‘ Elevatoren er i uorden’, står der på sedlen. Jeg læser den et par gange, men ender alligevel med at trykke på knappen i håb om, at den måske alligevel fungerer. Men der sker ikke noget.  Jeg kan mærke frustrationen.

Jeg har stået i denne situation utallige gange før. Jeg befinder mig nemlig på en metrostations perron. Jeg prøver at få øjenkontakt med en stærk ung mand, der kan hjælpe mig med at komme op af de mange trapper. Alle er nok klar over, hvad jeg vil have dem til, og nok måske også derfor får en del travlt med at undgå at gå for tæt forbi mig. Men langt om længe er der én, der tager fat. Vi puster begge ud, da vi kommer op på gaden – med den tunge barnevogn! Jeg er på barsel med min søn på fire måneder og har derfor tid til at tage på lange ture med ham.

Det er bare ikke altid så nemt at bevæge sig rundt i byen med en barnevogn.
Men jeg skal være den sidste til at brokke mig.
Ofte bliver jeg faktisk mindet om, hvor heldig jeg er.
Hvor mange ville kunne have hjulpet mig op af de mange trapper på metrostationen, hvis jeg sad i en tung kørestol? Ville jeg stadig bevare mit gode humør, hvis jeg som kørestolsbruger dag efter dag var nødt til at leve med elevatorer, der venter på reparation, chauffører, der ikke sænker bussen og butikker, der ikke har handicapvenlige indgange? Selv på min arbejdsplads på Christiansborg er jeg nødt til at entrere gennem cykelkælderen eller vareindleveringen, så længe jeg har fire hjul med mig.

Men som kørestolsbruger er man nødt til at leve med begrænsningerne.
Man har nemlig ikke så mange andre valgmuligheder.
Prøv at tænke din egen dag igennem, og overvej, hvad der skulle til, hvis du skulle få dagen til at hænge sammen med indkøb, transport og fritidsaktiviteter, hvis du samtidig sad i kørestol.

Jeg hørte en dag en otteårig kørestolsbruger, der ikke kunne komme ind i en butik på grund af et trappetrin, sige: ‘ Jeg håber, der er nogen, der opfinder en kørestol, der kan gå’.
Jeg ville ønske at den otteårige ikke behøvede bruge hele sit barndom på at vente, men i stedet kunne bruge sin tid på at opleve.
Men for at det ønske kan gå i opfyldelse er der brug for, at vi fremtidssikrer vores transportmidler, bygninger og offentlige rum, så der er plads til alle, også dem med barnevogn eller kørestol.
Rødstrømperne demonstrerede for at få elevator til barnevognene på Nørreport Station ved simpelthen at bygge deres egen barnevognssliske ned ad trappen til perronerne.
Den slags aktivisme bør vel ikke være nødvendigt her 25 år senere?.
» Det er bare ikke altid så nemt at bevæge sig rundt i byen med en barnevogn «.