Det er ikke en nyhed, at jeg plejer at få hademails. Men efter terroren ramte Paris, vælter de igen ind i min indbakke. »Hvad så din gamle luder, skal du ud af landet ligesom alle de andre, som prøver at narre Danmark?«. »Godnat i forbandede djævle«. »Fuck ud af landet«. »Hader dig og alle muslimer«. »Terrorist«.

Disse mails understreger, hvor effektive terroristerne er til at splitte et land. Muslimer er ikke Danmarks fjende. Vi er en del af Danmark, ligesom Danman rk er en del af os. Hvis terroristerne ikke skal vinde, skal vi stå imod al det had, de bomber ind i os. Derfor mener jeg, at svaret ikke er censur og ignorering, men dialog og kritisk debat med disse mennesker. Og det kræver især en særlig indsats fra venstrefløjen.

Men alle de gange, jeg har opfordret til kritisk debat, er jeg blevet tævet løs på af venstrefløjen. F.eks. har jeg aldrig fået så meget tæv af venstrefløjen, som da jeg sagde ja til at tage en kritisk debat med Daniel Carlsen fra Danskernes Parti på Folkemødet. Jeg stillede op for at tale hadet imod, fordi jeg grundlæggende tror på, at holdninger kan rykkes med kritisk debat. Men ’humanisterne’ mente, at antimuslimske, antijødiske og antihomoseksuelle holdninger skulle ties ihjel.

Noget tilsvarende har venstrefløjen praktiseret over for Dansk Folkepartis vælgere de sidste 20 år. Bedøm selv succesen. Bedrevidende passivitet er blevet ’humanisternes’ adelsmærke. Og tro mig, jeg ved præcis, hvordan en venstrefløjshumanist af den bedrevidende slags tænker; jeg har selv været hurtig til at stemple mennesker og taget afstand fra deres menneskesyn. Det var deres skyld, og aldrig min, at dialogen ikke kom i gang.

Men problemet er bare, at der ikke kommer noget som helst godt ud af den tilgang. Tværtimod. For mange har mødt DF’s vælgere med fordømmelse, og for få har gjort sig den umage at tage diskussionerne med dem for at sige ordentligt fra. Imens har opbakningen til partiet, hvis holdninger jeg er uenige i, vokset sig større og større.

Belært af den erfaring har jeg de sidste par år ændret strategi.
Jeg har valgt at lægge passiviteten fra mig og er begyndt at debattere med folk, jeg er dybt uenig med. Fordi dem, der taler hadet op, skal tales imod; uanset om det er folkevalgte politikere på Christiansborg, Danskernes Parti på Folkemødet eller Hizb Ut-Tahrir på Nørrebro. Hadprædikanter har for let ved at grave grøfterne dybere, hvis de står uimodsagt.

Samtidig skal vi gøre et forsøg på at bygge bro til de borgere, som har købt hadprædikanternes synspunkter og bruger enhver anledning til at angribe danske muslimer. Gennem det seneste år har jeg derfor valgt at besøge forskellige højrefløjssympatisører for at tale med dem over en kop kaffe.

Det forunderlige er, at uanset hvem jeg drikker kaffe hos, vil langt de fleste rigtig gerne forstå alle befolkningsgrupper. Men som regel er ‘de andre’ skyld i, at befolkningsgrupper bliver sat over for hinanden, og at hadet vokser. ‘De andre’ er fordomsfulde. ‘De andre’ kan ikke opføre sig ordentligt. Det er aldrig en selv.

Henover kaffen sørger jeg for at få sagt, at kriminalitet, vold og terror er fuldstændigt uacceptabelt. Uanset om det er indvandrerbander, rockere eller terrorister, der står bag. Det plejer vi at kunne blive enige om. Derfra er der sjældent langt til også at blive enige om, at de idioter, vi har mødt på vores vej, ikke gør alle dem, vi har mødt, til idioter. Og langsomt bliver det nemmere at lytte til hinanden. At finde fælles løsninger. For når alt kommer til alt, så har vi som regel mere, der binder os sammen, end der skiller os ad.

I dag vil jeg gerne stille mine humanist- og socialistvenner det samme spørgsmål, som jeg plejer at gøre til mine kaffemøder: Vil problemerne ikke blive mindre, hvis I selv tager det første skridt til at bygge bro frem for at dæmonisere andre befolkningsgrupper?

Det skaber altså hverken sammenhold eller mere fred i Danmark, når ’humanister’ på sociale medier stempler alle, der bekymrer sig for indvandringen og flygtningestrømningen, som racister og landsbytosser. Det hjælper heller ikke, når folk på venstrefløjen sletter og blokerer dem, der mener, at alle muslimer er terrorister.

Ja, det er svært at tøjle sin frustration og vrede, når folk kalder det selvforskyldt, at flygtningebørn drukner i havene, eller at vi skal smide alle danske muslimer ud. Men næste gang du mærker en kriblen i fingrene og får lyst at flyve til tasterne og slå igen, så mind dig selv om, hvad Dan Uzans far sagde i dagene efter terrorangrebet i Krudttønden, hvor hans søn blev dræbt foran synagogen: »Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod«. Her er en mand, der har alle gode grunde til at hade. Men han har valgt kærligheden.

Kære humanist. Du har faktisk også et valg. Vil du blive bag tastaturet og bidrage til at puste hadet endnu mere op. Eller vil du skifte spor og begynde at bygge rigtige broer? Med virkelige mennesker?

Mit råd er: Lad os sammen tage et personligt ansvar for at bekæmpe hadet mellem befolkningsgrupper. Terroristernes bedste redskab til at splitte os er had. Hvis vi ikke aktivt gør noget for at forhindre hadet, vil historiens grusomheder alt for let gentage sig. Jeg beder dig ikke om at mødes med nazister eller salafister. Men tag en snak med de bekymrede naboer eller familiemedlemmer, som du ved overvejer at stemme højrenationalt. Start med at lytte. Tænk, hvis der bare var en af dem, som du faktisk kunne rykke et skridt længere væk fra ekstremistiske eller fremmedfjendske holdninger. Du kan gøre en forskel ved ikke at løbe terroristernes ærinde!

Politiken 01/12 2015