JEG ER en venstreorienteret feminist, der går med bh, og jeg er også en muslim, der går med løst hår; selv om mange mennesker er af den opfattelse, at venstreorienterede feminister har smidt bh’en, og at muslimske kvinder går med tørklæde. Jeg vil til enhver tid kæmpe for retten til at klæde sig, som man vil, og bestemme over sit eget liv.

Jeg synes, det er en principiel debat om frihed, når man fra politisk side vil bestemme, om andre må gå med tørklæde. En debat om, hvem der må bestemme, hvad frihed er.

JEG MENER ikke, det er tørklæderne, der undertrykker. Tørklæder undertrykker ikke mennesker, det er mennesker, der undertrykker mennesker. Hver kvinde med tørklæde har sine egne grunde til det – og det skal der være plads til. Kvinder med tørklæde kan være lige så frie eller lige så undertrykte som kvinder uden tørklæde.

Jeg kæmper for, at de kvinder, der ønsker det, skal have ret til at gå med tørklæde uden at blive dømt som ofre. På nøjagtig samme måde som jeg kæmper for, at kvinder skal kunne gå med lårkort og stiletter uden at risikere at blive mødt med fordomme og sexistiske tilråb. Det vigtige for mig er, at alle har friheden til selv at vælge.

Jeg læste engang lægen Vibeke Manniche citeret for at sige: »Jeg bliver decideret fysisk utilpas, når jeg ser kvindelige pædagoger, sygeplejersker, læger og lærere være »tørklædefængslede««. Hendes frygt var, at kvinder med tørklæder i offentlige embeder ville sende et helt forkert signal om kvindens underdanighed i et samfund, der ellers bygger på ligeværd mellem kønnene.

På den anden ekstreme fløj sagde imamen Shaid Mehdi for nogle år siden, at letpåklædte kvinder selv er skyld i voldtægt.

I lang tid måtte man ikke bære tørklæde i offentlige institutioner i Tyrkiet, og i Saudi-Arabien må man stadig ikke tage tørklædet af. I 2007 gik Pia Kjærsgaard så vidt at udtale, at hun ønskede et totalt forbud mod tørklæder i det danske samfund.

Jeg er dybt uenig med dem alle. Jeg har absolut intet tilovers for dem, der dømmer
andre mennesker på baggrund af deres påklædning. Om det så er hovedtørklædet eller den lårkorte nederdel, der provokerer dem.

Og min frygt er, i modsætning til Vibeke Manniche og Pia Kjærsgaard, at hvis man skaber et samfund baseret på ensrettede udseender, vil man sende et signal til alle dem, der er anderledes, om, at de ikke er ligeværdige borgere i samfundet.

For mig er frihed nemlig også retten til forskellighed.

Jeg synes fortsat, at Danmark skal være et frit land, hvor man selv må bestemme, om tørklædet skal være om halsen eller hovedet, og om nederdelen skal gå over knæene. Hvor vi ikke undertrykker individuelle livsformer eller valg. Og hvor kvinder selv kan vælge hvad de vil med deres liv, om de vil gifte sig med en mand eller en kvinde.

JEG MENER, at man på nogle måder kan sammenligne tørklædet med bh’en. Da kvinderne i 1970′ erne brændte deres bh’er, var det et symbolsk oprør mod et mandsdomineret samfund, som gjorde kvinder til sexobjekter. Udgangspunktet dengang var et samfund, hvor der, hverken i privat-eller arbejdslivet, eksisterede ligestilling, og de brændte bh’er blev symbolet på krav som bl. a. ligeløn.

På samme måde tror jeg, at mange kvinder, der flygter til Danmark fra ekstremt patriarkalske samfund, som eksempelvis Saudi-Arabien, hvor de har været tvunget til at iklæde sig tørklædet, vælger at tage det af som et symbol på friheden til selv at bestemme.

Men i 1990′ erne begyndte frigjorte kvinder igen at bruge bh, denne gang som en frigørelsesproces fra forældregenerationen og en demonstration af selvstændighed.
På samme måde oplever jeg i dag også grupper af unge muslimske kvinder, der iklæder sig tørklædet som et bevidst oprørsk valg og et signal til deres omgivelser.
Tørklædet og bh’en kan både være undertrykkende symboler på et samfunds forældede kvindesyn og et tegn på frigørelse og selvstændighed, hvor man demonstrerer sin ret til gøre, hvad man vil.

Den samme handling kan betyde frihed eller undertrykkelse.

I MIN NYE børnebog fortæller jeg om 10-årige Ayse, der en dag kommer i skole med tørklæde på, og hvad der så sker. Selv om hendes tørklæde primært skyldes en dårlig klipning, tror skolen straks, at hun bliver undertrykt af sine forældre.
Min pointe er, at det er alt for sjældent, nogen faktisk spørger pigerne eller kvinderne med tørklæde om, hvorfor de har taget det på. Tanken er, at bogen om Ayse kan nuancere elevernes, forældrenes og lærernes opfattelser af tørklædet. Så man ikke tager for givet, at tørklædet er udtryk for undertrykkelse og tvang.

Det muslimske hovedtørklæde er i den grad blevet et værdiladet symbol og sætter altid stærke følelser i gang i Danmark, og det er desværre sjældent, at nogen faktisk stopper op og spørger pigerne eller kvinderne, hvorfor de har taget det på.

Både på højre-og på venstrefløjen siger mange, at tørklædet er undertrykkende, og de piger, som går med det, er undertrykte – og ergo skal vi hjælpe dem med at blive frigjort.

Men ikke alle kvinder med tørklæde er ofre, og selv de, der er, tror jeg ikke på, at vi kan frigøre ved at tvinge dem til noget andet. Frihed er valg, og valget skal være den enkelte kvindes.

For hvad med dem, der går med tørklæde, fordi de faktisk gerne vil? Som ung pige gik jeg med tørklæde i et par år. Jeg var ikke tvunget til det af mine forældre. Tværtimod. Tørklædet var mit teenageoprør – imod mine forældre. Det var vigtigt for mig selv at bestemme, hvordan jeg så ud, og selv om både mine skolelærere og mine forældre syntes, det var tåbeligt, holdt jeg ved ideen nogle år.

At tage tørklædet på var frihed – det var mit valg.

Mens mange af mine klassekammerater enten farvede deres hår sort eller fik piercinger, valgte jeg at dække håret til.
Men desværre røg mit ungdomsoprør lidt i vasken, da skolen ikke troede på, at det var min egen frie vilje. I stedet blev mine undrende forældre indkaldt til alvorlige samtaler på skolen, og jeg fik belærende bemærkninger fra en lærer om min ret til selvbestemmelse.

Også på gaden var reaktionerne negative: En dag gik jeg hjem fra skole, og pludselig prøvede en mand at hive mit tørklæde af mig midt på Enghavevej. Foran spejlet om aftenen kunne jeg tydeligt se de blå mærker på min hals. Det skete flere gange.
Jeg kender mange, som går med tørklæde – af forskellige grunde: Zeynep var min koranskolelærer, og hun går med sit tørklæde af religiøse årsager. For hende er det et direkte krav fra Allah, at kvinden skal dække sit hår og sine former. Men for min mor er det mere et kulturelt end religiøst tilvalg. Hun går med tørklæde ligesom alle de andre kvinder fra hendes landsby. Hendes tørklæder har mange forskellige farver, og de er en del af hendes påklædning. Uden tørklædet ville hun føle sig nøgen. Ikke alle har ligesom min mor taget tørklædet på så ureflekteret. For Nadia er det for eksempel et bevidst tilvalg. Hun går med tørklæde som et frihedssymbol. Med stramme jeans, fuld makeup og et Gucci-tørklæde om hovedet signalerer hun, at hun er en moderne, frigjort muslimsk kvinde, der gør, hvad hun har lyst til.

Ja, selvfølgelig er der også kvinder, hvor andre træffer valget for dem. Jeg kender en Halime, som bærer tørklædet, fordi hendes mand og svigerfamilie ønsker det. Måske tager hun det af en dag, når hun ikke er så økonomisk afhængig af sin familie. Men intet tyder desværre på, at hun kan realisere den drøm inden for kort tid.

Jeg kender derudover kvinder, der er flygtet fra undertrykkende regimer. For dem er fravalget af tørklæde det samme som frihed. Nogle af dem vil endda forbyde andre at gå med tørklæde. Noget, jeg finder lidt selvmodsigende. At man er flygtet på grund af manglende frihed, men alligevel ikke vil holde sig tilbage fra at begrænse andres frihed.

Der er rigtig mange grunde til at gå med tørklæde i Danmark. Religion, mode, tradition, kultur eller for at vise, hvor man hører til. Og pres udefra. Vi skal passe på ikke at skære alle over én kam, for vores fordomme kan betyde, at vi overser stærke og talentfulde kvinder. At vi i frihedens navn forbyder dem at træffe deres egne valg. Lad os i stedet se kvinderne som de forskellige mennesker, de er.

NOGLE KVINDER med tørklæde udsættes for social kontrol. Det er rigtigt nok. Der er desværre kvinder, som ikke har friheden til at bestemme selv, og som udsættes for social kontrol eller vold. Både med og uden tørklæde. Det er fuldstændig uacceptabelt, ækelt og forkert, men det har faktisk ikke noget med tørklædet at gøre.

Det er forfærdeligt, når unge (både piger og drenge) begrænses i at tage beslutninger om deres eget liv. Når de ikke har lov til at mødes med deres venner eller bestemme, hvem de vil giftes med. Eller når de ikke får lov at tage den uddannelse eller det job, de gerne vil. Men der er brug for handling og ikke ølkassetaler.

Det er naivt at tro, at man løser problemer med social kontrol ved at hive tørklæderne af kvinder og råbe ‘ frihed!’. Vi skal i stedet fortælle de unge, hvor de kan få støtte, hvis de tager valg, som deres familie ikke bifalder, eller hvis de vil ud af et voldeligt ægteskab. Samfundet skal træde til og hjælpe de kvinder, der bliver tvunget ind i en levevis med patriarkalske mønstre uden mulighed for at bestemme over deres eget liv.

Det er vigtigt, at man fortsat udbygger indsatsen på kvindekrisecentrene, som for eksempel tager imod voldsramte kvinder, der bryder ud af deres ægteskaber.
Der er brug for, at man sætter ind alle de steder, undertrykkende mønstre viser sig.

FOLKESKOLEN skal også blive bedre til at gribe ind, så lærerne ikke blåstempler forskelsbehandling af piger ved at acceptere, når forældrene ikke vil lade dem komme med til sociale arrangementer som fødselsdage eller lejrskoler. Det er vigtigt, at folkeskolen, klubben, ungdomsuddannelserne og de andre offentlige institutioner tager ansvaret alvorligt og har en dialog om de begrænsninger, børnene kan blive underlagt.

Vi er ofte alt for berøringsangste.

Jeg mener, at vi skal turde at gå rigtig tæt på for at bryde de onde cirkler. Det er ikke nok med pigerne. Jeg tror ikke, vi kan løse problemet uden mændene i moskeerne og backgammonklubberne. Fædre, storebrødre og fætre kan være en del af problemet, når piger udsættes for social kontrol. Men de er sandelig også en del af løsningen, hvis vi giver os tid til dialog og oplysning. For selvfølgelig skal vi kæmpe mod social kontrol – uanset om den foregår med eller uden tørklæde.

JEG SYNES, det er snæversynet at tro, at man kan komme kvindeundertrykkelsen til livs ved at forbyde tørklæder flere steder i samfundet.

Jeg anerkender selvfølgelig gerne, at nogle kvinder med tørklæde lever i kvindeundertrykkende miljøer med social kontrol, men vil politikere som Pia Kjærsgaard, Karen Jespersen og Inger Støjberg lige så ærligt anerkende, at tørklædet også kan betyde frihed for de kvinder, der rent faktisk vælger det til af egen fri vilje? Når man symbolsk prøver at trække tørklædet af de kvinder, der selv har valgt det, ved bedrevidende at sige, at de er undertrykte, så er man jo selv med til at undertrykke kvindernes frihed til at klæde sig, som de vil.

FRIHED TILHØRER ikke kun dem, som vi deler værdier og kultur med. Frihed betyder, at der er plads til alle uanset etnisk, social, religiøs eller seksuel forskellighed. Og at frihedsrettighederne gælder for alle er jo netop det, der definerer vores demokrati.

For mig kan tørklædet være lige så meget et symbol på frihed som den lårkorte nederdel. Frihed til at tro, til at være anderledes, til at bestemme over sin egen krop. Frihed til at skille sig ud. Kvinder skal have lov til at tage det på, de vil – tørklæde, lårkort nederdel eller bh. Og de skal også have lov til ikke at tage det på.

Tørklæde eller ikke tørklæde – for mig, som demokrat og som muslim er det rigtige valg det valg, man selv tager, uanset om det er at sige nej eller ja til tørklædet.