For et halvt år siden fik jeg tjansen som SFs sundhedsordfører. Det var noget af en omstilling på flere planer. Dels skulle jeg nu til at vænne mig til meget aktive lobbyister, som endda fandt på at sms’e lidt fornærmet til mig, hvis jeg ikke svarede deres mails hurtigt nok. Dels har jeg skullet lære at håndtere en helt ny slags henvendelser fra diverse sundhedsjournalister. Det er sidstnævnte der har fået mig til tasterne i denne omgang.

1.900.000 danskere lider af rygsmerter. 1.000.000 danskere lider af for højt blodtryk, 1.000.000 danskere lider af allergi, 500.000 af knogleskørhed, 350.000 af fedme, 160.000 af svedsygdom, 300.000 af købemani, – hvis man skal tro medierne.

Ofte kobles den viden med oplysningen om, at der faktisk findes en rigtig god behandling eller medicin, som desværre alt for få har adgang til. Behandling som anbefales af en førende læge med mange års erfaring inden for feltet.

Og kronen på værket bliver spørgsmålet. “Hvad vil du som politiker gøre ved det?” Tak for kaffe!

Hvis man så oveni bliver præsenteret for en patient, der lider voldsomt, men kunne få det meget bedre med den nye behandling, om det så er en ritalin-pille, kolesterolpille, blodtrykspille, depressionspille, vitamin pille eller en særlig vaccine, så er det lidt svært at sige:  ”Ahjr jeg ved sgu ikke om det er et mirakel middel, eller om det i det hele taget er noget vi bør handle på. …”

Og det kan også være lidt svært at sige: ”Jeg vil lige undersøge det grundigt og vende det med nogle eksperter – er det ok jeg vender tilbage når jeg ved mere om det, måske om et par dage?”

Som politiker kan det være svært blankt at afvise en fagperson, oven i købet en af slagsen som stort set altid topper i troværdighedsundersøgelser. Det vil meget hurtigt komme til at lyde som om det bare er en dårlig undskyldning for at jeg ikke politisk vil prioritere penge til den bestemte pille, vaccine eller behandling. Man ender let som ”skurken”, der ikke vil hjælpe patienterne, hvis man tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved lægens anbefalinger eller ved hans uvildighed.

Men nogle gange kan det betale sig at give sig tid til at grave et spadestik dybere. For med jævne mellemrum viser det sig desværre, at den troværdige læge som med hele sin faglighed anbefaler en bestemt behandling, faktisk samtidig har en ret tæt tilknytning til de medicinalfirmaer som producerer den nødvendige medicin eller vaccine.

Og ofte er den gruppe der ønskes behandling til, ikke kun dem der rent faktisk er syge, men også alle dem der bare risikerer at blive syge. En dagsorden, der selvfølgelig også kan være industrielle interesser i at promovere.

Ja nogle gange er hele forløbet endda iscenesat af et PR-bureau som står for at levere både cases, fakta og eksperter, der kan understøtte budskabet om, at det er helt afgørende, at politikerne sætter flere ressourcer af til behandling med xx-medicin.

Eller som da det i forrige uge kom frem, at den ekspert, der har været den største fortalere for at udvide HPV-vacinen til drenge, samtidig havde økonomiske indtægter fra det firma der producerer vaccinen.  Og at den NGO, der havde igangsat underskriftindsamling til fordel for vaccinen samtidig havde modtaget økonomisk støtte fra lægemiddelfirmaet.

Heldigvis er en del journalister rigtig gode til at stille kritiske spørgsmål og også tjekke afsenderen, når de bliver kontaktet vedr. nye sundhedshistorier, som ovenstående. Men desværre er der også de sundheds- eller erhvervsjournalister, der i skyndingen glemmer at være lige så kritiske overfor fagpersoner og medicinalindustri, som de f.eks. er overfor os politikere.

Hvorfor er det ikke rutine hos alle at spørge: Hvem  har lavet undersøgelsen af det nye behov? (er det PR-bureau, virksomhed eller uvildig institution). Hvilke interesser har de fagpersoner, der kræver den nye behandling (der findes en fremragende database, som vi nu politisk arbejder for at udbygge) og hvis patientforeninger går massivt ud og støtter kravet om ny behandling – kunne det så ikke være interessant at tjekke (f.eks. i denne oversigt), hvor de får deres penge fra?

Og hvorfor er det ikke rutine altid at nævne hvilke dobbeltroller de eksperter har, som man vælgere at citere? På samme måde som læger i andre sammenhænge – f.eks. til kongresser-   er vant til at deklarere hvem de har samarbejdet med.

Formålet med dette indlæg er ikke at mistænkeliggøre alle fagpersoner eller patientforeninger, der vil sætte sundhedspolitiske sager på dagsordenen. Men blot at  gøre opmærksom på, at det også er journalistens ansvar at sikre en saglig sundhedspolitisk debat.

Selvfølgelig skal vi som sundhedspolitikere stå til ansvar for de prioriteringer vi laver. Og hvis der faktisk er store patientgrupper, der svigtes er det helt fair at holde os op på vores ansvar.

Men det er i høj grad jer journalisters ansvar at sikre jer, at det er de rigtige sager der rydder forsiden, og de rigtige problemstillinger vi politikere bliver stillet til regnskab for – og ikke bare de dagsordener som f.eks. medicinalindustrien har en interesse i at fremme.