Bragt i Ekstra Bladet den 25/3-2020

Jeg skriver denne klumme hjemmefra. Ligesom millioner af andre danskere er jeg hjemme.

Jeg går ud, når jeg skal handle, eller jeg skal forbi apoteket for at hente min astmamedicin. Tre gange om ugen træner jeg med mine to børn udenfor. Det bliver til løb omkring huset og arm og mavebøjninger på græsset i haven.

Jeg underviser selv mine børn, mens min mand arbejder fra børneværelset. Han er bankrådgiver, mens jeg er selvstændig. Alle mine foredrag, taler og projekter er enten aflyst eller rykket. Jeg piber ikke, for jeg har lært af min kurdiske mormor, at så længe man ikke betaler med sit liv, så er det billigt sluppet.

Jeg ved, at alle ikke vil være lige så heldige som os. Coronavirussen har allerede taget livet af mange mennesker i udlandet og meget tyder på, at flere tusind mennesker også vil dø af det i Danmark.

Der vil være brug for ekstra hænder til at hjælpe de syge patienter, men også til at aflaste og afløse det sundhedspersonale, der vil blive smittet med virussen. Derfor har jeg meldt mig ind som sygeplejerske til akutberedskabet sammen med 17.000 andre danskere.

Jeg håber inderligt, at det vil være unødvendigt med vores hjælp. Men jeg hjælper gerne, hvor der er brug for mig. Det er min pligt som sygeplejerske, men også som borger i Danmark.

Jeg er på ingen måder enestående. Det ansvar har stort set alle danskere taget på sig.

I øjeblikket melder utallige mennesker sig. Eksempelvis til Ældresagens telefonhotline, så ensomme ældre har nogen de kan tale med, mens de er isoleret fra deres familier og pårørende. Dansk Røde Kors har på kort tid opbygget et kæmpe hjælpekorps til mennesker, der er i karantæne.

Frivillige borgere handler, lufter hund eller løser lignende praktiske opgaver for andre. Flere virksomheder har ændret deres produktion, så de kan lave håndsprit frem for det, de normalt producerer.

Der er tusindvis af danskere, der holder hånden over deres lokale pizzamand, blomsterhandler, landmand mm. Til listen hører også alle dem, der bidrager til fællesskabet via sociale medier med at lave livekoncerter, gymnastikhold, oplæsninger af bøger og aktiviteter til de børn, der er hjemme i øjeblikket.

Virussen har ændret vores hverdag fundamentalt.

Men tilliden imellem mennesker limer os sammen som et stærkt fællesskab.

Derfor troede jeg ikke mine øjne, da jeg læste, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde oprettet et anmeldersystem, så man fik mulighed for at stikke hinanden, hvis nogen ‘udgjorde en risikofyldt adfærd’. Fuldstændig fortjent haglede kritikken ned over noget, der lignede en stikkerlinje, som ellers normalt kun bruges i udemokratiske lande.

Heldigvis har sundhedsministeren nu lukket anmeldersystemet. Tak for det!

Hvis borgerne fortsat skal vise det positive samfundssind, som myndighederne ønsker af os, så kræver det, at magthaverne til gengæld anerkender den kæmpe indsats, majoriteten af danskerne udøver og ikke møder sine egne borgere med mistillid.

Vi borgere gør, hvad vi kan for at passe på hinanden. Men det er politikernes opgave at sikre, at de også passer på de grundlæggende værdier, vores land er bygget på – både i freds- og i coronatid.