Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 23. april 2021

Du kan sikkert huske billederne fra europæiske motorveje i 2015 med syriske flygtninge. Avisforsiderne var fyldt med forældre, der holdt deres små trætte børn i hånden, gamle der støttede sig til deres stokke og unge mennesker med tomme blikke.

De var de heldige. Dem, der havde overlevet bomberne i Syrien. Dem, der havde overlevet middelhavets ubarmhjertige bølger. Dem, som havde ressourcer og midler til at betale menneskesmuglere. Dem, som havde håbet som drivkraft.

Jeg var en af dem, som var aktiv under flygtningekrisen. Jeg glemmer aldrig det efterår i 2015, hvor jeg var stimlet sammen med hundrede af andre humanister i Mellemfolkelig Samvirkes gård på Nørrebro. Vi prøvede at organisere arbejdet. Nogen skulle samle tøj, mens andre stod for maden. Det vigtigste var at finde biler og chauffører nok til at køre flygtninge til Sverige.

Verdens humanitære supermagt havde endnu ikke lukket deres grænse til Danmark. Og det passede perfekt til den borgerlige regering, der ikke havde et problem med at udlicitere ansvaret til naboen. Mange humanister mente den sommeraften, at det var bedst for flygtninge også at slippe for Støjbergs regime.  Familiesammenføringsreglerne var inhumane og flygtninge blev ikke placeret i nedlagte kaserner, hvor livet gik i stå.

Jeg var uenig med dem. Både fordi jeg mente, at vi også skulle påtage os et ansvar for verdens forfulgte folk. Og fordi, det billede der blev tegnet af Danmark, kunne jeg ikke genkende. Ja! Udlændingereglerne var stramme. Men Danmark var også kendt for at hjælpe mennesker i nød. Hvorfor skulle Sverige være bedre end os? Hvorfor skulle vi ikke selv tilbyde dem beskyttelse?

I dag, seks år efter, må jeg indrømme, at jeg har været naiv. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at vi ville udvise syriske flygtninge tilbage til et land i krig. Ovenikøbet af en såkaldt rød regering. I skrivende stund er dét desværre realiteten for hundredevis af mennesker, der får udvisningsbreve. Trods for, at de vil Danmark.

De mennesker kan naturligvis ikke rejse tilbage til krig. Regering kan heller ikke udvise dem med tvang, da de ikke har en udrejseaftale med Assads regime i Syrien. Det betyder, at de næste mange år vil flygtninge blive placeret i udrejsecenter, hvor de hverken er til gavn for sig selv, for deres børn eller det samfund de lever i. De vil være på offentlig forsørgelse. Uden adgang til arbejde og uddannelse.

Stille og roligt vil de blive nedbrudt som individer. Modsat i dag, hvor de lærer sproget, arbejder med danskere og deres børn går i skole.

Danmark går enegang i Europa med sin udvisningspolitik, mens Sverige er bedre til at beskytte flygtninge. Med den viden jeg har i dag, har jeg spurgt mig selv flere gange, om jeg selv burde have kørt nogle flygtninge til den svenske grænse?