MANGE KVINDER har været udsat for sexchikane.

Det er ikke en hemmelighed, men det er alligevel et stort tabu.

Og de færreste af os har lyst til at fortælle om det. For kort tid siden fik jeg følgende kommentar fra en  mand, som mente, jeg snakkede for meget.
Det var fair nok. Men det, der ikke var i orden, var, at han afsluttede sin sætning med: ” Man burde tape din mund og putte nogle kugler i den, mens man piskede dig.” Og da jeg med et smil sagde, at jeg ikke brød mig om hans måde at tale på, spurgte han, hvorfor jeg nu ville ødelægge den gode stemning.

Et kort øjeblik fortrød jeg, men jeg endte med at holde fast i, at jeg faktisk syntes, at min grænse var overskredet, og det ville jeg gerne sige fra over for. Vi var flere i rummet.

Ud over mig og den, der ville piske mig, var der ingen andre, der sagde noget.
Det er næsten det værste! At mange – især mænd – ikke vil se problemet. Der er en undertrykkende jovial og misforstået frimodig hø-høkultur, hvor ” sexchikane er et personalegode”. En joke, som Dansk Folkepartis ligestillingsordfører i øvrigt gentog fra talerstolen i Folketinget, da vi debatterede sexchikane.

Nej! Sexchikane er ikke noget sjovt. Det er krænkende og nedværdigende, og det kan i værste fald være et overgreb, der kan medføre angst og depression og betyde, at offeret må stoppe på sit job eller sin uddannelse.

At vi er så dårlige til at erkende problemet herhjemme, står i skærende kontrast til vores nordiske broderlande.

Her erklærer alle fra det yderste venstre og over i socialdemokratierne – ja, endda mange borgerlige – sig for feminister, som var det det mest naturlige i verden. Senest har vi set den svenske udenrigsministers feministiske kritik af Saudi-Arabien.
Kønspolitik og ligestilling er mainstream i Norden, men i Danmark bliver det ofte bare latterliggjort. Som feminist og folkesocialist synes jeg, vi skal ændre på det.

HER I FORÅRET har jeg sat debatten på Folketingets dagsorden. Med samråd og senest med en forespørgselsdebat i folketingssalen. Både ligestillingsministeren og beskæftigelsesministeren afviste sammen med partierne Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, at man skulle kræve en handlingsplan for, hvordan man bedre kan bekæmpe og forebygge sexchikane på arbejdsmarkedet. Kun kollegaerne fra Enhedslisten kunne se fornuften i at have en handlingsplan, som både kigger på erstatningsniveauer, sagsbehandlingstider og vidnekrav i disse sager.

Vi skal huske, at ofrene for sexchikane på jobbet er ekstra udsatte, og derfor skal vi også via lovgivningen sikre deres rettigheder. Det kan være svært at sige fra over for chefen, kunden eller kollegaen, når han går over stregen.

Man er jo økonomisk afhængig af jobbet.

Og der er et problem med sexchikane i Danmark. Ifølge den seneste arbejdsmiljøundersøgelse har tre procent, det vil sige over 60.000 lønmodtagere i Danmark inden for det sidste år været udsat for seksuel chikane. Det er alt for mange.

Sexchikane på jobbet rammer oftest passagerservicemedarbejdere, SOSU’er samt sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, og specialpædagoger.

Og især de yngre kvinder.

Hos HK var tallet ifølge en undersøgelse fra sidste år på 29 procent. Fagbladet 3F har lavet en undersøgelse, der viser, at 20 procent af de kvindelige 3F-medlemmer har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen, men kun ni procent har klaget.

DET ER ENDNU et problem: tabuet. Den hotline, Arbejdstilsynet har oprettet, får kun et par opkald om sexchikane om ugen. Det vil sige omkring 100 opkald på et år.
Og der er generelt en manglende reaktion fra samfundets side: Der er hvert år kun en håndfuld retssager, der ender med dom, og under 10 sager om sexchikane anerkendes som arbejdsskade årligt.

Hvad med alle de andre tusindvis af især kvinder, der oplever sig udsat for seksuel chikane? Hvorfor er der ingen hjælp til dem? Danmark er EU-mester i forhold til kvinder, der har oplevet sexchikane på deres arbejdsplads. Da vi vandt EM i 1992, udkom Shubidua samme år med sangen ” Sexchikane”, som vi – i sangen! – ikke finder os i. 23 år efter må vi bryde tabuet og gøre noget ved det.

Sexchikane rammer ikke kun den enkelte. Og kan ikke bare snakkes væk, som ligestillingsministeren vil. Det er et samfundsproblem, som vi skal begynde at tage alvorligt! Også lovgivningsmæssigt.