Drengene brænder containere af og skriver oprørske digte. Hvad med de flittige nydanske piger, der i stor stil kommer ind på videregående uddannelser? De føler sig ofte lige så meget udenfor, men står tit alene med deres frihedskamp. Forældrene svigter pigerne, når de ikke får lov at komme med til fødselsdagsfesterne, men pigerne bliver ligeså meget svigtet af dem, der accepterer pigernes nej uden at stille kritiske spørgsmål.

Som 12-årig gav jeg min klasselærer den alvorlige besked: ”Min mormor er død. Derfor kan jeg ikke komme med til lejrskole”. Desværre nåede stakkels mormor at dø en del gange. Det var nemlig den bedste undskyldning for at blive væk fra de sociale arrangementer.

Hver gang overbragte jeg nyheden alene og blev overrasket over, hvor let den blev accepteret. Inspektøren eller klasselæreren nikkede for det meste. Et par gange fik jeg en lille moralprædiken om, hvor vigtigt det var, at jeg deltog i fælles-arrangementerne. Så nikkede jeg. Bagefter tog jeg hjem. Fortalte min far, som havde bedt mig melde afbud, at skolen ikke sagde noget. Så var den ikke længere.

Vennerne sendte mig kort fra lejrskolen, så jeg kunne følge med i hvad de lavede. Og de fortalte detaljeret om fødselsdagene i frikvartererne, så jeg ikke skulle være udenfor. Jeg grinte med dem. Og græd når jeg var alene.

Min far var bekymret for, at de voksne ikke ville passe på pigerne, da de nok ville drikke sig fulde. Og så ville de unge sikkert drikke. Jeg forstod ikke min far. Hvorfor måtte min bror og ikke jeg? Men jeg forstod heller ikke skolen. Hvorfor indkaldte læreren aldrig mine forældre til samtale? Hvordan kunne inspektøren undgå at se på mig, at jeg løj, når jeg sagde jeg ikke havde lyst til at tage med.

Der er desværre mange nydanske piger, der også i dag oplever det samme. Deres frihedskamp kommer man let til at overse, fordi de klarer sig godt i skolen, samtidig med at de både passer brødrene derhjemme og er ofte familiens små tolke ift. myndighederne. De skal både leve med at deres forældrene holder dem hjemme fra lejrskoler og fester – og med at deres lærere og kammeraters mange fordomme om dem og deres familier.

Jeg synes ikke løsningen er endnu engang rituelt at skælde ud over en undertrykkende kultur og kræve flere forbud, eller påbud, som nogle borgerlige politikere måske ville foreslå. Løsningen er derimod, at man hver eneste gang tør tage den konkrete dialog med de enkelte familier.

Lærere og skoleledere bør droppe berøringsangsten og begynde at blande sig hver eneste gang nydanske piger melder afbud til et socialt arrangement. Og ja, der er en risiko for nogle forældre vil blive fornærmede eller flytte deres piger til en anden skole. Men så længe det vil gavne flertallet af pigerne synes jeg ligestillingskampen er den risiko værd.

Vi skal insisterer på at flytte disse forældres holdninger og fjerne deres utryghed, så pigerne kan få de samme muligheder som drengene. Det er på tide, at vi hører nydanske pigers stemmer og gør op med deres ensomme ligestillingskamp.

Berlingske Tidende 31/10 2013