Jeg var i Tyrkiet med min familie, da militæret sidste sommer forsøgte at fravriste præsident Erdogan magten. Vi led ingen overlast, men vi fik mange henvendelser fra venner i Danmark, der var bekymrede for os.

Der var også grund til bekymring. Når militæret har overtaget magten i Tyrkiet, som det skete i 1960, 1971 og 1980, er mønsteret hver gang det samme. Retssystemet er blevet sat ud af kraft. Pressefriheden, forsamlingsfriheden, og ytringsfriheden er blevet indskrænket.Flere hundrede tusind mennesker er blevet anholdt, tortureret eller dræbt. Hvert eneste militærkup har bombet landet årevis tilbage økonomisk, kulturelt og demokratisk.  Derfor var – og er – jeg modstander af militærkup.

Det kan være svært at indtage et uafhængigt, demokratisk ståsted, når man blander sig i tyrkisk politik, hvor de politiske fløje dæmoniserer hinanden i stor stil. Lad mig alligevel forsøge at beskrive, hvor jeg står.

Foto: Vita Korsgaard

Jeg har kurdiske rødder fra Tyrkiet, men har aldrig støttet eller sympatiseret med den militante, kurdiske oprørsbevægelse PKK; for jeg tror ikke på vold som politisk middel, og jeg er imod alle former for nationalisme. Jeg er muslim, men har aldrig været en del af den religiøse sekt, som ledes af Erdogans ærkefjende Fethullah Gülen; for jeg går ind for adskillelse af politik og religion. Og selvom jeg langtfra er tilhænger af Erdogan og næppe nogensinde bliver det, så var jeg begejstret for de store reformer, han gennemførte i starten af sin regeringstid, herunder bl.a. fredsprocessen med kurderne. Det er også i det lys, jeg med dyb bekymring ser hans transformation; fra en rummelig folkelig leder til en aggressiv antidemokrat, der vil koncentrere al magten omkring sit embede.

8 måneder efter militærkupforsøget er jeg oprigtig i tvivl om, hvem der kuppede hvem. Tyrkiet har været i undtagelsestilstand siden den 15. juli 2016 hvilket betyder, at samtlige menneske- og frihedsrettigheder er sat ud af kraft. Hvornår undtagelsestilstanden ophører, ved ingen.

Erdogans vigtigste argument mod militærkuppet var demokratisk funderet: Det er folket, der vælger og vælter sine politikere. Det er jeg enig med ham i. Men desværre gælder det princip ikke Erdogans kritikere. Tyrkiets tredjestørste parti, det kurdiske HDP, har fået fængslet begge af sine to ledere, Selahattin Demirtas, og Figen Yüksekdag. Mange politisk valgte borgmestre og byrådsmedlemmer deler samme skæbne og er ligesom dem bag tremmer. Et stort flertal i det tyrkiske parlament har oven i købet frataget Figen Yüksekdags mandat i parlamentet. Noget, som ellers ikke har været praktiseret i Tyrkiet i årtier.

Alt det her sker for øjnene af omverden, og frustrationen er stor i Tyrkiet, hvor det store mindretal, som ikke støtter Erdogan, står fuldstændig alene med deres overlevelseskamp. EU har i alt for lang tid udelukkende fokuseret på at bruge Erdogan som dørmanden, der kan holde flygtninge tilbage. Og nu ligger de europæiske lande, som vi har redt. Nu angriber Erdogan ikke længere kun sin egen befolkning, men også EU-lande som Tyskland og Holland, som han kalder for nazister og fascister. Han har tilmed anholdt en tysk journalist og en FN-dommer. Han er kort sagt hæmningsløs.

Der er alle gode grunde til at gøre noget. Men desværre vælger vores statsminister ligesom flere af de øvrige EU-ledere at købe sig tid ved at stikke hovedet i busken. Den tyrkiske premierminister skulle besøge Danmark den 19. marts, men nu har Lars Løkke udskudt mødet. Flere partier mener, det er en god ide. SF’s Holger K. Nielsen skrev på Twitter, at Danmark måtte være solidarisk med Holland.

Solidarisk med Holland? Danmark skal først og fremmest være solidarisk med de borgere i Tyrkiet, som oplever overgreb hver eneste dag. Solidarisk med de journalister, der er blevet fængslet. Solidarisk med de 100.000 offentligt ansatte, der er blevet afskediget. Solidarisk med de 35.000, der er arresteret på formodninger om at stå i ledtog med kupmagerne, og hvoraf flertallet ikke engang er stillet for en dommer.

Løkke mener, at der er al grund til at være bekymret for Erdogans retorik. Bekymret for retorik? Vi skal først og fremmest være bekymret for Erdogans handlinger. En halv million kurdere er internt fordrevne, og de få billeder fra kurdiske områder, der slipper igennem statcensuren, viser, at situationen for mange kurdiske byer er ikke meget anderledes end i det krigshærgede Syrien. Amnesty beretter om systematisk tortur og overgreb, mens FN bliver nægtet adgang til landet og derfor ikke kan undersøge overgrebene. Erdogan er også begyndt at snakke om dødstraf.

Hvad bør Løkke gøre i stedet? Han bør selvfølgelig tage imod den tyrkiske premierminister og fortælle ham om vores bekymring i forhold til Erdogans holdninger og handlinger. Demokratiets vigtigste redskab er samtale, men det virker som om Løkke og alt for mange af hans kollegaer på Christiansborg er holdt op med at tro på samtalens magt.

Tag nu Venstre og Liberal Alliance. Partierne ønsker ikke, at der i Danmark skal afholdes vælgermøder blandt borgere med rødder fra Tyrkiet. Hvordan kan man i et demokrati som vores lade hånt om forsamlingsfriheden? Og hvordan skal holdninger ændres, hvis man ikke engang må mødes for at udveksle dem? Eller tag Dansk Folkeparti, der mener, at man ikke kan være dansker og tyrker samtidig. Det har et stort flertal i Folketinget jo ellers besluttet at man kan. Med loven om dobbelt statsborgerskab har danske folkevalgte politikere blåstemplet, at loyaliteten kan være delt mellem to lande, og at borgere kan have retten til at stemme ved demokratiske valg i to lande.

Gang på gang sker det: Antidemokrater sætter vores demokratiske principper på prøve – og vi falder i med begge ben. Vi skal ikke nægte den tyrkiske minister indrejse, ligesom vi heller ikke skal nægte det for Geert Wilders eller andre ekstremister. Vi skal møde dem med debat og kritisk samtale. Vi skal tage ansvaret på os og sige fra, når grundlæggende demokratiske rettigheder bliver overtrådt. Og den mulighed skal danske borgere med tyrkiske rødder også have. Vi vil have lov til at gå til vælgermøder, hvor vi kan debattere og være uenige. Holdninger kan hverken ties ihjel eller forbydes. Til gengæld kan de brydes og ændres med samtale og kritisk debat.

Det er det, vi gør i Danmark. Det er det, der gør os til et demokrati. Modsat Tyrkiet!