemer for flertallet. Men jeg tror ikke, at løsningen er ghettolister, at smide familierne ud af områderne eller jævne bygningerne med jorden. Vi er nødt til at give en massiv støtte til den boligsociale indsats, der helt konkret gør en forskel ved at give en hånd til de familier, som har problemer.

Det, der gjorde min mor forelsket i almene boliger, var både kvaliteten og de mange forskellige mennesker, der boede i dem. Derfor er det godt, at den nye boligaftale både sikrer kvalitetsløft til renovering og mulighed for billigere husleje, der kan tiltrække flere studerende og børnefamilier.
For når akademikeren bor side om side med kontanthjælpsmodtageren, den studerende og den ældre indvandrerkvinde, vil fællesskabet i boligområderne blomstre yderligere op. Og fællesskab er det, en by skal leve af.
Tit fremstiller de borgerlige politikere socialt udsatte boligområder som ’en stat i staten’, hvor lov, orden og tryghed er en by i Rusland. Tingbjerg fremstår f.eks. som et bandestyret område, hvor ingen tør bevæge sig ud efter mørkets frembrud.
Der er ikke noget at sige til, at befolkningen er bange for hinanden, når bl.a. borgerlige politikere som Inger Støjberg (V), Martin Henriksen (DF) og Søren Pape (K) er så gode til at piske en stemning op.
Til jer vil jeg sige: Tag nu at gå en tur gennem den smukke Vollsmose, Gellerup, Taastrupgaard, Mjølnerparken eller Blågården. I vil blive overrasket over, hvor glade og tilfredse beboerne for det meste er.
Vi skal være bedre til at anerkende alt det gode, so
m almene boligområder også byder på. Det er første skridt til at bygge bro og nedbryde fordomme og utryghed. Som min mor plejer at sige: »Det er mere jer, der har et problem, end os, der bor her«.

Politiken 15/02 2015