I ET MODERNE land som Danmark bør vore debatter handle om, hvordan vi kan beskytte alle børn, og ikke om at etnificere omsorgsproblemer hos en bestemt gruppe mennesker.

Det bør handle om, at alle børn og unge har ret til at få hjælp, uanset om de hedder Fanny eller Farah, Anders eller Yasin, om de bor i Gentofte eller Gellerupparken.

Vi har begge arbejdet mange år med udsatte børn og voksne.

VI HAR MØDT børn, der er blevet dybt omsorgssvigtet og misbrugt af deres forældre eller andre voksne. Vi har hørt de voksne, der ikke kan glemme overgreb, de har erfaret i deres barndom.

Vi har erfaring i arbejdet med såvel danskere fra majoriteten og etniske minoritetsborgere i Danmark.

Vi har kendskab til de mennesker, der går rundt med sorg og traumer påført af deres egen familie.

Vores erfaring har lært os, at alle børn og voksne har ret til hjælp, så de kan overkomme deres smerter ved incest, overgreb og omsorgssvigt.

Vores erfaring fortæller os, at det er vigtigt, at vores social-og sundhedssystem tager vare på disse mennesker, uanset hvornår de søger om hjælp. Og hjælpe dem til at søge hjælp.

Men hvorfor bliver børn misbrugt af deres forældre, onkler eller tanter? Er det ikke meningen, at disse voksne skal passe på dem? Hvordan kan det være, at der er så mange voksne, der ikke anmelder det til myndighederne, når der sker grusom kriminalitet mod de uskyldige børneliv? KOMMER DE mon alle sammen fra muslimske familier? Vores svar er nej.

Børn kan blive misbrugt uanset deres etnicitet, religion og hudfarve. Børn bliver misbrugt uanset deres forældres religiøse overbevisninger.

Derfor synes vi ikke, at det er anstændigt at tale om incest, vold og overgreb mod børn som et særligt muslimsk fænomen.

Vi mener, at det er uanstændigt, at Lars Hedegaard og Jesper Langballe bruger børn som gidsler i deres hetz mod muslimer. Deres hetz hjælper ikke de muslimske børn, der lider.

Deres hetz stempler og skader dem yderligere.

Vi med erfaring fra det sociale arbejde frygter, at fokus bliver fjernet fra alle børns ret til at blive beskyttet, og at man derfor kommer til at tabe børn som Cecilie og Sandra på gulvet, fordi deres forældre ikke er muslimer.

DEN NU VOKSNE Sandra er vokset op i en lille by i udkanten af Sydsjælland. Hun er blevet misbrugt af sin far, der var murermester, siden hun var tre år. Hun tør ikke melde faderen til politiet, selvom hun er voksen og flyttet hjemmefra.
Hun er stadigvæk bange for afpresning og stigmatisering. Maria blev solgt til sin fars venner og onkler, fra hun var 8 år. Maria ender i prostitution som voksen. Hun siger, at det var det eneste, hun kendte til. Hun prøvede at anmelde sin familie til politiet, men det lykkedes hende ikke.
Hun er så bange for dem, at hun flygter fra den ene by til den anden, helt alene, og har intet netværk.

Vores påstand er, at bag ved alt misbrug, incest og overgreb mod børn er der en familie med underskud. Underskud i omsorg, underskud i viden, underskud i netværk, underskud i mental sundhed og ofte også underskud i økonomi.

VORES ERFARINGER fra arbejdet med mennesker i psykiatriske og sociale sammenhænge har lært os, at når familier, uanset deres etniske og religiøse baggrund, misbruger deres børn eller lukker øjnene for misbrug, så er det, fordi de er inde i ondskabens spiral, som er defineret af deres underskud.
Glem nu ikke Tøndersagen.

Lad os i stedet sætte fokus på beskyttelse af børn, uanset om de er mormoner, hinduer, kristne eller ateister. Det handler ikke om kultur eller religion, det handler om underskud i barnets dysfunktionelle familie.

Og først i det øjeblik vi kan fokusere på de sociale problemer frem for de kulturelle, kan vi for alvor gøre en forskel for disse børn.

Af Özlem Cekic og Flora Gosh