Bragt i Ekstra Bladet 9/1-19
‘Jeg lagde en snor om hendes hals…’ 

Sådan indleder Jan Andersen med at beskrive øjeblikket, hvor han dræbte sin 5 årige datter. Hvorfor, kan du læse om i avisen i Information. Han har nemlig skrevet en kronik om drabet, der fandt sted for 26 år siden. Han fik 8 års fængselsstraf. I dag arbejder han som socialpædagog.

Kritikken har haglet ned over avisen. Hvordan kunne de dog give en morder ordet, gentager mange igen og igen.

Da jeg læste om beskrivelsen af drabet, følte jeg, at det var mig, der blev kvalt. Jeg kunne næsten ikke rumme at læse beskrivelsen. Det er naturligt at føle en foragt over drabet. Det er ligeså legitimt at ønske, at manden kunne blive spærret inde resten af sit liv.

Han dræbte et barn, der sov trygt i sin seng. Ovenikøbet sin egen datter! Men Jan Andersens datter er desværre hverken det første eller sidste barn, der vil blive dræbt af sin far. I stedet for at tale om vores egen forargelse over, at han får ordet, bør vi tale om, hvorfor disse tragedier sker, og hvordan vi kan forebygge det. Men det kræver, at vi gør et forsøg på at lytte til det uforståelige. 

Ja, det gør ondt at læse om de ondskabsfulde handlinger. Jan Andersen har oplevet megen smerte i sin egen barndom. Mennesker, der oplever smerte, risikerer at ende med at give den smerte videre til andre.

Vi er nødt til at sætte vores egen berøringsangst til side. Hvis Jan Andersen hed Jemal Ahmed og havde dræbt sin datter, havde medierne stået i kø for at give ham ordet. Vi havde fået alle detaljerne om drabet og efterfølgende debatteret på livet løs med det formål at forebygge et æresdrab. Og heldigvis er der få æresdrab i Danmark og meget tyder på, at de hårde straffe kombineret med det forebyggende og opsøgende arbejde virker. 

Det gør det, fordi vi har lyttet til og blevet klogere på, hvorfor det skete fra de mennesker, som gjorde det.

Men hvorfor bliver vi forarget over, at en morder får ordet? Uanset hvad begrundelsen er, så er det naivt at tro, at onde handlinger eller holdninger forsvinder, hvis blot vi ikke bliver konfronteret med dem. Jeg synes, avisen Information er modig. Det, vi foragter, hader og ikke accepterer skal komme til orde. Ellers kan vi ikke modsige det, reflektere over det og handle på det.

Mange tror fejlagtigt, at tolerance handler om respekt. Det er noget vrøvl. Tolerance handler om, at vi også giver ordet til dem, vi foragter og hader, så vi kan modargumentere og være kritiske. Tolerance er heller ikke accept af handlingen. Mord kan ikke accepteres, og derfor straffer vi også mordere juridisk. 

Det er bekvemt, at mordere forbliver monstre i vores bevidsthed, og vi ikke behøver at lytte til mennesket bag de forfærdelige og utilgivelige handlinger. Men de er mennesker lige så meget som dig og mig. Og det er vigtigt, at vi i et demokratisk samfund insisterer på reelt samme rettigheder til alle – også til dem, som har gjort forfærdelige gerninger. 

Jeg mener, deres ytringer er væsentlige at få frem i lyset, hvis det onde ikke skal gentage sig. Alt andet vil være et kæmpe svigt af alle ofrene.