Sådan cirka hvert andet år rejses en debat om omskæring af drenge. Den er altid meget følelsesbetonet, men den plejer at dø ud, når folk får tænkt sig lidt om. Desværre er ikke bare Børnerådet, Etisk Råd og flere politiske partier nu hoppet med på vognen: Enhedslisten, Socialdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative vil have omskæring af drenge forbudt, mens Venstre, Det Radikale Venstre og SF vil have undersøgt de sundhedsmæssige konsekvenser. Kun Dansk Folkeparti er direkte imod et forbud.

Et forbud vil have omfattende konsekvenser. Der er cirka 200.000 muslimer og 7.000 jøder i Danmark, for hvem omskæring er et afgørende religiøst, kulturelt og historisk ritual. For de fleste muslimer og jøder vil et forbud mod omskæring svare til, at det blev forbudt kristne danskere at døbe deres børn. Man skal altså tænke sig godt om, før man tager så drastisk et skridt.

Hvis omskæring af drenge havde klare fysiske komplikationer, ville der ikke være noget at diskutere. Hvis drengene fik varige men, eller hvis det havde konsekvenser for deres seksualitet, ja, så skulle indgrebet naturligvis forbydes. Modstanderne af omskæring henviser altid til anekdoter og meget upræcise undersøgelser, men aldrig til ordentlige, lægefaglige beviser på disse negative konsekvenser.

Det skyldes, at de ikke findes. Der er lavet én meget stor videnskabelig undersøgelse af konsekvenserne ved omskæring af drenge: Amerikanske forskere har gennemgået over 130.000 omskæringer over ni år, og de konkluderer, at der i kun 0,2 procent af tilfældene, altså to ud af tusind, er forskellige komplikationer, oftest ikke varige (Christakis et al, 2000). De slår derfor fast, at »omskæring vedbliver at være en relativ sikker procedure«. Komplikationerne er flest, jo senere drengene omskæres, og det taler altså for, at det er bedst at foretage indgrebet så tidligt som muligt.

Tilbage står derfor de principielle argumenter: at omskæring af en dreng er et overgreb mod barnets fysiske integritet og sætter et varigt spor på kroppen uden hans samtykke. Forældre træffer mange beslutninger på deres børns vegne med varig betydning. Vi vælger vores børns skole, vi opdrager dem på en bestemt måde, giver dem sund eller usund mad og opflasker dem med kultur og verdenssyn, som de har med sig hele livet. Et barn er heldigvis ikke et stykke blankt papir, der først som myndig begynder at stykke sin identitet sammen.

Men er et fysisk indgreb da ikke principielt noget andet end kultur, politiske holdninger og religiøse anskuelser? Det er jo også forbudt at slå sine børn? Det er en helt urimelig sammenligning: Det er indlysende og veldokumenteret skadeligt at slå på børn. Det er hverken indlysende eller veldokumenteret skadeligt at omskære drenge.

Mest oplysende er det at sammenligne omskæring med andre fysiske indgreb. Man fjerner modermærker og retter på både skæve tænder og udstående ører, selv om det er ubehageligt for barnet og indebærer en meget lille risiko, og det gør forældre ikke, fordi det er ‘naturligt’, men fordi de synes, det er bedst for barnet i netop vores kultur.

Man kan naturligvis diskutere, om omskæring af drenge skal foregå på bestemte måder og særlige forhold, med bedøvelse, lægeligt opsyn, eller når barnet har en bestemt alder. Men argumenterne for et forbud er præget af både hovedløse og kulturløse principper.

Der er nemlig en god grund til, at omskæring af drenge ikke er forbudt i nogen andre lande. To af demokratiets bærende piller er religionsfrihed og mindretalsbeskyttelse. At forbyde omskæring af drenge vil være en heftig krænkelse af begge dele. Næsten lige så trist er den tendens, som fortalerne for et forbud synes at repræsentere: en historie- og kulturløshed, hvor det store flertal buser frem med skråsikre principper og uigennemtænkte antagelser. Uden tanke for konsekvenserne for mindretal med en anden historie og identitet. Skal Danmark virkelig være det første land, der tager dette voldsomme og tankeløse skridt?

Politiken 23/11

Debatindlægget er skrevet i samarbejde med journalist Martin Krasnik, advokat Bjørn Elmquist, kunstner Marco Evaristti, foredragsholder Jacob Holdt, sognepræst Kathrine Lilleør, overrabbiner Bent Melchior, biskop Karsten Nissen, kunstner Tal R og chefredaktør Tøger Seidenfaden.