Bulldozere løser ikke ghetto-problemerne
Det står skidt til i de socialt udsatte boligområder. Områderne er præget af utryghed, kriminalitet og kedsomhed.
Regeringen har alt for længe vendt det blinde øje til de grundlæggende problemer i de belastede boligområder og i stedet fokuseret på lette lappeløsninger.
Vi hører igen og igen om uroligheder i de belastede boligområder. I de ni år VKO har været ved magten, er det ikke lykkes at vende udviklingen i områderne trods ghettostrategi og store ord om det modsatte. Regeringens lappetilgang til udfordringerne har ikke gjort op med de grundlæggende problemer.
Derfor er det stadig Ahmed og Allan, der ender med at blive smidt ud af skolen og derfor hænger ud på gaden og begår kriminalitet i stedet for at få sig en uddannelse. Men hvorfor er det ikke nok at lappe? For det første har deres forældre det ikke let. Mange er uden tilknytning til arbejdsmarkedet, og psykisk eller fysisk sygdom er ofte årsag til, at forældrene ikke har overskud til at støtte deres børn og deres skolegang eller finde en god fritidsklub til dem.
For det andet må en del forældre overleve på starthjælp eller andre nedsatte kontanthjælpsydelser. De slås en umulig kamp med at få budgettet til at hænge sammen. De lever i dyb fattigdom og har ikke penge til at give deres børn en brugt cykel eller holde børnefødselsdag med kage og gaver.
MAN KAN IKKE fortænke Ahmed og Allan i, at de har mere lyst til at hænge ud på gaden end at blive hjemme i den lille tre-værelses, hvor pladsen er trang og stemningen i bund. Hvis vi skal gøre noget for at løse de alvorlige problemer, der er i socialt udsatte områder, skal vi først og fremmest erkende, at mange af problemerne grundlæggende handler om fattigdom. Derfor skal fattigdommen bekæmpes – blandt andet ved at afskaffe starthjælpen, 450-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Hverken bulldozer eller politi er løsningen på de massive sociale problemer, fattigdommen skaber.
Men fremgang i boligområderne handler ikke kun om fattigdom. Vi skal også forebygge problemerne med en langt tidligere indsats. Der skal fokuseres på hele familien, frem for kun på den enkelte. Indsatsen skal være tilgængelig og lokalt forankret, og den skal ikke afhænge af familiernes etniske baggrund.
Vi skal bryde den negative spiral, hvor børn og unge i de udsatte områder stort set kun færdes blandt mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, har ringe uddannelse og er massivt socialt belastede.
Udsatte mødre skal ikke sidde alene hjemme uden arbejde og uddannelse, isoleret fra samfundet. Vi må ikke give op, når den enkelte giver slip. Det er tid til at stoppe op og tænke nyt. Vi skal inddrage, aktivere og integrere disse kvinder, og allervigtigst give dem et nyt netværk, hvor de får kontakt til kvinder med arbejde, uddannelse og ressourcer.
Så vil de måske selv en dag blive rollemodeller for deres børn. Se til Bydelsmødre projektet eller Kringlebakken i Nordvest-kvarteret, hvor den opgave løses med stor succes.
DERUDOVER ER DER brug for at igangsætte en forstærket opsøgende indsats blandt udsatte familier, hvis deres børn ikke er indskrevet i dagtilbud. Det kan ske ved at etablere familiepladser til udsatte børn, hvor en af forældrene indskrives i institutionen sammen med barnet for at gøre forældrene trygge ved institutionen.
Grundreglen skal være, at vi opsøger de familier og rækker hånden ud, så vi er sikre på, at vi ikke taber udsatte børn på gulvet.
Disse forældre skal vide, hvorfor det er en fordel, at deres børn går i fritidsklub eller SFO. En stor del af de udsatte børn – og især børn med minoritetsbaggrund – er ikke tilknyttet en fritidsordning eller SFO – ofte fordi det er svært for forældrene at søge friplads, og fordi de ikke ved, hvilken forskel det kan gøre for deres børn. Børn i udsatte familier er vant til, at deres forældre svigter dem. Svigter dem ved, at de ikke laver lektier med dem og ikke hjælper dem med at bruge fritiden på meningsfyldte aktiviteter.
Børnene – uanset om de hedder Ahmed eller Allan – mangler rollemodeller.
Voksne, som er i stand til at opdrage dem og lære dem at tage ansvar. Derfor er det også ærgerligt, at mange af de mest udsatte boligområder er så fattige på aktiviteter. Og at der grundlæggende mangler professionelle voksne, der kan være rollemodeller.
MED DE RETTE midler og den fornødne hjælp kan vi skabe liv og fremgang i de udsatte områder. Vi kan bidrage til, at en ny generation af børn får mulighed for at forfølge deres egne drømme og håb for fremtiden i stedet for som nu at blive glemt i fattigdom og kedsomhed.
Men det kræver, at politikerne tager ansvar. Og det ansvar påtager vi os gerne.