Bragt i Politiken 9/12-2017
”Jeg anser visse indvandrerkvinders situation som det altoverskyggende ligestillingsproblem i Danmark”
”Hvis #metoo fuldstændig ignorer det patriark de muslimske kvinder lever under, så er det svært at tage den helt alvorligt”
”..kampen for den hvide, privilegerede og frigjorte middelklassekvinde er åbenbart vigtigere end kampen mod social kontrol og undertrykkelse i parallelsamfund”

Ordene kommer fra henholdsvis integrationsminister Inger Støjberg, chefredaktør for Weekendavisen Martin Krasnik og Berlingskes debatredaktør Anne Sophie Hermansen.

Og der går ikke en uge, uden at minoritetskvinder således får en opsang af politikere og meningsdannere om det danske frigjorte kvindeideal, mens de etnisk danske kvinder til gengæld får proppet deres minoritetsmedsøstres elendighed ned i halsen.

Det er som om, Støjberg, Krasnik og Hermansen tror, at når først de etnisk danske ” overprivilegerede” kvinder har forstået, hvilke umenneskelige forhold minoritetskvinder lever under, med socialkontrol, vold og undertrykkelse, så kan det være, at de lærer at holde igen med forkælede krav om bestyrelsesposter, øremærket barsel, ligeløn og ligebehandling.

Jeg har et ben både i kurdisk og dansk kultur og vil gerne frabede mig en ligestillingskamp, som i stigende grad italesættes som noget, der kun vedrører minoritetskvinder. Min danske og kurdiske baggrund har gjort det lettere for mig at se, at ligestillingskampen kæmpes af kvinder i alle farver, i alle lande, i alle sociale lag og i alle kulturer. Nok også derfor reagerer jeg så kraftigt, når minoritetskvinder bliver hivet frem i debatten i Danmark, for at lukke munden på de etnisk danske medsøstre, når de insisterer på lige rettigheder, der fordeler ansvaret og pengene. Men også når de siger fra, når de bliver udsat for seksuelle overgreb. Det er et udtryk for et misbrug af udsatte minoritetskvinders situation og en grundlæggende manglende solidaritet og forståelse for etnisk danske søstres ligestillingskamp.

Ligestillingskampen er ikke en konkurrence mellem kvinder som Martin Krasnik bl.a gør det til. Emma Holten bliver ikke mindre krænket af, at hendes nøgenbilleder florerer rundt på nettet, fordi Geeti Amari har haft en forfærdelig barndom med vold og social kontrol. Begge historier er frygtelige, og begge historier kræver handling og solidaritet. Ligestillingskampen består heller ikke kun af bekæmpelse af socialkontrol i udsatte boligområder, men også af bekæmpelse af sexchikane på Michelin-restauranter. Kampen er den samme, men må udkæmpes på alle fronter.

Ayse og Anne er lige undertrykte, og løsningerne er lige så mangfoldige, som problemerne er. Tallene for ligeløn og lige pension viser et helt andet billede end det heppekor, der mener, at undertrykkelsen kun rammer minoritetskvinder.

Lad mig lige slå fast, inden jeg får skudt det modsatte i skoene, at jeg selvfølgelig anerkender de massive problemer, der er i nogle minoritetsmiljøer i Danmark og de massive ligestillingsproblemer i Mellemøsten. Jeg har både som brobygger, børnebogsforfatter, debattør og tidligere folketingsmedlem arbejdet for at komme den manglende ligestilling til livs i minoritetsmiljøer. Der er heldigvis mange kvinder der råber op. Senest den dansk kurdiske forfatter Sara Omar med romanen Dødevaskeren og millioner af kvinder i Mellemøsten med #metoo bevægelsen. Jeg har selv brugt de sidste 10 år på at få minoritetsmiljøer til at lytte til opråbene, og kommet med løsningsforslag der kunne bidrage til holdningsændring. Men jeg køber ikke den lyserøde fortælling om, at det går fantastisk godt med de etnisk danske søstres ligestilling, og at det er kun Ayses ligestillingskamp der er væsentlig.

Jeg er ikke en af dem der jubler over, at Danmark fik en kvindelig statsminister senere end Tyrkiet. Godt nok fældede jeg en tåre, da den første kvinde satte sig i formandsstolen i Folketinget, men hvis udviklingen fortsætter som hidtil, er der for alvor god grund til at tude. Alle prognoserne viser, at der vil gå mindst 100 år mere, før vi kan tale om lige adgang til magten. Ikke kun i Folketinget, men også i kommunerne, hvor det blev igen mændene, der løb med borgmesterkæden og de magtfulde udvalgstaburette til det seneste kommunalvalg.

Og jeg åbner ikke en flaske champagne af begejstring, når Danmark bliver overhalet af lande som Rwanda, Filippinerne og Sydafrika og ender på en 19. plads over en international rangliste over ligestillingen.

En ægte feminist vil mene, at fraværet af kvinder i toppen af det private erhvervsliv, i universitetsverdenen og i spaltepladsen i medierne, er ligeså stort et problem, som at etniske minoritetskvinder bliver nægtet afgang til kærester, fester og selvstændige beslutninger pga. religiøse og kulturelle dogmer.

Ligestillingskampen er ikke en kamp mellem kvinder, som Anne Sophie Hermansen, Martin Krasnik og Inger Støjberg prøver at gøre det til. For når alt kommer til alt, så opleves undertrykkelsen, diskriminationen, volden og overgrebene på samme måde, uanset om du hedder Anne eller Ayse. Anne bliver ikke mere frigjort af, at Ayse er undertrykt.

Derfor er min opfordring: Køb ikke præmissen om, at Ayses og Annes ligestillingskamp er hinandens modsætninger. Vi skal kæmpe sammen – både om retten til kvindesvømning i Gellerup og amning på cafeer i Gentofte! Og vi skal sige fra – både når voldtægten foregår i Kurdistan og til Roskilde festival.