Danskerne valgte en ny regering i 2011, fordi de ønskede en ny dagsorden. Halvandet år efter befinder venstrefløjen sig i en værdimæssig krise. Ikke kun SF, men hele venstrefløjen. Som en mand spurgte mig: ”Hvorfor skal jeg stemme? Alle partierne mener jo det samme!”.

Hidtil har argumentet for ikke at kunne føre en mere solidarisk og retfærdig politik været, at S og SF jo ikke fik flertal alene. Men jeg synes, det er en lidt for bekvem løsning at skubbe al ansvaret over på de Radikale.

En af årsagerne til venstrefløjens krise er, at der råder nogle grundpræmisser for debatten, som vi har glemt at være kritiske overfor.

Når store politiske tiltag fremlægges som ”nødvendige”, kan det virke som om, der ikke er et politisk valg. ”Den eneste mulige politik” virker nogen gange så forankret i embedsværket, at det er svært at trænge igennem. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved grundpræmisserne, risikerer man at blive beskyldt for inkompetence og uvidenhed: ”Så nemt er det ikke, søde Özlem”. Jeg vover alligevel pelsen. For hvad nu hvis nøglen til de grundlæggende forandringer, venstrefløjen ønsker, netop er at gøre op med den definerede ”nødvendighed”?

Men kan man som regeringspartier sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende præmisser for samfundsdebatten?  Ja, det mener jeg.. Selvfølgelig kan vi diskutere langsigtede visioner for samfundet, selvom hverdagen er fyldt med trinvise forbedringer og svære kompromisser i regeringssamarbejdet.

Her er mine 5 bud på, hvordan vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved eksisterende paradigmer.

Offentlig vækst kan være godt
Jeg møder dagligt den gængse antagelse, at øget forbrug og investeringer i den private sektor er ”bedre” end øget forbrug og investeringer i den offentlige sektor. Men for den økonomiske aktivitet som helhed er det vel ligegyldigt, om forbruget/investeringen er offentlig eller privat?  Det må altid være et ideologisk valg, hvor pengene bruges bedst.

I kampens hede glemmer vi sommetider, at Danmark er et rigt land. Hvis man tror på vismændenes regnemodeller, så vil BNP faktisk være fordoblet i 2050.  Jeg synes, det er på tide, at vi i fællesskab diskuterer og beslutter, hvad den vækst skal bruges til.

Regeringen har i et vist omfang afsat penge til flere offentlige investeringer, f.eks. renovering af skolegårde, nye børnehaver eller cykelstier. Samt til voksen- og efteruddannelse og renovering af almene boliger. Men beløbene er stadig begrænsede, og til offentlig service er der ikke mange penge.

Når højrefløjen argumenterer for nul-vækst i det offentlige, skal vi på venstrefløjen huske at holde fast i, at det er et ideologisk valg og ikke en nødvendighed.

Tænk hvis vi frem for at give skattelettelser brugte en større del af væksten på uddannelse, forskning, bedre infrastruktur og grøn omstilling. Det ville udover jobs også øge livskvaliteten på lang sigt.
Vi kan konkurrere på andet end lavere lønninger.

Vi skal også huske, at fremtidens konkurrence ikke alene behøver handle om lavere løn og lavere priser. Frem for at konkurrere med lavtlønslande på produktivitet og pris kunne vi styrke innovationen og satse på genbrug og øget ressourceeffektivitet.

Der er brug for omstilling til et grønt fossilfrit samfund. Regeringen har taget de første skridt. Energiforliget vil skabe 6-8.000 job hvert år frem til 2018. Kommunerne får mulighed for at investere 2,5 mia. i klimatilpasning. Og der er vedtaget en plan for at øge danske virksomheders del i det voksende internationale marked for vand, bio og miljøløsninger.

Men hvorfor er det ikke hovedfortællingen for venstrefløjen?
Når jeg hører økonomiprofessor Jesper Jespersen sige, at en gennemgribende bæredygtig omstilling, der kan gøre Danmark fossilfrit i 2050, ifølge Klimakommissionen kun vil koste en halv pct. af BNP, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvorfor går vi ikke bare i gang? Og bliver det land, der sælger løsninger til resten af verden? Ligesom det lykkedes med vindmøllerne.

Tænk hvis vi besluttede, at Danmark skal konkurrere på at genbruge mest mulig energi, vand og andre ressourcer frem for at følge højrefløjens mantra om alene at konkurrere på lavere lønninger.
Toppen skal bidrage mere-

Når jeg snakker med folk om nedskæringerne i efterløn, dagpengeperiode og kontanthjælp, har jeg taget mig selv i at argumentere med, at kassen er tom, og at alle må bidrage til at betale regningen for finanskrisen. Men vi på venstrefløjen skal huske, at selvom der ikke er flertal for det lige nu – kan vi godt fortælle, hvorfor vi principielt mener, at toppen skal bidrage mere.

Vi skal blive ved med at snakke om topskat, millionærskat, aktionærskat, finansskat og boligskat. Det er netop sådan, vi kan mobilisere folkelig opbakning og bevare fokus på hvem, der burde betale regningen for den økonomiske krise – nemlig dem, der skabte eller tjente på den.

Regeringen har forsøgt sig i det små ved at nedsætte loftet for fradragsberettigede indbetalinger til pensioner, ophæve skattebegunstigelsen af medarbejderaktier og styrke indsatsen overfor dem, der ikke betaler skat i Danmark.

Men tænk hvis venstrefløjen med høj og klar stemme turde sige, at vi ønsker et mere retfærdigt samfund, hvor ”få har for meget og færre for lidt”. Men at det naturligvis kræver, at de, der har meget også betaler mere til fællesskabet.

Vi kan arbejde mindre
For mange familie er det nærmest umuligt at få hverdagen til at hænge sammen med de krav, arbejdsmarkedet stiller. Alligevel lyder mantraet fra bl.a. arbejdsgiverne: Der skal arbejdes mere og gerne længere og hurtigere. Men er det virkelig en ”nødvendighed”? Kunne man ikke i stedet prøve at ændre vores arbejdsmarked, så der blev plads til flere?

Når arbejdsgiverne har en interesse i, at arbejdsløsheden ikke bliver for lav, handler det også om, at holde lønnen nede, så danske virksomheder kan sælge deres produkter billigere.

Det største problem de næste år er faktisk ikke arbejdskraftmangel, men tværtimod stor arbejdsløshed med risiko for alvorlige sociale konsekvenser. Tidligere finansminister Mogens Lykketoft, har i øvrigt pointeret, at erfaringerne fra opgangsperioden i 1990erne er, at når først jobbene er der, så begynder arbejdskraften også at melde sig.

Som sygeplejersker har jeg mødt nogle af de mennesker, der enten aldrig eller kun kortvarigt kunne holde til arbejdsmarkedets effektivitetskrav og stressede hverdag. Op mod en halv million danskere lider af depression, angst eller stress, og en fjerdedel i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet. Det er et alvorligt problem.

Jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet når arbejdsgivere foreslår, at kommunerne skal blive bedre til at geare op for børnepasningen. Hvorfor er løsningen aldrig, at geare ned for arbejdstiden?

I andre lande hører man debat om kortere arbejdsuger, eller at man i perioder med stor arbejdsløshed, begynder at fordele arbejdet, enten med kortere arbejdstid eller med orlovsperioder. Ligesom den danske ”skraldemandsmodel” fra 1990erne.

Tænk hvis det var venstrefløjen, der diskuterede, hvordan vi kan ændre vores organisering af arbejdslivet – så vi på samme tid mindsker stress-eksplosionen og giver flere adgang til arbejdsmarkedet.

Velfærdssamfundet kan forsvinde
Jeg tror, at mange kommer til at tage velfærdssamfundet som en selvfølge. Men vi skal huske, at det er resultatet af en lang og sej politisk kamp. Det er en vigtig opgave for venstrefløjen at fortsætte kampen for at fastholde og udvikle velfærden.

Når mine forældre fremhæver det unikke i Danmark, er det den lige og fri adgang til sundhed og uddannelse kombineret med et socialt sikkerhedsnet, der gør, at man kan være sikker på ikke at falde igennem trods alderdom, sygdom, arbejdsløshed eller livskriser. Det fortæller de stolt om, når familien i Tyrkiet spørger kritisk til den høje skat.

Tænk hvis vi på venstrefløjen turde tage de valg, der skal til, for at fremtidssikre det universelle velfærdssamfund, som vores forfædre har bygget op. Det kræver, at vi husker at sætte spørgsmålstegn ved herskende paradigmer, når vi formulerer vores mere langsigtede visioner for Danmark.