Er Pia K. nu også krænket?

Date : 31. marts 2019

Bragt i Ekstra Bladet 22/02-19

Folketinget har med et stort flertalt torsdag eftermiddag vedtaget det såkaldte paradigmeskifte. Regering har sammen med det nye makkerpar i dansk politik, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, stemt for en række lovændringer. Store dele af loven træder i kraft allerede 1. marts 2019.

Stort set alle de store menneskerettighedsorganisationer og Ngo’er, der arbejder med flygtninge, har kritiseret, at målet ikke længere er at integrere flygtninge i det danske samfund, men hjemmesende dem.

Socialdemokratiet, som bryster sig af at være børnenes parti, havde ikke et problem med at stemme for, at flygtningebørn ikke kan blive genforenet med deres forældre, eller at familier skal leve i fattigdom. Lovforslaget sætter nemlig et loft over familiesammenføringer og sænker også integrationsydelsen yderligere. 

Der er åbenbart ingen grænser for, hvor langt Socialdemokratiet vil gå for at stå sammen med den yderste højrefløj i Folketinget.

DF’s Kenneth Kristensen Berth, som er mest kendt for at sige, at man burde skyde flygtninge i Middelhavet, holdt sig heller ikke tilbage med sine generaliserende holdninger om muslimer, da loven blev debatteret i Folketinget i torsdags.

Folketingsmedlemmer har ligesom alle andre borgere ytringsfrihed. Og i et demokrati må alle finde sig i hån, spot og latterliggørelse – også folketingsmedlemmer!L

Kenneth Kristensen har ret til at have sine hadske holdninger om muslimer, selvom jeg er fundamentalt uenig med ham. Det er, hvad tolerance i bund og grund handler om. Tolerance betyder ikke stiltiende accept eller respekt, men en rummelighed overfor for uenigheden. Jeg går ikke ind for, at vi forbyder holdninger, da jeg tror på, at holdninger skal udfordres med debat og kritiske spørgsmål.

Kenneth Kristensens fordomsfulde holdninger fortjener ikke respekt. Ligesom hans usande påstande skal modbevises. 

Jeg har den personlige holdning, at racismen aldrig vil sejre, så længe det enkelte menneske vil sige fra over for fjendebilleder og dæmoniseringer. Det var præcis, hvad Enhedslistens Pelle Dagsted gjorde, da han svarede Kenneth Kristensen i folketingssalen med ordene ‘Det kan godt være, at jeg skulle være blevet tykhudet efterhånden. Men jeg bliver stadig chokeret over den form for racistiske udtalelser, hvor man lægger en hel befolkningsgruppe for had.’

Den bemærkning faldt Folketingets formand Pia Kjærsgaard for brystet. Hun afbrød Dragsted med ordnende ‘Det der vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Jeg forstår ikke, hvordan Pia Kjærsgaard kan være krænket på vegne af Kenneth Kristensen. Det er åbenbart en del af tidsånden. Men lad det nu ligge.

Det, der er vigtigere er, hvordan kan Pia Kjærsgaard begrænse et andet folketingsmedlems ytringsfrihed? En frihed, hun som mening folketingsmedlem har nydt meget af, da hun har været på talerstolen i folketinget med ytringer, flertallet var uenige i.

Pia Kjærsgaard skal ikke med den ene hånd give Kenneth Kristensen lov til at håne, spotte og generalisere mindretal og med den anden hånd, lukke munden på Pelle Dragsted, der bruger samme ytringsfrihed til at sige fra overfor generaliseringer, der graver grøfter og skaber fjendebilleder.  

Folketingets formand skal ikke tie holdninger ihjel. Det gør man ikke i et demokrati.

@