Özlem Cekics børnebog ”Ayse- midt i mellem” udkommer den 4. november

Category : Nyheder
Date : 11. november 2016

Ayse har kurdisk baggrund, men hun er vokset op i Danmark. Det er ikke altid lige nemt, når de voksne har så forskellige forventninger og idéer om, hvordan hun skal opføre sig. ”Ayse – midt i mellem” handler om, hvordan det er at være muslimsk barn i Danmark under ramadan og julen. Bogen består af to historier:

I Ayses jul er Ayse og hendes familie blevet inviteret til at fejre jul med Louises familie, men for Ayses mor er det en kilde til bekymring. Kan muslimer overhovedet det? Hvad vil naboerne tænke? Derfor sætter Ayse og hendes veninder sig for at undersøge, om muslimer må holde dansk jul og derfor opsøger de en imam. Men hvad vil han mon sige?

I Ayses ramadan er fastemåneden lige begyndt. Ayses mor vil kun tillade, at Ayse faster indtil frokost, men den er Ayse ikke med på – hun vil være lige så sej som sine brødre og smider sin madpakke ud. I skolen begynder Ayse dog at bliver mere og mere stille, og det bemærker hendes klasselærer. Hvad vil Ayses mor sige?

Ayse-historierne er skrevet af Özlem Cekic, og hun ved, hvad hun taler om. Hun er selv vokset op i Danmark med en etnisk og religiøs baggrund, der er anderledes end den danske. Udover at fortælle en god historie, har Özlem Cekic også et håb om at bygge bro mellem de muslimske og ikke-muslimske familier:

”Mange tror, at hvis muslimer fejrer jul, så vil de miste deres tro. Men det er ikke rigtigt. Der er intet i religionen, der forbyder muslimer at fejre jul. Ligesom man heller ikke bliver muslim af at fejre ramadanafslutningen med en Eid-fest.” fortæller Özlem.

”Jeg håber, at Ayse-bøgerne kan være med til, at flere børn inviterer hinanden til Eid-fester og juleaftener. Og kan være med til at bygge bro mellem religioner og kulturer. For tre år siden var jeg inviteret med til en dansk juleaften for første gang, og da ramadanen sluttede, og vi skulle holde Eid-fest, inviterede jeg ikke-muslimer til selve festen. Jeg synes faktisk, at traditioner bliver rigere, når man deler dem med hinanden” fortæller Özlem Cekic.

@