På Christiansborg og blandt skoleledere er det blevet populært at smide folk ud af skolen, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Det er et politisk, moralsk og samfundsmæssigt blindspor.

Det er blevet populært at smide folk ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Ud af skolen, ud af boligkvartererne, og ( hvis man er så uheldig ikke at have et dansk pas) – ud af landet. En tankegang som de seneste ti år har haft en forbavsende stor opbakning på Christiansborg. Ude af øje, ude af sind, synes logikken at være. Men det vi i virkeligheden smider ud er ikke problemerne, det er samfundets sammenhængskraft, samvittighed og ansvarlighed. Der er brug for en grundlæggende holdningsændring. Hos os på Christiansborg, i kommunerne, men især hos skolelederne på de enkelte skoler. Drop ‘ smidudkulturen’ og tag ansvaret på jer! Dem, der opfører sig dårligt, skal ikke smides ud af klassen, men i stedet følges tæt og opleve, at fællesskabet stiller krav til dem.

Allerede første gang et barn smides ud af folkeskolen frem for at deres familie får den hjælp, de har brug for – allerede der sættes lavinen ofte i gang, og det er kun et spørgsmål om tid, før barnet næste gang trues med udsmidning. Hvad sker der, når Brian eller Binyamin får at vide, at de må finde sig en anden skole, fordi deres skole ikke længere kan holde dem ud? Får det dem til at opføre sig bedre? Fjerner det med et trylleslag alle de sociale problemer, som de har på hjemmefronten? Giver det dem følelsen af at være en del af et forpligtende fællesskab? Tværtimod: For langt de fleste vil jeg vove den påstand, at udsmidning af skolen ofte er første skridt til et liv blandt rødderne på gaden. Børnene lærer, at det ikke kun er deres forældre, der ikke har ressourcer til dem, men at andre voksne heller ikke magter dem. Og så begynder børnene at vende ryggen til samfundet. De passer på sig selv ved at selv afvise andre, i stedet for selv at blive afvist. Og det er farligt for samfundets sammenhængskraft.

Der står i folkeskoleloven, at man ikke må smide elever ud af folkeskolen. Men virkeligheden er desværre en anden. For skolen kan til gengæld godt – også mod forældrenes vilje – vælge at »overflytte« til en anden skole. Og i realiteten sker det ofte uden at der nødvendigvis er et andet relevant skoletilbud parat til eleven.

»Der er nultolerance politik på skolen«, »Han har fået alt for langt snor i forvejen«, »Hvis man ikke kan leve op til reglerne, kan man ikke gå her«, og til sidst: »Desværre, han må finde sig en anden skole. Vi kan ikke gøre mere.« Det er eksempler fra de mange samtaler, som jeg har haft med skoleledere på folkeskoler, efterskoler og gymnasier som kontaktperson eller fordi jeg privat kendte barnet. Jeg har tigget og bedt om, at man ikke smed barnet ud, men i stedet prøvede at løse barnets problemer. Men jeg har efterhånden lært, at når samtalen slutter på den her måde, er der ikke så meget at gøre. Nu er det op til forældrene at finde en ny skole. Forældre, der med massive sociale og psykiske problemer måske allerhelst ville fritages for deres forældrerolle. De skal overtale barnet til skoleskift og overtale en ny skole til at tage imod deres barn, som jo ikke har de bedste papirer.

Alle skal have lov til at starte på »en frisk«, som en af de nye skoleledere formulerede det. Men hvor meget på en frisk det egentlig er, er nok mere tvivlsomt. Sandheden er at barnet jo aldrig får mulighed for at skifte sin sociale baggrund ud. Volden, misbruget og det omsorgssvigt, barnet bliver udsat for hjemme bliver ikke mindre, fordi barnet starter på en ny skole. Den nye skoles faglige forventninger er ofte heller ikke er særligt høje. Hvis barnet tilhører en lav socialklasse eller har minoritetsbaggrund, forventer man sjældent meget fagligt – bare han kan sidde stille.
Jeg ved ikke, om det er, fordi man ikke tror på social mobilitet, om man tror det er den kulturelle baggrund, der skaber børnenes problemer, eller om det er udtryk for misforstået godhed, når man ikke stiller de samme faglige krav til alle børn og deres forældre?

Mustafa gik i 5. klasse og kunne knap op til 5- tabellen. Han havde endnu ikke et penalhus og kunne ikke finde ud af at tage sin skoletaske med. Skolelederen mente, at familien måtte acceptere, at Mustafa nok aldrig fik adgangsprøven, hvis ikke han »tog sig sammen«. Men så vidt jeg ved, fik han faktisk aldrig de tilbud om ekstraundervisning eller psykologtest, som man ville have tilbudt et barn fra Hellerup med lignende problemer.

Fuldstændig som skolelederen spåede fik Mustafa ikke sin afgangseksamen. Allerede efter 8. klasse sendte skolen Mustafa på produktionsskole. Både fordi han fagligt ikke kunne magte andet, og fordi han larmede meget i timerne. Nu er Mustafa en af de drenge, der engang imellem brænder containere af. Det eneste fællesskab, som han føler sig som en del af, er rødderne på gaden, og jeg frygter, at der ikke går længe, før han ender i kriminalitet.

Måske er det det samme med de unge bandemedløbere i Vollsmose? Måske har de også kun oplevet at blive smidt ud – så undrer det ikke, at AK- 81, indvandrerbander og lignende bliver rollemodeller og deres fællesskab virker tiltrækkende! Forældrene har et vigtigt ansvar for at sikre, at deres børn klarer sig godt i skolen. Det er fuldstændigt uacceptabelt, når de giver slip, men det er desværre realiteten nogle gange – ofte på grund af sociale eller sundhedsmæssige problemer. Og her må vi holde fast i, at det er skolens ansvar at gribe børnene, så de ikke falder igennem, eller at sikre, at andre gør det.

Det er en afgørende værdi for folkeskolen, at man ikke bare opgiver børn. Og at børn kan blive til noget, hvis indsatsen er der. Som udgangspunkt er udsatte børn og unge faktisk ikke ligeglade, destruktive eller ‘ uden for pædagogisk rækkevidde’. De kan nås – og de skal nås.

Mange steder gør lærere en vidunderlig forskel for udsatte børn og unge. De fleste børn, som klarer sig godt senere i livet, har altid en fortælling om den lærer, der alligevel troede på dem og gav dem selvtillid til at bruge deres evner. Men det er desværre ikke alle Brian’er og Binyamin’er, der er heldige at møde sådan en lærer.
Alt for ofte lever folkeskoler ikke op til ansvaret for at sikre, at ingen falder igennem. Jeg synes, mange skoleledere har svigtet deres ansvar. Skolerne bør begynde at stille de samme faglige krav til alle børn uanset deres baggrund, og samtidig være parate med den ekstra pædagogiske støtte, nogle børn kan have brug for, hvis der er problemer på hjemmefronten.

Jeg medgiver, at det bestemt ikke er nogen let opgave at rumme, hjælpe og stille krav til børn og familier med sociale problemer, især hvis man mangler fagligheden til det. Men det er uholdbart at skolelederne altid kaster ansvaret over på politikerne og forældrene.

Hvis ikke vi skal se mange flere bandeopgør a’la Vollsmose, eller endnu flere unge, der ender på kontanthjælp, så er folkeskolen nødt til at blive meget bedre til også at invitere de besværlige og uregerlige børn ind i fællesskabet. I 2002 afsluttede otte procent af børnene 9. klasse uden en afgangsprøve og tallet er vist ikke blevet meget bedre siden da. Over 15 pct. af de unge slutter folkeskolen som funktionelle analfabeter. De tal skal vi ikke acceptere. Ligeså svært det er at fyre en skoleleder eller en lærer, ligeså svært skal det være at smide børn ud eller opgive dem. Der må være en grænse for, hvor mange gange et barn kan kastes mellem skolerne.

Vi skal droppe ‘ smidudkulturen’ i såvel skolen som i resten af samfundet.
Og i stedet række hånden ud til de umulige børn og unge og stille samme krav til dem som til alle andre – så de oplever, at der faktisk er et fællesskab, der vil dem og tror på dem.