BANDEKRIGEN har nu stået på i måneder, og intet tyder desværre på, at den er forbi.

Det beviser, at regeringen ikke evner at løse problemerne, men at den har ladet dem vokse og gro fast, så vi i dag har velorganiserede kriminelle bander flere steder i landet. Det er helt uacceptabelt, og det er vi nødt til at gøre noget ved.

Regeringen er i vildrede om, hvad den skal stille op. Regeringens ‘ bandepakke’ rummer gode elementer, men længere straffe, mere telefonaflytning og mere overvågning vil ikke alene fjerne banderne.

Og det vil slet ikke løse de sociale problemer, der konstant sikrer nye rekrutter til banderne.

SF vil ikke acceptere, at stadig flere rekrutteres til banderne, som sammen med rockerne leger røvere og soldater i vores gader – med skarpladte våben. Vi vil ikke acceptere, at banderne erstatter retssamfundet med selvjustits og junglelov.

Vi vil ikke acceptere, at hele kvarterer terroriseres af kriminelle, så beboerne frygter at gå på gaden eller at sende deres børn ud at lege. Alle områder skal være trygge at leve og færdes i, og de skal være gode områder for vores børn at vokse op i.

HVIS VI VIL nå dertil, så skal vi for alvor tage fat i de sociale problemer. Vi må have en sammenhængende social og pædagogisk indsats, der kan komme problemerne til livs og sikre befolkningen gode og fredelige boligområder. Vi har nogle bud på, hvordan den sociale del af denne indsats kan se ud.

Den indsats, som alle taler om, men som regeringen ikke har noget bud på.

I alt, hvad vi gør, skal vi bygge på tydelige værdier, ellers har vi ikke noget at styre efter. SF’s værdimæssige udgangspunkt er, at fællesskabet skal fungere. Det skal være levende og sundt, og det skal have plads til alle inden for en rummelig og tolerant normalitet. Der skal være plads til forskellige holdninger, religioner, kulturer, leveformer, seksuelle præferencer osv., og der skal være respekt for andre menneskers liv, helbred og rettigheder.

Derfor vil vi selvfølgelig ikke acceptere vold og skyderi i gaderne, og der skal sættes konsekvent og hurtigt ind, når der begås kriminalitet. Vi vil ikke acceptere kriminelle subkulturer – dem vil vi bekæmpe af al magt.

Et levende demokrati er også en afgørende værdi. Derfor er inddragelse af lokalsamfundet centralt: Det er demokratisk rigtigt, og det mobiliserer de meget store ressourcer, beboerne har, når vi skal løse sociale problemer og løfte udsatte kvarterer. Man skal stole på beboerne og arbejde sammen med dem, fordi der ligger en enorm styrke i et velfungerende demokratisk samspil.

SF VIL UNDER ingen omstændigheder acceptere stempling af grupper af mennesker på grund af etnicitet, religion, køn, social status, seksualitet osv. Vi skal ikke gøre nogen grupper til syndebukke. De personer, der begår kriminalitet eller deltager i bandeaktiviteter, er enkeltpersoner, de er ikke repræsentanter for etniske eller sociale grupper. Den enkelte må bedømmes (og måske fordømmes) konkret ud fra, hvad vedkommende gør – ikke som et udtryk for en særlig gruppes adfærd.

For SF er der ingen tvivl om, at målet er, at de unge fungerer inden for samfundet.

Vores mål er ikke vilkårligt: Det er normalitet, forstået som inklusion i det almindelige, rummelige samfund sammen med andre. Samfundet kan ikke leve med, at de unge isoleres eller isolerer sig selv i destruktive subkulturer. De skal uddanne sig, forsørge sig selv og leve godt med andre mennesker. Vi ønsker at inkludere og leve med disse unge, de skal ikke udstødes og dæmoniseres. Men samtidig skal de naturligvis vide, at det har konsekvenser, når de deltager i kriminelle aktiviteter.

Vi tror på, at de kan finde deres plads i samfundet, og vi påtager os den forpligtelse at hjælpe dem med det. Som udgangspunkt er udsatte børn og unge ikke ligeglade, destruktive eller ‘ uden for pædagogisk rækkevidde’. De kan nås – og de skal nås. Derfor siger vi også klart, at når de ikke er i stand til at tage vare på sig selv, så skal de tilbydes og om nødvendigt pålægges en intensiv og kontinuerlig opdragelse, så de kan komme på ret spor igen. Det skal vi vende tilbage til.
I alt, hvad vi gør, skal vi prøve at mobilisere familiens egne ressourcer. Forældrene skal løfte alt det, de kan, og de skal have hjælp til det – de offentlige systemer må ikke bare tage over. I hver familie må vi derfor afklare, hvad familien selv kan, og så må det inddrages forpligtende og konstruktivt.

Men forældrenes inddragelse skal ikke ske med kommandometoder og straf.

Det er regeringens linje, når den indfører forældrepålæg og straf, men det vil ikke virke. Det vil skabe modstand og konflikter og skubbe både forældrene og de unge væk. Det vil slet ikke løse problemerne.

I stedet er der brug for en forpligtende dialog og støtte til, at forældrene kan løfte deres opgaver. Nogle gange insisterende og med streg under, at der skal ske noget, men stadig i en dialog og med tæt opbakning fra daginstitution, skole, socialarbejdere m. v. Og hvis forældrene slet ikke kan klare børnenes opdragelse og udvikling, så må man anbringe dem uden for hjemmet.

Så vidt nogle af de værdier, vi skal bygge på. Hvad gør vi rent praktisk? FØRST OG fremmest skal kommunerne have ressourcer til at takle opgaverne. En effektiv indsats over for de problemer, som regeringen har ladet gro fast, kan ikke gennemføres uden tilstrækkelig økonomi og personale. Og så skal kræfterne selvfølgelig bruges rigtigt: Socialrådgivere og pædagoger skal ikke udfylde papir og sidde klistret til skærmen på kontoret.

Bureaukratiet er vokset enormt i de senere år, og det drukner indsatsen i papir og tidsspilde. Det er også vigtigt, at der er tid til, at socialrådgiverne snakker med disse familier og unge. Derfor skal der også være et loft over antallet af sager, en socialrådgiver skal have.

Politiet i udsatte kvarterer skal have en mere konstruktiv rolle. Færre hollændervogne og kampudstyr og flere nærpolitistationer og deltagelse i kvartersamarbejdet med faste, lokale betjente. Politiet skal ikke løse sociale problemer, og de skal slet ikke sættes ind som bussemænd i sociale indsatser, som regeringen ønsker.

Men de skal kunne samarbejde med skolerne, institutionerne og de sociale indsatser i området. Generelt skal der gøres langt mere for at udvikle nærpolitiarbejdet.

Der er en enorm gevinst i at tage fat om problemerne i tide med en forebyggende indsats. Fattigdommen skal bekæmpes blandt andet ved at fjerne de mange nedskæringer i kontanthjælpen, som er ødelæggende for et stigende antal familier.

Man skal også sætte massivt ind i et-seksårs-alderen, hvor effekten er stor for disse børn. Det kræver, at daginstitutionerne er et kvalificeret tilbud til dem, og at institutionerne gøres så attraktive, at alle forældre sender børnene derhen.
Også her er motivation og dialog og ikke tvang og straf nødvendig.

Indsatsen for udsatte børn og unge må generelt sigte mod, at de kan indgå i det normale system sammen med andre børn. I daginstitutioner, folkeskolen og senere i uddannelsessystemet.

Udsatte børn skal ind i fællesskabet, og vi skal give dem mulighed for at blive der.

Nogle børn har behov for hjælp i specialprojekter, og så skal de selvfølgelig have den hjælp.

Men målet må være at sikre flest muligt en plads i normalsystemet. Til gengæld vil vi så give pædagogerne og lærerne al den støtte, redskaber og kompetencer, de skal have for at kunne rumme børnene.

Socialpædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker, psykologer m. v. skal hurtigt og ubureaukratisk kunne inddrages, når skolerne og institutionerne har brug for det.

FOREBYGGENDE indsats rummer også et net af gadeplansarbejde for udsatte børn og unge. Vi skal have flere folk på gaden i de udsatte byområder, og vi skal være målrettede med, hvor vi vil have de unge hen med den indsats.

Gadeplansarbejdet skal understøtte inddragelse i skoler, uddannelse, arbejde, gode identitetsskabende aktiviteter, klubber, væresteder osv. Der skal være særligt fokus på muligheden for at skabe gode job og fritidsjob til de unge.

Gadeplansmedarbejdernes evne til at gå tættere på de enkelte unge, skabe relationer, fungere som rollemodel og opdrager skal også styrkes, og der skal være en tæt dialog mellem forvaltningen og gadeplansindsatsen, så der hurtigt kan sættes ind med andre foranstaltninger til børnene og de unge, når det er nødvendigt. Der skal handles hurtigt, når problemerne konstateres.

I det hele taget skal vi gribe ind hurtigt og konsekvent, når tingene går galt. Der skal være en hurtig reaktion første gang, der f. eks. begås vold, så det med det samme markeres, at det ikke er i orden. Det må være slut med 13-14-årige, der efter flere voldelige overfald først som 15-årige mærker, at der bliver reageret på det. Ved ikke at handle er vi med til at svigte de unge. En hurtig reaktion kan f. eks. være en midlertidig anbringelse i pædagogisk observation i åbent, men 100 procent voksenstyret regi. Det skal vise den unge, at det er helt galt, og det kan udrede situationen og lægge op til beslutning om den rigtige indsats bagefter. Det er det, der skal til, ikke sænkelse af den kriminelle lavalder. En konsekvent reaktion er også, at hvis den unge skal anbringes, så skal det foregå på et sted, der er i stand til at skabe ro og tilstrækkeligt faste rammer og rytmer omkring den unge.

Og der kommer vi så til opdragelsen. Vi er ikke bange for at tale om opdragelse, fordi det selvfølgelig er nødvendigt. Men det er afgørende, hvordan det sker.

DE UNGE SKAL ikke opdrages i fængslerne af forhærdede kriminelle. Når unge glider ud i kriminalitet eller asocial adfærd, så skal der være kvalificerede sociale og pædagogiske tilbud, der slår kreds om dem og støtter dem i at finde ind i samfundet og i at lære de fælles spilleregler.

Om nødvendigt med en stærk ydre styring fra forældre og pædagoger, der gradvist gør dem i stand til at tage vare på sig selv. De voksne skal skabe relationer til de unge, fungere som gode rollemodeller, opdrage dem og støtte dem i at udvikle en god identitet. Det kan ske, mens den unge lever hjemme eller under en døgnanbringelse. Døgnanbringelse er ikke et mål i sig selv, det er et nødvendigt og godt middel i nogle tilfælde. I andre kan man løse problemerne med tæt støtte i skolen, på gaden og i hjemmet.

Indsatsen skal være konsekvent: Det skal have konsekvenser, når de unge opfører sig urimeligt. Men konsekvensen er ikke udsmidning eller straf. Det vil kun føre til, at de unge får endnu et nederlag og i værste fald bruger andre udstødte som rollemodeller. F. eks. banderne. ‘ Konsekvens’ skal være tættere og mere forpligtende voksenstøtte: Når de unge ikke kan finde ud af det, så skal de voksne rykke tættere på, de skal ikke trække sig og smide de unge fra sig. Unge, der skejer ud, har brug for mere voksenstøtte og voksenstyring, ikke eksklusion og afbrydelse af den opdragende støtte.

DE UNGE SKAl have voksne, der vil relationen.
Voksne der kan påtage sig deres voksenansvar som opdragere, rollemodeller m. m. Voksne, der holder ved over længere tid, og som skal være tilstrækkelig intensivt sammen med de unge, både hvad angår tid og indhold i samværet.

De voksne skal kunne lide de unge uanset de uacceptable handlinger, de eventuelt har foretaget sig.

Vi skal have modne og tydelige voksne, der har modet og lysten til at støtte de unges udvikling gennem den tilstrækkelige ydre styring og træning af den unge i selv at kunne finde ‘ sin egen indre motor’.

Sådanne tilbud til de mest udsatte unge mangler i dag. Vi mangler gode, åbne døgntilbud, der både kan tage frivillige og tvangsanbragte og de ungdomssanktionsdømte.

Men situationen har også vist os, at der mangler tilbud mellem anbringelser og den mindre intensive indsats på gadeplan, i klubber osv. Vi skal have udviklet en intensiv indsats uden anbringelse i form af en konstruktiv ‘ mandsopdækning’ af de mest krævende unge.

‘Mandsopdækning’ findes slet ikke i tilstrækkelig grad i dag. Vi skal have uddannet socialarbejderne til det, og vi skal have metodeudvikling af det. Voksenstøtte fra f. eks. en kontaktperson er ikke nok.

Det er for få timer, og den unge kan vælge den voksne fra, hvis han/hun bliver for besværlig. Projekter som Den Korte Snor i København, der består af en særlig sagsbehandler og kontaktperson, der arbejder koordineret med både familien og den unge, bør udbredes.

MEN ER opdragelse ikke bare skjult kadaverdisciplin og straf? Risikerer vi ikke, at undertrykkelse og umyndiggørelse bliver dominerende? Det mener vi ikke. Der er ingen mening i bare at straffe. Målet er, at vi får de unge ind i samfundet. Opdragelse er for os at se en nødvendig gensidig forpligtelse og især relation til de unge, som skal bæres af kvalificerede og solidariske voksne, der vil de unge, og af et system, der ikke bare smider dem fra sig.

Alt det er der intet af i regeringens og Dansk Folkepartis enøjede satsning på sanktion og straf, hvis ikke forældre og unge gør, som der bliver sagt. Det er ikke konstruktivt og ikke produktivt – det er rituel straf for straffens skyld. Det er ikke god opdragelse. Det er faktisk udtryk for fatalt svigt.

Politiken 03/07/2009