Som forælder tror jeg, at man altid plages af en latent frygt for, at der sker ens børn noget. At de skal blive alvorligt syge, at nogen skal gøre dem ondt, eller at man skal dø fra dem. Alene tanken kan give mig tårer i øjnene og hjertebanken. Så skynder jeg mig at tænke på noget andet, mens jeg krammer dem og dufter til deres hår.

Men rigtigt at forestille sig, hvordan det ville være at miste sine børn, tror jeg ikke, man kan. Det tænkte jeg over, da jeg forleden aften igen fulgte tv-dækningen af krigen mellem Israel og Hamas. En norsk kirurg med trætte og tomme øjne fortalte forbløffende roligt om, hvordan de nyeste bomber var med til at partere børnene, og hvordan børn lå og døde på gangene, fordi de ikke kunne nå at operere dem hurtigt nok.

Dag efter dag ser vi billeder af børn smurt i blod, kvalt i tårer, på vej til et hospital eller efterladt på en gade midt i et kaos, som er svært at forestille sig.

Uanset hvad begrundelsen er for angrebene, og hvis skyld det er, kan det aldrig retfærdiggøre den slags overgreb på civile. Jeg ved ikke, om jeg skal være mest frustreret over,  at der dagligt bliver dræbt  og  såret børn med det nyeste våben, der lader flere tusinde små jernstykker bore sig ind i deres små kroppe, eller på verdenssamfundet, der  ikke griber ind.

Netop det, at der nu begynder at komme billeder frem af krigens ofre, håber jeg, kan blive et vendepunkt. For de får også én til at tænke på, hvad der var sket, hvis det handlede om vores børn. Hvis vores børn helt uskyldigt på vej til deres venner, deres klub eller på indkøb efter  en liter mælk var blevet ramt af sådan en bombe. Det er svært og smertefuldt at forestille sig.

Det gør ondt langt ind i maven, hvis man et kort øjeblik udskifter børneansigterne på billederne med vores egne børns. For smerten ved at miste sit barn er det samme, uanset om man bor i Gentofte, Jerusalem eller Gaza. Ligesom børns tårer også er de samme, når de fuldstændig uventet bliver efterladt alene uden deres forældre og søskende.