Bestil en signeret bog
Hvis du ønsker en signeret bog, kan du sende en mail til mig ozlem@ozlem.dk med navn og adr. Bogen koster 299 kr. (boghandlerpris + porto).
Jeg har skrevet en bog, som udkom august, hvor jeg tager dig med ud til #dialogkaffe møder med mennesker, som de færreste vil snakke med, og hvis argumenter mange vælger at overhøre, fordi de er svære at rumme og i nogle tilfælde ligefrem gør ondt at kende til. Mennesker, som har fordomme, frustrationer og til tider had mod andre befolkningsgrupper. Men som gerne vil høres og forstås.
I bogen tager jeg dig med ud til #dialogkaffe hos Kim, der gerne vil slå muslimer ihjel, hvis bare han havde en pistol. På Den Røde Plads på Nørrebro møder jeg nogle unge mænd, som allerede har en pistol og en dyb foragt for det danske samfund. Jeg tager dig med ind i Hizb-ut Tahrirs moske, hvor imamen prædiker mod demokratiet, jøder og homoseksuelle. Jeg møder også salafisten Mahmut, som er parat til at ofre sit liv for islam. Han er imidlertid ikke den eneste, der sætter alt ind for sin religion. Det gør præsten Henrik også. Endelig tager jeg dig med til Israel og Palæstina for at opleve et land, hvor samtalen er hørt op, og volden har taget over. Undervejs kommer vi tæt på mit eget tidligere had til jøder, tyrkere og danskere.
Som teenager oplevede jeg selv at føle mig udstødt og i opposition til samfundet, og fra min egen fortid kender jeg de yderligtgående holdninger indefra. I mine dialogmøder prøver jeg at finde fælles ståsteder. Mange gange lykkes det – nogle gange forbliver konflikten intakt og skræmmende.
Jeg har selv betalt en personlig pris for mit offentlige virke i form af hemmelig adresse, polititilhold og en bunke trusler, som jeg med jævne mellemrum afleverer til politiet. Jeg mener dog ikke, at der findes et alternativ til samtale.
Ved alle mine dialogkaffemøder er der især én ting, der går igen, uanset om jeg taler med humanisten eller racisten: Det er altid andres skyld, og andre må gøre noget. Jeg håber, at bogen kan være med til at få folk til at tage et personligt ansvar for at bygge broer over grøfterne, der er gravet. I mange år havde jeg egentlig et billede af mig selv som bedre end dem, der sendte mig hademails. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. Indtil jeg altså selv opsøgte disse mennesker, for at blive klogere på dem, på mig selv og frem for alt på alt det, vi har til fælles.
Jeg håber selvfølgelig, at du vil læse bogen, men jeg har et lille bøn til dig inden. Nogle af de mennesker, du kommer til at møde i bogen, og nogle af de diskussioner, du kommer til at opleve, sætter grundlæggende værdier på prøve. Men jeg håber, at du vil følge med, også når det bliver svært at lægge ører til. Vi er nødt til at lytte til hinanden og stille de svære spørgsmål for at bygge broer over de grøfter, der er gravet.
Hvis du ønsker en signeret bog, kan du sende en mail til mig ozlem@ozlem.dk med navn og adr. Bogen koster 299 kr. (boghandlerpris + porto).
Køb min bog her.
Book mig til et foredrag her.