Psykiatrien er under pres. De psykiatriske afdelinger er overbelastede, og alt for ofte udskrives patienter for tidligt.

Samtidig er der i en årrække blevet nedlagt sengepladser, uden at der i til-strækkelig grad er sat noget andet i stedet. Det kan i den grad mærkes, og nu begynder både medarbejdere og brugere at kalde på flere sengepladser.

Logikken er, at der er blevet skåret for meget, at patienterne udskrives for tidligt, og at det er derfor, de genindlægges igen og igen. Men er det mere af det samme, der er behov for?

I Trieste i Italien har man ligesom i Danmark nedlagt sengepladser i stort tal. Men i modsætning til her har man lagt enorme ressourcer i at etablere et alternativ til sengene. Det betyder, at borgere i Trieste, som oplever psykiske kriser, får tilbud om psykiatrisk behandling, fleksibel støtte og andre former for hjælp til at håndtere deres situation, uden at de behøver indlæggelse.

Psykiatrien består af døgnåbne lokale centre med tværfagligt personale. Her er det muligt at deltage i selvhjælps- eller terapigrupper, og der er mulighed for frivillig overnatning i en seng, hvis behovet opstår. Resultaterne er slående. Patienterne kommer sig, og i hele 2010 var der f.eks. kun 16 personer i tvangsbehandling.
Også i Vestlapland har man en helt anden tilgang til psykiatri. Der er princippet, at man inden for 24 timer efter første henvendelse fra patient, pårørende eller visiterende enhed rykker ud og starter et forløb med udgangspunkt i, hvad patienten oplever problemet er. Netværket inddrages fra start til slut.

Resultaterne af indsatsen er bl.a. en stor reduktion i antallet af tilbagefald: Et opfølgningsstudie viste, at 77 pct. ikke havde haft psykotisk tilbagefald to år efter, at behandlingen var påbegyndt.

De resultater burde mane til eftertanke i en dansk sammenhæng. Måske er problemet ikke kun, at der er nedlagt sengepladser i psykiatrien? Måske er problemet, at der ikke er sat reelle alternativer i stedet?

Mange har en antagelse om, at psykiatrien skal færdigbehandle patienterne på et sengeafsnit, og at patienterne derefter er klar til at ’komme tilbage’ til deres liv igen. Det svarer til et tankesæt om, at patienten har en lille fejl, der blot skal rettes, og at denne fejl mest effektivt rettes på hospitalet.

Men psykiske problemer kan ikke kun ses som små mekaniske, biologiske eller kemiske problemer. Der er efterhånden enighed om, at psykiske problemer sandsynligvis både har en biologisk, en social og en psykologisk del.

Selvfølgelig bør der altid være sengepladser nok til mennesker i akut krise, hvis en seng er det, der er behov for. Men sindslidende bliver sjældent raske af at ligge i sengen. Når man bliver udskrevet igen, er de problemer, der var årsagen til indlæggelsen, sjældent forsvundet, og det forøger risikoen for, at det bliver nødvendigt med endnu en indlæggelse.

Flere fremtrædende psykiatere har pointeret, at man faktisk risikerer at bremse udviklingen i psykiatrien, hvis man ensidigt fokuserer på antallet af sengepladser. Vi er meget enige. Nye ressourcer kan bruges langt bed-re, f.eks. i de ambulante tilbud.

I stedet for at fokusere så meget på indlæggelser, hvor man tager patienten ud af hans hverdagsliv, kunne man i højere grad satse på at tilbyde hjælpen der, hvor patienten er – enten hjemme eller i den lokale psykiatri.

Ud over den medicinske behandling ville man der have bedre muligheder for at samarbejde med netværket – de pårørende, naboer, arbejdspladsen osv. – og med patienten selv – om at se problemerne i deres helhed og finde ud af, hvordan patienten bedst kan komme sig og fortsætte med at være en del af de sociale fællesskaber og samfundslivet.

Det er forfærdeligt, at der er blevet skåret ned i psykiatrien, uden at tilstrækkelige alternative tilbud er sat i stedet. Det giver både hårde arbejdsvilkår i psykiatrien og tragiske skæbner blandt patienterne, hvor mange ender på førtidspension.

Det skal der rettes op på. Der er behov for en ligestilling af finansieringen af fysiske og psykiske lidelser. Men der er også behov for at formulere nye og klare mål for en mere recovery-orienteret psykiatri.

Vi tror på, at langt de fleste mennesker kan komme sig helt eller delvis. Udenlandske erfaringer viser, at midlet til at nå det mål ikke altid er flere sengepladser.
Derfor vil vi gerne opfordre alle aktører til at være lidt mere nysgerrige og se, hvad vi kan lære af udlandet, frem for bare at kræve mere af det samme.