Nej tak til hvide og brune gymnasier

Date : 14. november 2016

Jeg rejser i øjeblikket rundt i USA – et land kendt for dets stadige udfordringer med at skabe bro mellem hvide og farvede befolkningsgrupper. Et land, hvor 4. generationsindvandrere stadig risikerer diskriminering på grund af deres hudfarve. Et land, hvor grøfterne er blevet så dybe, at farvede har følt sig nødsaget til at samle sig i grupper som “Black Lives Matters” bare for at påberåbe sig samme ret til livet som deres hvide medborgere.

I USA har jeg set, hvad mange år med raceopdeling betyder. Og af alle steder var jeg her, da jeg hørte, at et dansk gymnasium nu er begyndt at opdele sine elever efter etnicitet.

Fra både højre og venstre siger politikere, at de har forståelse for den etniske opdeling på Langkær Gymnasium. Forståelse? Hvordan kan man have forståelse for, at unge danskere bliver opdelt efter deres etniske baggrund ?

Jeg tror hverken at rektoren, lærerne eller andre ansatte på Langkær Gymnasium er racister. Jeg tror, de vil det bedste for deres skole og dens elever. Men midlet er grundlæggende forkert.

Opdeling af elever efter etnicitet er ulovlig og diskriminerende. Sådan er det i Danmark, i USA og alle de lande, vi normalt sammenligner os med. Derfor er det forstemmende at høre politikere tale om forståelse, når de i stedet burde anerkende, at denne opdeling strider mod loven. Vi må dog i det mindste være enige om, at vi ikke ønsker et samfund, hvor man opdeler mennesker efter deres etnicitet – uanset begrundelsen.

Formanden for gymnasiets elevråd, der har bidraget konstruktivt til debatten, har kaldt skolens beslutning for den mindst dårlige løsning.

Elevrådsformanden appelerer til, at vi løfter blikket fra symptombehandlingerne på Langkjær Gymnasium og i stedet fokuserer på roden til, at vores samfund bliver mere og mere polariseret. Han fremhæver boligpolitikken, der skaber både velhaver-ghettoer og indvandrer-ghettoer. Jeg er enig i det meste. Problemet med polarisering er ganske rigtigt større end Langkjær, og det skal løses politisk. Men i mine øjne kan vi først løfte blikket fra denne sag, når det er slut med at dele elever efter etnicitet.

Ellers kan symptombehandlingen i Langkjær blive roden til langt grimmere problemer.

Integrationsministeren bør sammen med undervisningsministeriet sætte en stopper ghettodannelser på landets gymnasier. Ingen unge har godt af at sidde i et klasseværelse, hvor der bliver dyrket en subkultur. Generelt er mangfoldighed en styrke, og den mangfoldighed burde vi dyrke.

Lige nu fralægger politikerne sig ansvaret og blåstempler en forskelsbehandling af unge med anden etnisk baggrund. Det er politikernes lovgivning og regler, som fremmer ghettodannelserne – ikke blot i boligområderne, men nu også ved uddannelsesinstitutionerne.

Og så håber jeg, at ministrene husker hinanden på, at unge med minoritetsbaggrund også er danske. Derfor er opdeling efter etnisk baggrund ALDRIG en del af løsningen.

Ekstra Bladet 13/09 2016

@