Så smid dog de indvandrere ud

Category : Fra folketinget
Date : 8. november 2016

FLERE OG FLERE UDSATTE boligområder rammes af hærværk og kriminalitet. I avisen læser jeg om ballademagere, der laver uro og terroriserer et helt kvarter, hvor beboerne er for skræmte til at kontakte politiet.

Myndighederne vender det blinde øje til, og mange ressourcestærke beboere flytter ud. Mens problemerne bare vokser og vokser.

Ofte står både politikere, beboere og boligselskaber i kø for at finde løsninger. Et af forslagene er, at boligselskabet skal have lov til at smide ballademagerne og deres familier ud af området. Der skal handles, og der skal handles nu! FOR NYLIG BLEV
JEG kontaktet af en kvinde, som er mor til en af den såkaldte ‘ ballademagere’. Hendes stemme var lav og hendes brune øjne blanke. Hun er alene med to drenge og bor i et socialt belastet boligområde.

Nu har boligselskabet sagt, at hendes familie vil blive smidt ud af lejligheden.

Men det var ikke derfor, hun ville snakke med mig.

Det var heller ikke på grund af alle de beskyldninger, hun var blevet udsat for. Hun anerkendte, at sønnen har lavet kriminalitet, uro, chikane, overfald osv. Og var meget ked af det.

Hun havde brug for hjælp, men ikke til at finde en ny bolig. Nej.

Hun frygtede at hendes søn ikke ville overleve presset, men ville ende med at tage livet af sig.

Da jeg spurgte, hvor hendes søn var, var svaret chokerende: ‘ På psykiatrisk afdeling’.

Der havde han været utallige gange.

Han var skizofren og havde igen en dårlig periode, hvor han både så og hørte ting, der ikke eksisterede.

Han følte, at flere hemmelige grupper var efter ham, og at de styrede ham via hans tanker. De fik ham til at skære sig i maven og holde sig vågen i flere døgn i træk.

‘Han er meget syg, og vi har brug for, at omverdenen forstår, at han er syg’, sagde moderen.

HVORDAN HJÆLPER MAN sådan en mor? Hvordan forklarer man de andre beboere, at drengen ikke er en ballademager, men en skizofren, der ikke får den hjælp og behandling, han har brug for? Hvordan overbeviser man boligselskabet om, at en udsmidning blot vil forværre problemerne? Vi får ofte fortalt, at den slags ‘ ballademagere’ er uberegnelige, kriminelle og farlige og hører, hvordan de sætter ild til biler og containere og uhæmmet chikanerer alle og enhver.

Men der er også en anden beskrivelse af disse udsatte børn og unge. De kommer ofte fra hjem med omsorgssvigt, fattigdom samt psykiske og fysiske lidelser og har ofte selv massive sociale og psykiske problemer.

DET ER AT SVIGTE børnene og deres familier, når man lukker øjnene og lader, som om problemerne ikke eksisterer.

Hvorfor er der ingen, der kan finde ud af at tage deres problemer alvorligt, før de kommer så langt ud, at deres adfærd går ud over andre? Når containerne står i brand i Tingbjerg, Vollsmose og Gellerupparken, er det ikke, fordi der mangler politifolk eller flyttefolk. Så er det et symptom på et handlingslammet socialt system.

Ekstrabladet 28/07/10

@