Der er brug for et holdningsskifte i psykiatrien, så man begynder at tro på, at mennesker med sindslidelser faktisk kan komme sig. Det vil give bedre inddragelse af pårørende og mindre brug af tvang

Hvilken indsats vil vi tilbyde mennesker med en sindslidelse i Danmark? Ofte ses det mest som et fagligt spørgsmål, som psykiaterne skal besvare. Men visionerne for psykiatrien er i lige så høj grad en politisk debat.

I debatten om fremtidens psykiatri vil mange som det første efterlyse flere ressourcer til psykiatrien.

Med god grund! Psykiatrien er år efter år blevet forfordelt i finanslovforhandlingerne de seneste 20 år. Men vi er også nødt til at diskutere, hvad ressourcerne skal bruges til. Det er på tide at gøre op med vanetænkningen i psykiatrien. For løsningen er ikke mere af de samme. Der er brug for et paradigmeskift inden for psykiatrien.

For det første skal hovedformålet med behandlingen i psykiatrien være at få mennesker til at komme sig helt eller delvist.

Det skal gennemsyre hele vores indsats, at vi faktisk tror på, at langt de fleste mennesker enten kan blive helt raske eller lære at fungere i samfundet med deres sindslidelse. Især hvis vi samtidig sikrer hurtig udredning og behandling.

Nogle vil påstå, at det ikke er realistisk. Men undersøgelser viser, at selv i gruppen af mennesker med skizofreni kan omkring to tredjedele komme sig helt eller delvist.

Derfor skal vi gennem hele forløbet give sindslidende så stort et ansvar for eget liv, som de overhovedet kan magte – så det bliver lettere at vende tilbage til en normal tilværelse. Vi skal hjælpe dem til at fastholde netværk og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Og så skal samfundet skal være i stand til at rumme mennesker, som lever med et psykisk handicap.

Ligesom vi tager hensyn til mennesker med f. eks. hjerteproblemer.

Desværre beskriver vores nuværende psykiatrilovgivning primært, hvordan man tvangsindlægger, tvangsmedicinerer og bæltefikserer. Ikke et ord om at komme sig. Det ville sende et stærk signal til fagpersoner, sindslidende og deres pårørende, hvis visionen og formålet med behandlingen af sindslidende blev mere tydeligt fremhævet i lovgivningen.

Inddrag de pårørende

For det andet skal sindslidendes netværk og pårørende inddrages bedre. Op mod en million danskere opfatter sig selv som pårørende til en sindslidende. Men desværre oplever mange, at deres kompetencer og viden ikke bliver brugt eller værdsat. Forskning viser, at en tidlig og kvalificeret inddragelse af pårørende gavner de sindslidendes muligheder for at komme sig og forebygger tilbagefald.

Ligesom de pårørende bliver bedre til at håndtere de svære situationer, så de ikke selv går ned med flaget.

Selvfølgelig skal man respektere, når nogle ikke ønsker pårørende inddraget. Men ligesom med fysisk syge vil langt de fleste sindslidende faktisk gerne have deres pårørende inddraget. Det kan være en ven, en god nabo, en ægtefælle eller forælder. Pårørende bør inddrages langt mere struktureret og forpligtende i fremtiden.

Færre bælter

For det tredje skal vi sætte et ambitiøst mål om at bruge meget mindre tvang i psykiatrien. At udsætte en psykiatrisk patient for tvang bør være den allersidste udvej. Alligevel udsættes hver femte indlagte i psykiatrien for tvang. Et tal, som har været stabilt i mange år til trods for mange flotte hensigtserklæringer. Det kan næsten se ud som om, magtanvendelse er blevet en del af behandlingen på mange afdelinger.

Den store grad af magtanvendelse i psykiatrien ligner et udtryk for en kultur, som ikke er sund for hverken patienten eller personalet.

Forskning viser heldigvis, at det er muligt at nedbringe brugen af tvang med relativt enkle midler. Udover generelt at tilføre psykiatrien tilstrækkelige ressourcer er der behov for at satse på efteruddannelse af personale, så man kan skabe større viden og bevidsthed om alternativerne til tvang. De såkaldte gennembrudsprojekter resulterede i mellem 50 og 75 procent mindre tvang.

På Island har man ikke brugt bæltefiksering i 50 år. I Danmark kan vi ikke helt undgå bæltefiksering.

Det er vores psykiatri ikke klar til. Men vi har brug for at sætte os et ambitiøst mål om at sænke brugen af tvang massivt og om at skabe afdelinger, som er helt fri for tvang.

Jeg håber, at psykiatriudvalgets nye rapport vil være første skridt til et regulært holdningsskifte og en større rummelighed i dansk psykiatri, hvor fagpersoner, sektorer, politikere og pårørende begynder at arbejde sammen med de sindslidende. Det er tid til ligeværdighed i psykiatrien.

Information 16/10 2013