‘I skal lige hilse på Henrik Sass, vores smukke folketingsmedlem’, ‘Du bliver så let vred, når vi diskuterer, Mogens Lykketoft’, ‘ Hvor så du flot ud med grøn skjorte på talerstolen, Villy!’ Hvorfor hører man aldrig den slags bemærkninger på Christiansborg? I sommer mødte jeg en mandlig folketingskollega, som var ved at vise en patientforening rundt på Christiansborg: » I skal lige hilse på vores smukke folketingsmedlem, « lød hans smigrende introduktion.

» Jeg er faktisk også begavet « prøvede jeg at tilføje, inden gruppen grinende fortsatte ned ad gangen.

‘ Rødt er rigtig flot til dig’, er en anden typisk kommentar, når jeg efter en ophidset debat kommer ned fra Folketingets talerstol.

Det kan godt være, at vi har haft en ophedet debat om, hvorvidt førtidspensionister har råd til medicin eller ej. Men bemærkningen handler ikke om, hvor venstreorienteret jeg er, men derimod om hvilken farve skjorte jeg tilfældigvis har på den dag.

Når vi har ophedede debatter i min folketingsgruppe, er en af de bemærkninger, jeg ofte hører: ‘ Du lyder altid så sur’, eller ‘ Nu kom jeg vel ikke til at gøre dig ked af det’.

Bemærkninger som må -ske er normale efter et skænderi over opvasken derhjemme, men som i professionelt regi kan være med til at dræbe enhver seriøs debat. For hvad svarer man så? Jeg har været folketingsmedlem i næsten to et halvt år, og ja – tro det eller ej – det er faktisk oftere, jeg får kommentarer om mit udseende og mine følelser, end om mine politiske budskaber og argumenter.

I starten troede jeg, at det var mig, der var et problem med. Måske mente de, at mit udseende var det eneste, der var at rose? Måske opførte jeg mig anderledes, end man burde i de politiske debatter? Men når jeg snakker med andre kvinder, er det gået op for mig, at jeg langtfra er den eneste, der møder den slags kommentarer.

Hverken i Folketinget eller på andre arbejdspladser.

Og at kommentarerne nok i højere grad hænger sammen med, hvad jeg ( ikke) har mellem benene end med, hvor meget jeg har mellem ørerne Det er jo ikke ret ofte, man hører en Henrik Sass eller en Naser Khader præsenteret som deres partis lækre folketingsmedlemmer.

Og det er heller ikke ofte, at man hører folk beskylde Mogens Lykketoft eller Frank Åen for at være sure, når de leverer et indigneret politisk budskab.
Men frem for at øve mig i at snakke og klæde mig afdæmpet, har jeg nu besluttet mig for at være ligeglad! Jeg vil ikke lade være med at vise min indignation i de politiske debatter, og jeg vil være ligeglad med, hvad folk synes om mit tøj. I 2010 vil jeg være en sur bitch med skøre bluser – det tror jeg faktisk også er meget sjovere!.

» I 2010 vil jeg være en sur bitch med skøre bluser «.