Når flere fremtrædende SF’ere den seneste tid er skiftet til socialdemokratiet kan det let få en til at stille spørgsmålet om, hvad den grundlæggende forskel er mellem S og SF.

For os er det, der adskiller SF fra Socialdemokraterne blandt andet kernespørgsmålet, hvordan man ser statens rolle, og hvordan man inddrager borgerne.

”Vores opgave er (…) at beskytte menneskene. Og det gøres kun gennem en stærk stat – det kan markedet aldrig levere”, sådan er det blevet slået fast af flere ledende socialdemokrater.
Vi er enige i, at markedet ikke kan sikre velfærden, men som folkesocialister mener vi faktisk heller ikke, at den ”stærke stat” alene kan sikre et velfungerende velfærdssamfund.

Vi tror, at de bedste løsninger på mange af samfundets udfordringer kan findes i lokale fællesskaber og aktivt medborgerskab – og ikke kun kan dikteres oppefra og ned. En grundforudsætning for et velfungerende velfærdssamfund er et stærkt civilsamfund, hvor organisationer, fagforeninger og frivillige borgere får frihed til og mulighed for at tage et ansvar.

Desværre bliver Christiansborg-debatten om civilsamfundet ofte ret endimensionel.

Den traditionelle højrefløjsposition er, at velfærdsstaten skal trække sig tilbage, for så vil civilsamfundet og den enkelte borger begynde at tage ansvar for og løse de sociale problemer, som staten ikke længere løser. Men når de borgerlige vil ”bestille” frivillige til bestemte arbejdsopgaver for at frigøre velfærdsstaten for ansvar og udgifter, så er det faktisk et udtryk for, at man gør civilsamfundet til et redskab i stedet for et mål i sig selv. Vi mener, det er uacceptabelt at tro, at man kan hyre frivillige til at erstatte de sosu-hjælpere, som kommunen fyrer. Det er respektløst overfor både den fyrede ssosuhjælper og den frivillige som ikke vil  og skal dirigeres rundt af en kommunal arbejdsgiver

Den klassiske venstrefløjsposition er, at det er en stærk stat, der er bedst til at sikre borgernes velfærd, og i den optik kan en styrkelse af civilsamfundet risikere at legitimere flere velfærdsbesparelser og et kontroltab, hvis det betyder at frivillige organisationer overtager velfærdsarbejdernes opgaver. Den klassiske venstrefløj kommer således let til at gå med på de borgerliges præmis om, at civilsamfundet kun kan løse opgaver for det offentlige eller i stedet for det offentlige. De glemmer at se civilsamfundet som en selvstændig aktør.

Der er brug for at vende debatten på hovedet!

Civilsamfundet skal ikke lukke huller i statskassen og skal ikke ses som en billig version af velfærdsstaten. Men civilsamfundet kan noget, som velfærdsstaten hverken kan eller skal. Derfor er det vigtigt, at regeringen både er i dialog med civilsamfundet og de frivillige organisationer,  og også realistisk vurderer hvilke problemer, der skal løses af velfærdsstaten og hvilke der løses bedst af civilsamfundet. Men også at staten måske træder et skridt tilbage og i stedet for at styre det civile arbejde indtager en mere faciliterende rolle.  Det er en diskussion, vi skal turde tage.  For en stor velfærdsstat er ikke løsningen på alt.

Fra den kommunale virkelighed er det vores erfaring, at den sociale og sundhedsfaglige indsats er en vigtig offentlig opgave, men vi ved også, hvordan netværket i civilsamfundet er helt afgørende f.eks. for, om en sindslidende reelt ender med at komme sig. F.eks. den gode nabo i det sociale boligbyggeri, der bankede på hos den depressive Anne, når hun ikke havde set hende i lang tid. Hun kunne give noget, som man som sygeplejerske eller socialrådgiver aldrig kan give.

Da vi trådte vores politiske barnesko i civilsamfundet, som hhv. tillidsmand, studenterpolitisk aktiv og græsrodsaktive, mærkede vi betydningen af at være en del af et fællesskab. Vi oplevede, hvordan vi som frivillige havde en helt anden mulighed for kreativt at komme med løsninger på samfundsproblemer. Det var muligt, fordi vi ikke skulle leve op til djøfiserede krav om at gøre tingene på en bestemt måde.

Siden har vi lært, hvor afhængig man som folketingspolitiker er af civilsamfundets organisationer, hvis man skal lave en lovgivning, der ikke bare er tom symbolpolitik. Det er ofte de frivillige organisationer og de engagerede borgere, der ved, hvor skoen trykker, og som ikke sjældent har den bedste fornemmelse for hvilke løsninger, der er brug for.

Civilsamfundet har således flere vigtige roller. De er en del af det offentlige demokrati. De er medproducent og –udvikler af offentlig velfærd. Og de er medproducent af samfundsmæssige opgaver

Vi synes, at skiftende regeringer tit er gået galt i byen, når de har prøvet at professionalisere eller strukturere hvad civilsamfundet skal, i stedet for at anerkende civilsamfundet som en ustyrbar, kreativ, vidende og ufordrende samarbejdspartner, der skal behandles ligeværdigt og med respekt.

Her er seks konkrete indspark til hvordan man i stedet kan styrke civilsamfundet på dets egne præmisser.

1. Giv de frivillige deres egne trepartsforhandlinger. Hvis man tager en konkret dialog om vilkårene for det frivillige arbejde, kan man fjerne megen af den usikkerhed, der kan opstå, når frivillige samarbejder med kommuner om at løse opgaver i tilknytning til kommunens institutioner. De ’spilleregler for samarbejde’, som Frivilligt Forum og en række fagforeninger har udarbejdet, viser at frivillige og professionelle kan respektere hinanden og fungere godt sammen.
2. Lad de frivillige organisationer slippe for unødvendigt bureaukrati. Under de sidste 10 års borgerlige styre har alt skullet måles og vejes, så det kunne udliciteres til private virksomheder. Når foreninger i dag ønsker at løse en samfundsopgave, oplever mange at de drukner i bureaukratiske regler og procesmålinger. Vi bør vise mere tillid og lade de frivillige og ikke bureaukratiet bestemme med hvad og hvordan de skal arbejde. De gør det jo frivilligt.
3. Invitér civilsamfundet før de private firmaer. I dag er det ofte umuligt for frivillige organisationer, at få lov at løse samfundsproblemer sammen med det offentlige. Der arrangeres udbudsrunder, hvor frivillige organisationer sættes til at konkurrere med private firmaer. Men nogle af problemerne kunne faktisk løses langt bedre, hvis vi gav civilsamfundet en mere reel mulighed for at komme i spil. Lad os foreslå kommunerne, at man på flere områder først vælger at sende opgaver i udbud, efter man har haft dialog med de frivillige organisationer om, hvorvidt opgaven kunne løses bedre i civilsamfundet.
4. Giv civilsamfundet frie hænder. Arbejdsløse kan godt være frivillige som besøgsvenner eller som lektiehjælpere, men hvis de vil bruge deres uddannelse som f.eks. socialrådgivere, jurister eller håndværkere i det frivillige arbejde, er det kun muligt 4 timer om ugen. Det er heldigvis en udfordring som man er i gang med at se på nu.
5. Giv civilsamfundet reel indflydelse i lokalsamfundet. Det kan være bøvlet for offentligt ansatte, når beboerforeninger, fagforeninger og borgergrupper skal have reel indflydelse på beslutningerne. Men det skaber ofte bedre og mere holdbare løsninger. Derfor bør alle kommuner vedtage politikker, der giver civilsamfundet mere ligeværdig indflydelse. Ligesom flere bør etablere frivilligråd, hvor organisationerne gives formaliseret indflydelse.
6. Lad civilsamfundet skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. I socialøkonomiske virksomheder skaber ildsjæle meningsfulde og ligeværdige arbejdspladser for borgere, der ikke passer ind på normale jobs. Hos ByBi avler hjemløse bier på Københavns tage og leverer honning til hoteller. Og hos Specialisterne leverer borgere med autisme højtkvalificeret bistand til softwaretestning og hos Kaffe Fair bliver caféen drevet, blandt uddannede kokke og personale, af unge der er kommet lidt skævt ind på livet. Her har civilsamfundet skabt rummelige arbejdspladser, som hverken velfærdsstaten eller det traditionelle erhvervsliv har evnet. Vi bør skabe bedre rammer for den indsats og det arbejde er heldigvis kommet godt i gang med den arbejdsgruppe Erhvervs- og Vækstminister Annette Vilhelmsen har nedsat, der skal se på hvordan socialøkonomiske virksomheder kan udbredes.

Det personlige engagement hos de over en million frivillige i kultur-, idræts- og sociale organisationer, er udtryk for, at borgerne – både i overdanmark og i underdanmark og midt imellem – gerne vil tage ansvar og deltage aktivt i fællesskabet. De vil ikke bare nøjes med at bidrage via skatten.

Vi kan vælge den borgerlige strategi og skære massivt ned på den offentlige velfærd, og så vente på at civilsamfundet måske træder til og redder stumperne med fattighjælp. Eller vi kan vælge at håbe på, at problemerne med marginalisering og eksklusion løser sig selv, hvis blot vi centralt fra pumper tilstrækkelig mange penge i vores eksisterende velfærdsstat

Men vi kan også satse på tredje vej, hvor man også slipper borgernes engagement fri, så de får lov at påtage sig ansvaret for at yde en ligeværdig omsorg for hinanden og skabe kreative løsninger på lokale udfordringer.

Vi skal have modet til at huske på, at Christiansborg ikke altid ”ved bedst”. Det har altid været den SF’ske tilgang til politikken Spørgsmålet er nu om Regeringen og Folketinget vil have modet til at slippe borgerne fri.

Af Özlem Sara Cekic og Lisbeth Bech Poulsen, folketingsmedlemmer for SF