For en voldsramt kvinde kan det være helt afgørende at få muligheden for at komme på et krisecenter, når det hele brænder på. Men krisecentret kan have en mindst lige så afgørende betydning, når vi snakker om de børn, der vokser op i voldsramte familier. Måske har de ikke blå mærker. Måske er de ikke udadreagerende, men de risikerer sår for livet, hvis ikke de får den hjælp og voksenstøtte, de har behov for.

I min tid som sygeplejerske oplevede jeg desværre ofte, hvordan voldsramte børn blev svigtet af familien, skolen og omgangskredsen. Samfundet så passivt til, mens børnene bliver fysisk og psykisk ødelagt.

Helt almindelige
Line var en lille pige, som jeg mødte for nogle år siden. Hendes far slog hendes mor. De var en helt almindelig familie – for det meste. Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, blev hendes far vred, forældrene kom op at skændes, og så kom volden. Den holdt først op, når naboerne ringede på. Mange var bekymrede for Lines mor og hendes blå mærker, men der var ikke mange, der var bekymrede for Line, som måtte opleve al volden mod hendes mor på nært hold. Line var en stille og bange pige, men fordi hun var god til at skjule sin frygt, var hun alene.

Mange andre børn lever som Line. Børn, som tilsyneladende klarer sig almindeligt i hverdagen, men som bærer på en skjult frygt og usikkerhed, fordi de jævnligt overværer vold i familien. Jeg kan få ondt i maven, når jeg tænker på, at cirka 22.000 børn og unge i Danmark har oplevet vold i familien – med al den angst og ensomhed, som det indebærer.

Når børn igen og igen oplever vold imellem deres forældre, kan de få traumer. De bærer rundt på en stor angst, de skammer sig og bekymrer sig konstant om moderen. Samtidig lider de under uforudsigeligheden af, hvornår far igen slår – den usikkerhed kan i sig selv være traumatiserende. Hvis disse børn ikke får hjælp, kan konsekvenserne følge dem ind i voksenlivet og præge deres egne børn og familier.

Nogle børn reagerer synligt på traumer, andre bliver bare mere indadvendte. Men fælles for dem er, at man ofte ikke opdager, hvad der ligger bag, og derfor ikke får givet dem den støtte, de har brug for.

Skam
De omgivende voksne skal blive bedre til at reagere på såvel moderens som børnenes signaler, så de kan få hjælp til at stoppe volden. Ofte er det at komme på et krisecenter et afgørende vendepunkt for den voldsramte moder, der her kan få støtte til at komme ud af det voldelige forhold. Men mindst lige så afgørende kan det være for hendes børn. Her kan de få at vide, at de ikke er alene. At deres oplevelser og følelser ikke er unaturlige. At der ikke er noget at skamme sig over. Samtidig med at de kan få de redskaber, de har brug for, til at komme ordentligt videre med deres liv.

Lines familie kom ikke på krisecenter, for da moderen endelig samlede mod til at gøre noget, var der nemlig ikke plads til familien på nogen krisecentre – jeg ville ønske, der var hjælp til alle mødre og deres børn, når de tager det modige skridt at sige fra over for volden.

Dannerbladet 2009