Fantastisk godt indlæg fra Simon Emil og Merete Riisager under overskriften Nu vil Big Mother også styre dit rødvinsforbrug.
Jeg er dybt uenig i indholdet, men hatten af for en klar melding fra Liberal Alliances om, at alkoholproblemer ikke er en sundhedskamp, men alene en frihedskamp.

Det er nok grunden til, at det er svært at få øje på deres løsninger.
Uanset om vi diskuterer de 140.000, der er afhængige af alkohol; om vi diskuterer danske unges europæiske druk-rekord; eller om vi diskuterer de 120.000 børn, der vokser op i alkoholfamilier; så er det tvangsprægede svar altid det samme fra Liberal Alliance: Alle har ret til at gøre hvad de har lyst til. Det er et spørgsmål om frihed.

Selvom jeg personligt ikke drikker, mener jeg at alle skal have frihed til at drikke det de vil, så længe det ikke går ud over andre. Og langt de fleste danskere er faktisk gode til at styre deres alkoholforbrug, så det hverken skader deres helbred eller deres omgivelser.

Men jeg mener dog også, at vi som samfund har et ansvar for at gribe ind, hvis forbruget kammer over og også skader andre end dem selv.

Eksemplet, som fik Simon og Merete til tasterne stammer fra Københavns Kommune, der har besluttet at pædagoger og lærere skal til at hive fat i forældre, som mistænkes for at drikke for meget. Overskriften på kampagnen er ”Mindre vin, mere mor”. Det mener Simon og Merete er formynderisk.

Formynderisk?  Jeg håber faktisk, at Københavns Kommunes initiativ kan være med til at starte en bevægelse, hvor vi gøre op med berøringsangsten i forhold til danskernes alkoholkultur. Når alkoholforbruget går ud over andre mennesker, er det ikke længere en privat sag. Så har vi et ansvar for at gribe ind. Især når det handler om børn.

I en rapport om kommunernes behandling af alkoholsager citeres en sagsbehandler om en mor til tre, der mødte fuld op for at hente på fritidshjemmet: ”Så længe mor ikke sejler rundt og ikke kan forholde sig til noget som helst og ikke render fuldt rundt oppe i barnets institution, så er jeg ikke alvorligt bekymret”.

Modsat Liberal Alliance mener jeg ikke, at den mor skal have frihed til at gøre hvad hun vil, når det går ud over hendes omgivelser og hendes børn.

Jeg mener vi skal gøre hvad vi kan for at forebygge, at hun ender i alvorligt misbrug, risikerer at miste job, eller i sidste ende sine børn. For ellers er det jo børnene, der fratages friheden til at vælge det liv de gerne vil have.

Det er alt for ofte er det familien til alkoholikeren, der betaler den højeste pris. I børnepsykiatrien, har jeg mødt nogle af de børn, der betaler prisen for Danmarks rekordhøje alkohol-misbrug i form af alkoholskader og i form af omsorgssvigt Det giver et andet perspektiv på sagen end erfaringer fra rødvinsklubberne.

At vokse op med alkoholforældre betyder ofte langt mere utryghed, vold, omsorgssvigt og indlæringsproblemer. Udover de 10 procent af alkoholforældrenes børn, der vurderes at være behandlingskrævende i børnepsykiatrisk regi har hele 40 procent symptomer på forskellige psykiske belastninger. Og næsten halvdelen af dem vi anbringer uden for hjemmet, kommer fra et misbrugshjem.

På nogle punkter kan man faktisk argumentere for at passiv druk er et endnu større problem en passiv rygning.

Kære Simon og Merete. De tal er så alarmerende, at ikke kun Københavns kommune, men vi alle bør bryde berøringsangsten.
Sidste uge afleverede 12 organisationer en appel om, at vi tager alkoholproblemerne alvorligt og at Folketinget, Regering, kommuner, regioner og uddannelsesinstitutioner begynder at løfte i flok. Ved f.eks. at se kritisk på tilgængelighed og markedsføring af alkohol. Jeg er enig.

Men det bliver svært at løse problemerne, hvis Jeres side af Folketinget insisterer på at alkoholafhængighed er en frihedskamp og ikke en sundhedskamp.

Nogle mener, at man overskrider privatlivets grænse ved at blande sig i, hvor meget folk drikker. Jeg synes det er på tide, at vi flytter perspektivet fra den, der drikker – til i stedet at se på, hvad alkoholen gør ved omgivelserne og familien.

Det er aldrig er ”en privatsag”, hvis alkoholen tager overhånd og misbruget går ud over familie, børn eller andre. Vi har faktisk pligt til at blande os! Både som naboer, kollegaer men også som kommune og stat. Derfor ja tak til ”mere omsorg mindre berøringsangst”