Når børn med minoritetsbaggrund misrøgtes, forklarer vi det med deres kultur og vender det blinde øje til. Derfor får de sjældent den hjælp af velfærdssystemet, de har brug for.

Mange har stået i kø for enten at elske eller hade Yahya Hassan.
Alligevel frygter jeg, at Yahyas beretning fra Underdanmark vil ende med at være endnu en forspildt chance for at hjælpe andre børn i hans situation.

Yahya fortæller om misrøgt, kriminalitet og manglende normer i Underdanmark.
Hans historie minder mig faktisk meget om Lisbeth Zornigs fortælling om sin barndom med svigt og overgreb i et normløst miljø på Lolland, hvor vold, misbrug, arbejdsløshed, psykiske sygdomme og forsømte børn var dagens ret. Forskellen er bare hudfarven. Yahya har en anden etnisk baggrund end dansk, og måske derfor er reaktionen også anderledes.

Folk har været mest optagede af forældrenes skyld og religion. Vi kan alle være enige om, at Yahyas forældre har svigtet.Virkelig alvorligt. Men velfærdssamfundets sikkerhedsnet skal være intakt, uanset om barnet hedder Lisbeth eller Yahya.

Borgerlig foragt
Lige nu elsker de fleste borgerlige politikere Yahya. Hvorfor, tænker jeg. Havde de selv samme borgerlige set hans vrede på TV 2 News en aften, hvor han brændte containere af, ville vreden have været rettet mod ham.

Hvis de havde mødt ham for nogle år siden, mens han afsonede sin straf for røveri, havde de fleste nok foragtet ham Mange er gode til at skælde ud på underklassen. Nogle gange med god grund, for der er problemer, vi ikke må lukke øjnene for. Men hvor ville jeg ønske, at der også var en reel vilje til at ændre hverdagen for nogle af Underdanmarks mest udsatte børn. Skæld ud gør det desværre ikke alene.
Modsat andre vil jeg på ingen måde påstå, at Yahyas problemer ikke findes, eller at han generaliserer.

Den virkelighed, han beskriver, eksisterer desværre i tusinder af hjem. Jeg er selv vokset op i Kgs. Enghave, dengang det var et socialt belastet område, ligesom Tingbjerg er i dag. Vores forældre var på kontanthjælp, arbejdsløse, sindslidende, førtidspensionister – eller ventede på at blive det. Vi havde hverken bedsteforældre eller forældre, der kunne læse lektier med os. Eller synge en børnesang eller læse en godnathistorie. Mange steder var vold, misbrug, misrøgt og sygdom helt normalt.
Men jeg oplevede også, at der alt for sjældent var nogen, der greb ind, før det var for sent. Selv om alle vidste, i hvilke familier der var noget galt.

Da jeg som voksen fik job i børnepsykiatrien, var det mange af de samme slags børn, jeg mødte. Men selv de mest omsorgssvigtede blev ikke anbragt uden for hjemmet, hvis de havde minoritetsbaggrund.
»Hvorfor?« spurgte jeg.
»Det er meget indgribende at anbringe på tværs af kulturen,« lød svaret. Eller på almindelig dansk: Det anses for et større overgreb at anbringe et indvandrerbarn i et dansk hjem end at lade dem blive hos voldelige forældre. Derfor blev disse børn sendt tilbage til en hverdag fyldt med omsorgssvigt.

Så længe det var etniske forældre, der misrøgtede deres børn, mente fagpersonerne ikke, det var så alvorligt, at de indstillede til en anbringelse. Engang kastede jeg op efter at have sendt et barn hjem til forældre, der hverken viste omsorg eller kærlighed.

Det er den samme sociallov, der gælder for alle børn, men desværre viser statistikkerne, at indvandrerbørn som Yahya sjældnere anbringes. Hvis de gør, sker det i en højere alder – dvs. først når problemerne virkelig har nået at vokse sig store.
Kultur som undskyldning. Problemet er, at mange socialrådgivere, folkeskolelærere, pædagoger og naboer først og fremmest ser Yahya som et indvandrerbarn.
Hvis han bander, brænder containere af, terroriserer en opgang, ikke kan læse og regne eller render rundt mørke vinteraftener i en tynd trøje, så er det nok en del af hans kultur.

Og mens de fleste har medlidenhed med den lille spinkle Viktor, hvis forældre svigter ham, har de fleste kun foragt tilovers for uopdragne unger som Yahya.

Når jeg hører anklagerne mod dem, der svigtede Yahya, får jeg lyst til at spørge de politikere, der i dag omklamrer Yahya, hvor de har været henne i så mange år? Hvor var I, da det i 2009 kom frem, at en folkeskole på Nørrebro ikke underrettede Socialforvaltningen om indvandrerforældres vold mod børnene, fordi man hellere ville have dialogen med forældrene? Hele 70 procent af eleverne gav udtryk for, at de blev udsat for vold.

Men fordi de var indvandrere, valgte man ikke at underrette socialforvaltningen. Måske var en af dem en ny Yahya! Hvor var I, da Information i 2008 dokumenterede, at indvandrerdrenge sjældnere blev diagnosticeret med psykiske sygdomme, fordi alle de mærkelige ting, de laver, bliver talt ind i kulturen frem for sygdommen? Mange svigt og normløshed Når Emil farer forvirret rundt, ikke kan koncentrere sig og ødelægger forholdet til de andre børn, slår lærere og pædagoger alarm og sender ham til undersøgelser.

Men hvis drengen hedder Ahmed, bliver hans opførsel tolket som et normalt udtryk for en kultur, hvor folk ikke kan opdrage drengebørn ordentligt.
Derfor havner han ikke i det børnepsykiatriske system.

Hvorfor mener I, at det er ok at smide indvandrerfamilier med kriminelle børn ud fra sociale boligområder, mens det er et kæmpeproblem, når danske nomadefamilier med massive sociale problemer flytter fra kommune til kommune, så det bliver sværere at løse deres sociale problemer? Yahya Hassan har ret: Der findes miljøer i bunden af samfundet, som er helt normløse. Og de findes desværre både i Nordvest i København og på Lolland.

Det er helt afgørende, at vi bliver meget bedre til at hjælpe de børn, der svigtes – uanset om familiens efternavn er Zornig eller Hassan.

Jeg ønsker mig Yahyas digtsamling til jul. Selv om den gør ondt. Det, der nok vil gøre mest ondt, vil være at huske på, hvor mange minoritetsbørn som ham, der hver dag svigtes både af deres forældre og af det omgivende samfund.

Information 30/10 2013