Kvinder fra etniske minoritetsmiljøer skal pålægges uddannelseskrav for at kunne få kontant- hjælp, de skal være økonomisk uafhængige af manden, og de skal have hjælp til at komme ud af voldelige forhold uden at risikere udvisning. Ligestilling kommer aldrig af sig selv.

Den omfattende debat, som er fulgt i kølvandet på overgrebene i Køln og andre steder nytårsaften, har givet en enestående mulighed for at tale om relationerne mellem kønnene også i etniske minoritetsmiljøer, hvor det er på høje tid at sætte fokus på ligestillingskampen.

Hvis debatten skal kunne føre til resultater, er det oplagt at se nærmere på, hvordan kønsrelationerne udfolder sig i udpræget patriarkalsk anlagte etniske minoritetshjem. Her gælder det desværre nogle gange, at gifte kvinder og døtre bliver holdt nede af strukturer, der hindrer dem i at leve selvstændige liv, tage uddannelse, have et arbejde og i det hele taget praktisere medborgerskab. Men det er netop en ligestillingskamp, der er brug for, hvis vi som samfund skal gøre mere for at bringe vores borgere i øjenhøjde med hinanden med fokus på hver enkelt samfundsborgers ret til ligeværd og inklusion.

Vi er enige med Mette Frederiksen (S), der i et interview i Politiken 21. januar anerkendte ligestillingsproblematikken ved at sige: »Vi har indvandrerkvinder, som ikke nyder godt af den danske ligestilling. De tjener ikke deres egen løn, de sparer ikke op til deres egen alderdom, de kan ikke forsørge sig selv, de kan ikke det danske sprog, og de kan ikke deltage i et forældremøde.«

Men samtidig vil vi minde om, at etniske minoritetskvinder på ingen måde udgør en homogen gruppe. Den 60-­årige Fatma, der kom til landet som voksen uden nogen formel skolegang bag sig, og som har sparsom arbejdsmarkedserfaring og meget begrænsede danskkundskaber, kan umuligt sammenlignes med sin datter Nermin, der er født og opvokset i Danmark, og som hverken er nægtet adgang til uddannelse af sin far eller blevet pålagt at gifte sig med sin fætter. Begge kvinder oplever på hver sin måde problemer med marginalisering og eksklusion, lige som de lider under konsekvenserne af patriarkatets både hårdtslående og mere subtile dynamikker, både derhjemme og ude i samfundet.

Vi vil her fremsætte fem konkrete, fremadrettede forslag til, hvordan det kunne ændre sig i positiv retning. For ligestillingsdebatten i etniske minoritetsgrupper kommer næppe videre, hvis ikke vi begynder at tænke langt mere løsningsorienteret.

Alle etniske minoritetskvinder skal, hvis ikke de er syge, pålægges et uddannelseskrav for at kunne modtage kontanthjælp og dermed bidrage til husstandens fællesøkonomi. En sådan lov vil betyde, at disse kvinder får bedre mulighed for at kunne leve et økonomisk mere uafhængigt liv uden som nu at skulle gå tiggergang hos deres mænd. Flere uddannelsesmæssige tiltag øger mulighederne for, at kvinderne efterfølgende kan indgå i den aktive arbejdsstand på deltid eller fuld tid. Den øgede økonomiske uafhængighed fra deres respektive mænd og fædre, som er resultatet heraf, vil skabe mulighed for en øget ligestilling.

Loven om ægtefælleafhængighed skal afskaffes. Etniske minoritetskvinder kan opnå en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis ikke de er underlagt det særlige sociale forhold, at en hustru er afhængig af sin mands indtægter for at kunne modtage kontanthjælp eller andre sociale ydelser. Hvis manden tjener meget, kan hustruen ingen kontanthjælp få og er dermed komplet økonomisk afhængig af ham. Men hvis hustruen er på arbejdsmarkedet, og manden på kontanthjælp, skal hun stadig dele sin indtægt med ham. Det er en ydmygende og umyndiggørende lovgivning, som strider imod ethvert princip om ligestilling.

Etniske minoritetskvinder i voldelige relationer skal kunne få ret til permanent opholdstilladelse samt juridisk, social og økonomisk hjælp i forbindelse med den efterfølgende skilsmisse. Krisecentrene huser mange sådanne kvinder, herunder mange familiesammenførte kvinder. Men ifølge organisationen Danner har kvinderne ofte intet netværk, der kan hjælpe dem til at bryde med volden. De får ofte heller ikke hjælp til at lære deres juridiske rettigheder at kende, og desuden frygter mange udvisning ved skilsmisse også fra en voldelig ægtemand. Det hjælper på ingen måder disse kvinders ligestilling.

Etniske minoritetskvinder skal via en socialfaglig indsats stimuleres til at tage større del i demokratibærende aktiviteter såsom frivilligt arbejde, fællesskabsorienterede aktiviteter og generelt medborgerskab. De skal stimuleres til at benytte retten til at stemme ved alle former for valg for dermed at tage del i det demokratiske fællesskab, væk fra fundamentalisternes kløer. Der skal oprettes særlige task forces, hvor demokrati-ambassadører kan inspirere de etniske minoritetskvinder ved at banke på dørene i udsatte boligområder og tage dialogen i moskeer, jobcentre, uddannelsessteder samt på gaden. Mens visse mandlige ekstremister i de etniske minoritetsmiljøer prædiker had mod demokratiet og opfordrer mændene til ikke at stemme, bør kvinderne gå deres egen vej og i stedet være demokratiets defensorer i lokalmiljøerne. I denne ligestillingskamp vil de mest progressive imamer og etniske minoritetsmænd være medspillere snarere end modspillere. Vi kunne tage ved lære af Sverige, hvor etniske minoritetsmænd arbejder som rollemodeller, der åbner døre i indvandrermiljøerne og bidrager til at skabe et mere demokratisk sindelag.

Endelig skal den danske offentlighed have en langt større viden om, hvilke vilkår talrige etniske minoritetskvinder lever under i dag for dermed at blive klogere på de ligestillingsmæssige og demokratiske underskud, disse kvinder er ramt af. Og hvis en øget, fælles samfundsinteresse i at inkludere etniske minoritetskvinder virkelig kom i stand, ville de på sigt kunne bidrage langt mere aktivt til samfundslivet, til gavn for alle i det danske samfund. Tænk, hvilken aktiv ressource, det kunne blive.

Ligestilling kommer aldrig af sig selv. Derfor er spørgsmålet, om politikerne vil gribe muligheden for at skabe reel ligestilling for disse kvinder, eller om de vil fortsætte symbolpolitikken.

Berlingske 27/01 2016

Af Özlem Cekic og Henrik Marstal