Nu bruger en ny generation af pædagoger tiden på at give pigerne læbestift og drengene overskæg. Hvad er der lige sket?

Jeg var i en børnehave forleden. Ved indgangen til børnehaven var der en stor seddel på døren, der fortalte, at ugen var en ’Prinsesse og ridderuge’. Og den var god nok: Små piger løb rundt med prinsessekjoler, prinsessesko og diademer. Og børnehaven havde som en del af prinsessefantasien også haft travlt med krøllejernet og læbestiften.

Drengene havde fået voks i håret. ’Se mit seje hår’ sagde en af dem, da han fik øjenkontakt med mig. Han havde et sværd i hånden og råbte højt, at han var farlig. Imens løb pigerne småfnisende væk fra ham.

For mig som mor til tre børn, der har gået på flere forskellige institutioner, er det ikke første gang, jeg møder det setup. Tværtimod. Mange andre forældre kan sikkert også nikke genkendende. Dametasker og sværd skifter sjældent hånd.

Er det et problem, at børnene en gang imellem leger prinsesselege? Nej.
Eller at pigerne ved særlige lejligheder får lov at sminke sig og krølle håret? Nej.

Men jeg undrer mig over, hvor sjældent, det er, at pædagogernes kreativitet rækker til andet end prinse- og prinsessefester.

Hvorfor skal vores børn fra 3-års alderen oplæres i, at piger og drenge er forskellige? Og hvorfor består forskelligheden i, at ’rigtige drenge’ er voldsomme og fulde af krudt i numsen, mens ’søde piger’ skal have tøj på, der begrænser bevægelsesfriheden?

Jeg havde ellers høje forventninger til de danske institutioner, da jeg selv blev mor. Jeg kommer fra en familie, hvor der var stor forskel på mulighederne for mig som pige og mine brødre. Mine brødre kunne være med til lejrskoler, fester og lektiecafeer, mens jeg fik at vide, at det gjorde rigtige piger ikke.

Under min uddannelse fik jeg at vide, at indvandrerkvinderne ikke var ligestillede. Så da jeg selv fik børn, var jeg fast besluttet på, at i min familie skulle der ikke gøres forskel på drenge og piger.

Derfor er mødet med den danske institutionsverden faktisk lidt skuffende. Her kan jeg se, at det ikke kun er i min forældres hjem, der var forskel på drenge og piger.
Det er ikke ret ofte, at jeg har set pædagogen give prinsessen et sværd i hånden eller ridderen en baby på armen.

Når min datter plager mig om at få strutskørt på i 5 graders kulde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at vi kan lovgive nok så meget fra Christiansborg om ligeløn og mandebarsel – og lave nok så mange initiativer for at stoppe vold mod kvinder og mindske prostitutionen.

Men spørgsmålet er, om det er det, der skaber ligestilling – eller om vi i virkeligheden også skal helt ned og se på de kønsroller, der indlæres på børnehaveniveau.

I 1970’erne var pædagogerne nogle af dem, der gik forrest i kvindekampen med lilla bleer om hovedet og stærke holdninger om ligestilling. Mange gjorde, hvad de kunne for at gøre op med stereotyp kassetænkning og gammeldags kønsroller til gavn for
alle os, der kom efter.

Men nu bruger en ny generation af pædagoger tiden på at påføre pigerne læbestift og drengene overskæg. Hvad er der lige sket?? Jeg er helt med på, at vi forældre selvfølgelig har hovedansvaret for, hvilke kønsroller vi opdrager vores børn til.

Ligesom legetøjsindustrien også har et ansvar for at fastholde børnene i kønsrollestereotyper. Men det er nu fandens svært at få en pige i et ridderkostume, når alle de andre i børnehaven har lyserøde prinsessekjoler på til eventyrfesten.

Selvfølgelig er der rigtig mange pædagoger, som er bevidste om deres indflydelse på børnenes selvbilleder, og som tænker nøje over, hvad de lærer børnene. Men desværre er der også en del pædagoger, som ureflekteret fortsætter den indgroede kønsdyrkelse af pæne piger og voldsomme drenge.

Jeg efterlyser ikke, at pædagogerne nu skal rende rundt med lilla bleer igen. Men jeg savner jeres stemme i debatten om kønsroller og stereotyper. I pædagoger ser jo ofte børnene flere timer om dagen, end deres forældre gør.

Hvor ville det være skønt, hvis flere stoppede op og reflekterede over, hvilke roller I lærer børnene.

Jeg efterlyser ikke, at I tvinger børnene væk fra en leg, de har det sjovt med, eller at alle skal begynde at kalde hinanden for ’hen’. Selv om mine politiske modstandere helt sikkert vil beskylde mig for det.

Jeg efterlyser bare helt almindelig sund fornuft, der ser barnet som et frit individ, der kan få stimuleret sine evner og ressourcer i stedet for at få dem begrænset pga. sit køn. Jeg efterlyser pædagoger, som ikke ser piger og drenge som hunkøn og hankøn, men bare ser barnet, som det er.

Hvorfor? Piger er jo lykkelige for at være fine og drenge for at være seje, vil nogen påstå. Men de roller, vi lærer børnene, præger faktisk også voksenlivet.
Hvad ville der ske, hvis pædagogerne brugte lige så lang tid på at tale med drengene, som de bruger på at tale med pigerne?

Kunne det tænkes, at drengene som voksne blev bedre til at sætte ord på deres følelser og bede om hjælp, så det ikke var flasken, de greb efter i deres livskriser, men samtalen?
Og hvad ville der ske, hvis man begyndte at sige til flere piger, at de var seje. Ville det mon resultere i, at kvinder ikke kun søgte ind på uddannelser som pædagoger og sygeplejersker, hvor de skal yde omsorg for deres omgivelser, men også begyndte at søge uddannelser, hvor lov og orden skal håndhæves og huse skal bygges?

Hvorfor stiller så få pædagoger de spørgsmål? Har I meldt jer helt ud af ligestillingskampen?

Forældrene har hovedansvaret for børnenes opdragelse. Fra politikerside kan vi lovgive om ligeløn og fædrebarsel. Og løbende sikre, at uddannelsen fagligt klæder jer på.
Men vi hverken kan eller skal lovgive om leg i børnehaven. Derfor har I som pædagoger faktisk en ekstremt vigtig rolle og magt. Hvis det en dag skal lykkes, at det ikke længere er et særsyn, at Sofie er en lige så sej politibetjent som Viktor, og Peter en lige så omsorgsfuld sygeplejerske som Mia. Ja så har vi brug for jer.

Pædagoger, kom nu ind i kampen igen – vi klarer det ikke uden jer!

Politiken 07/06 2014