Klumme bragt Ekstra Bladet 25/9-2017

Jeg har aldrig forstået og kommer heller aldrig til at forstå, hvorfor nogle kvinder vælger at gå med burka eller niqab.

Hvis du ikke kender forskellen, så lad mig forklare det: Burka tildækker hele kroppen inkl. ansigtet og har en net for øjnene, så selv øjnene ikke kan ses. Fuldstændig som i Afghanistan. Men når man bærer niqab, så slipper man trods alt for nettet for øjnene, ellers ligner klædedragten fuldstændig en burka.

Jeg har fået fortalt af nogle af de kvinder, der går med burka eller niqab, at de gerne vil tildække sig for at ikke tiltrække opmærksomhed. Men er det ikke præcis det, man gør, når man kommer gående ned ad gaden med det mørke stof flagrende på sin krop, som et sort spøgelse?

Nu diskuterer politikerne igen på baggrund af dommen fra Menneskerettighedsdomstolen, der blåstemplede Frankrigs burka-forbud, om burkaen også skal forbydes i Danmark. Men hvor stort er problemet egentlig?

Sidste gang en regering nedsatte et burkaudvalg, bad man Københavns Universitet om at optælle disse kvinder. Det viste sig, at 3 kvinder i Danmark går med burka, og at der er mellem 150 og 200 kvinder, som har niqab på. Problemet er ikke særlig stort, men symbolværdien er enorm.

Burkaen er en kæmpe kontrast til vores kvindesyn, og derfor sætter den så mange følelser i gang hos os alle. Vi har alle en holdning til burka og niqab, til trods for at flertallet aldrig har talt med en af disse kvinder eller har set dem i gadebilledet.

For nogle mennesker opleves burka og niqab som dybt kvindeundertrykkende. Vi kommer ikke uden om, at nogle af disse kvinder bliver tvunget af deres mænd til at dække sig til for omverden. Men det er langt fra alle. For eksempel hører det også til sandheden, at langt de fleste, der går med niqab, er konvertitter. Kvinder der er født og opvokset i Danmark, som har danske forældre, og som har truffet et bevidst tilvalg

Det tilvalg har jeg meget svært ved at forstå. Men betyder det så, at jeg vil forbyde dem i at gå med fuld tildækning? Nej! For mig er det helt afgørende, at også dem, jeg ikke forstår, har frihed til forskellighed. Staten skal ikke blande sig i, hvilken påklædning den enkelte kvinde skal gå med. Men! Og der er et stort men. Så må den enkelte kvinde også tage konsekvensen af friheden.

Når jeg afleverer mit barn i skole, i daginstitution eller i klub, vil jeg gerne se ansigtet på de voksne, der skal være sammen med mit barn. Når jeg henvender mig til politiet eller bliver syg og skal behandles på et hospital, har jeg samme behov.

Det må og skal være fuldt legitimt for en arbejdsplads at kræve af sine medarbejdere, at man kan se hinandens ansigter uden at blive skudt i skoene, at man diskriminerer. Derfor er konsekvensen for de kvinder, der tildækker deres ansigt, at de ikke kan besidde jobs, hvor der er borgerkontakt. Den pris må kvinderne betale for deres valg. Det kan i mine øjne ikke være anderledes.

Jeg tror ikke på, at det vil tjene det danske demokrati, hvis vi med lovgivningen tvinger kvinderne til en bestemt påklædning. I et demokrati er der plads til uenighed og forskellighed. Vi rykker holdninger med samtale og ikke forbud.

Vores frihedsrettigheder, herunder religionsfriheden, gælder også de mennesker, vi ikke deler Gud eller værdier med. Alt andet vil være at hoppe med på de populistiske dagsordener og hælde vand på Hizb ut-Tahrirs mølle. De elsker fortællingen om, at Vestens demokrati er dobbeltmoralsk, når de rekrutterer unge mennesker til deres kamp mod demokratiet.

Vi skal hverken give efter for friheden til forskellighed, eller give dem ammunition til at svække vores demokrati.