VI VAR KLAR over, at det var at stikke hånden i en hvepserede at insistere på en debat om overmedicinering, påvirkningen fra medicinalindustrien samt en kulturændring i psykiatrien.

Det kræver en vis portion mod at tage debatten om psykiatrien uden at være læge.

Selv om vi i indlægget ( 18.11.) flere gange understregede, at vi hverken var mod medicinering eller var antipsykiatriske, kom reaktionen fra de fire toppsykiatere ( 3.12.) alligevel prompte med forudsigelige, men udokumenterede beskyldninger om, at vi ikke mener, at medicin virker, og at vi puster liv i en antipsykiatrisk debat.

Påstande, der kunne få det til at lyde, som om vi underkender deres faglige viden, hvilket vi bestemt ikke gør.

DET VAR en forventelig reaktion, som desværre viser, hvor svært det er at få lov til at tage en politisk debat om psykiatriens udvikling. Når man snakker andre sygdomme, er det en selvfølge, at man – ud over selvfølgelig at lytte til lægerne – også lytter alvorligt til patientforeninger, diætister, fysioterapeuter, sygeplejersker, pårørende osv. Og at politikere kan have holdninger til, hvordan man tilrettelægger indsatsen.

Men så snart det handler om psykiatrien, vil psykiaterne åbenbart helst bare tage debatten med sig selv. De fire psykiatere afviser i deres indlæg, at samtidig behandling med flere forskellige antipsykotika er forbundet med overdødelighed.
Det er åbenbart flere forskellige holdninger til inden for forskerkredse.
Men det ændrer ikke på, at det er et dybt alvorligt emne, som også er blevet behandlet i mange artikler her i Politiken.

Vi har meget svært ved at forstå, hvorfor der er så stor modstand mod at tage debatten om psykiatriens udvikling? I STEDET for at insistere på vi ved bedst-tilgangen burde de fire psykiatere være bekymrede for, om det virkelig er fornuftigt, at 460.000 danskere er på antidepressiv medicin, at over halvdelen af alle nytilkendte førtidspensioner sker pga. en psykisk sygdom, eller at hver 5. patient i psykiatrien bliver udsat for tvang.

Ja, der mangler ressourcer i psykiatrien, det medgiver vi gerne. Men der mangler også en diskussion af, hvordan ressourcerne bruges bedst.

Er ovenstående tal ikke tegn på, at der er brug for en kritisk tilgang til den måde, vi plejer at gøre tingene på? Hvad er jeres bud på, hvordan vi kan tilrettelægge indsatsen bedre? Hvis psykiatrien skal udvikles til gavn for patienterne og deres pårørende, er vi nødt til at gøre op med automatreaktionerne.

Mange steder i udlandet lykkes det faktisk at nedsætte brugen af medicin og tvang. Det burde også være muligt i Danmark.

Eller tager vi fejl igen?

Politiken 11/12 2012

Af Özlem Cekic og Olga Runciman