#HuskPsykiskSårbare

Category : Psykiatri
Date : 6. december 2017

Klumme bragt Ekstra Bladet 10/11-2017

Jonatan Heide Beckers blev kun 25 år gammel. 48 timer efter han blev udskrevet fra psykiatrihospitalet Risskov, blev han fundet druknet på en strand på Helgenæs.

Psykisk sårbare har – særligt psykisk sårbare unge – har brug for hjælp.

Der er kommunal- og regionalvalg den 21. november. Alle politikere står i kø for at give flere penge til de ældre. Der er ikke grænser for, hvad politikerne vil gøre bedre og hurtigere, når det gælder ældreplejen.Jeg medgiver, at det ikke er en værdig ældrepleje vi har, og jeg vil også takke Ældresagen for at være så fantastisk dygtige til at sætte de ældre på dagsordenen. Men jeg ville ønske, at børn, unge og voksne med depression, angst, stress, psykoser, spiseforstyrrelser og tvangstanker havde en ligeså stærk forkæmper!

De få eksisterende psykiatriforeninger kæmper for deres overlevelse, mens politikerne i Folketinget, i kommunerne og regionerne for længst har svigtet psykisk sårbare. Som en af mine gamle kolleger fra Folketinget sagde til mig: ‘Der er ikke stemmer i dem.’

Mennesker med en psykisk sygdom dør i gennemsnit 15-20 år tidligere end andre danskere.
I Jonatan Heide Becker journal stod der, at han var psykotisk, og hverken kunne mærke sult, træthed eller sin egen krop. Og han kunne løbe, indtil hans tånegle faldt af. Ellers kunne han ikke holde sin psykose væk. Alligevel valgte Risskov at udskrive Jonatan til ingenting. Resultatet blev også katastrofalt for ham. Og en ubeskrivelig sorg ramte hans mor.

Jonatans mor havde ellers kæmpet en kamp for at holde liv i sin søn de sidste to år, Jonatan havde været ofte indlagt. Hun har siden sin søns død fortalt om et psykiatrisk system, der er i nedsmeltning, hvor svaret på alle problemer er medicin og tvang. En kommune der ikke hjælper til, men henviser til hospitalet, og et hospital der udskriver for hurtigt og til ingenting, for at få plads til den næste på venteliste.

Så længe vi ikke stemmer på de kandidater, der kæmper for en værdig behandling af psykisk sårbare, så vil svigtet fortsætte. Derfor er min opfordring: Stem på dem der vil huske psykisk sårbare – også efter valget! De psykisk sårbare skal ligsom alle andre syge have adgang til hjælp i alle døgnets 24 timer. Der skal være hænder nok til at behandle psykisk syge og nok ører til at lytte til deres stemmer.

Der er faktisk kandidater på stemmelisterne rundt i landet, som arbejder for mindre tvang, gratis psykologhjælp, inddragelse af pårørende, og en værdig behandling på hospitaler og i socialpsykiatrien. Kandidater som har visioner for psykisk sårbare, og som også er villige til at bruge penge på at realisere dem.

Husk psykisk sårbare, når du er i stemmeboksen.

En stemme på: Ida Damgaard (SF), Liselott Blix (DF), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Mikkel Rasmussen (Psykiatrilisten), Muneeza Rosendahl (Feministisk Initiativ) Erik Buhl (V) Charlotte Fisher (RV) er en stemme for bedre hjælp til sindslidende

@